Talib Kweli er træt af stemplet som politisk rapper. Han har derfor lavet en blød, soulet plade, som ikke skal andet end at kræse for øregangene.
Plader
Junip: s.t.
Svenske Junips andet album er i og for sig rigtig fint; men et stort og middelmådigt kompositionsniveau, der alt for sjældent bliver forladt, præger desværre helhedsindtrykket en tand for meget.
Trepac: Nye toner
Rapperens andet solo-album er mere varierende, mere opløftende, men også en anelse mere ustabilt end forgængeren. Men hvis du endelig skal høre dansk rap - hvilket du selvfølgelig skal - så lad det være Trepac.
No Joy: Wait to Pleasure
No Joys andet lp-udspil, Wait to Pleasure, er et grundlæggende godt shoegaze-album, der dog mangler en del opfindsomhed og personlighed.
Iggy & the Stooges: Ready to Die
Bare fordi man er en legende, slipper man ikke af sted med hvad som helst. Det er lidt det, Iggy Pop forsøger på den ubeslutsomme Ready to Die.
Lars and the Hands of Light: Baby, We Could Die Tomorrow
Lars and the Hands of Light har på deres anden plade farvet deres indiepop med en masse forskellige inspirationskilder uden at komme ud på alt for dybt vand. Det er der kommet en ganske udmærket plade ud af, der uden at være fantastisk formår at efterlade nogle solide indtryk hos lytteren.
Ecovillage: With Fragile Wings We Reach the Sun
Ecovillages andet album er mere luftigt og har endnu højere til himlen end debuten. Det klæder den svenske duo, som dog også skal balancere sit enormt åbne udtryk, for ellers får man for meget af den fyldige lyd.
Queens of the Stone Age: …Like Clockwork
Efter hele seks års albumpause må man nok en gang erkende, at Queens of the Stone Age på ...Like Clockwork har formået at omsætte deres evigt foranderlige, musikalske drivkræfter til endnu en gennemført rockplade,
Vår: No One Dances Quite Like My Brothers
Den københavnske punk-supergruppe Vårs debutplade er en afstikker fra deres tidligere lo-fi-eurodance-klingende singler. Det er et forrygende ambientsynthpop-album, der elegant håndterer det kontrastfyldt sammenspil mellem industriel musik og følsomme vokaler og lyrik.
Wolf People: Fain
Engelske Wolf Peoples fikspunkt er solidt placeret i hjemlandets tradition for hård og bluesinspireret rock, og de river det ene riff efter det andet ud af ærmet på Fain. Selvom den musikalske præstation er yderst habil, kniber det dog med det personlige udtryk.
Dungeonesse: s.t.
Denne umage duo-konstellation søger på sin debut mod de glade 90’ere i forsøget på at skabe den uimodståelige popsang.
Mother Lewinsky: s.t. EP
Violinen indtager indiegenren på den københavnske gruppe Mother Lewinskys første ep. Den er på mange måder et unikt bekendtskab, og resultatet er lettilgængelig musik, der appellerer til det brede poppublikum, men som stadig udfordrer en mere krævende lytter.
The Veils: Time Stays, We Go
The Veils er tilbage med deres fjerde udspil, som byder på endnu en potent omgang storslået og melankolsk rockmusik. Der er masser mainstreampotentiale at spore, og hvem ved, måske er fjerde gang lykkens gang for Finn Andrews og co.?
Jonas Alaska: If Only As a Ghost
Er man til let og lækkert swingende jazzpop, er Jonas Alaskas If Only As a Ghost et rigtig stærkt bud på soundtracket til denne sommer. Graver man et lag dybere, er der masser af alvor og dybde i på den unge nordmands andet albumudspil.