Plader

Lars and the Hands of Light: Baby, We Could Die Tomorrow

Skrevet af Andreas Overgaard

Lars and the Hands of Light har på deres anden plade farvet deres indiepop med en masse forskellige inspirationskilder uden at komme ud på alt for dybt vand. Det er der kommet en ganske udmærket plade ud af, der uden at være fantastisk formår at efterlade nogle solide indtryk hos lytteren.

Lars Vognstrup har et godt øre for detaljer. Desuden er han en glimrende producer og mixer og er altid garant for en vellydende plade. Det har han i sin efterhånden ret lange musikalske karriere bevist via bands som Money Your Love og Wolfkin, der på trods af varierende kvaliteter i sangskrivningen begge lød friske og klare. For tre år siden udsendte Vognstrup sin første plade med Lars and the Hands of Light, hans seneste musikalske outfit. The Looking Glass bød på musik fra et mere indiepoppet territorium end tidligere. Nu er de lysende hænder tilbage med deres andet udspil, Baby, We Could Die Tomorrow, der fortsætter i samme spor, som The Looking Glass slap.

Hvis det ikke var tydeligt nok ud fra bandnavnet, fremgår det i hvert fald af arbejdsfordelingen, at Lars Vognstrup er hjernen og hjertet bag Lars and the Hands of Light. Ikke alene har han skrevet hele Baby, We Could Die Tomorrow; han har også produceret og mixet hele pladen med assistance fra Kristian Mondrup. Sammen har de skabt en lyd, der er øjeblikkeligt fængende, men samtidig også har dybde nok til, at den kan dykkes ned i.

Pladens åbningsnummer, ”Time to Glow”, lægger ud med nogle iskolde keyboardflader, der sammen med et simpelt guitarriff leder sangen ind i et fængende vers. Der bliver hurtigt lagt funkguitar og elektroniske effekter ind over, som tilsammen skaber et lækkert og detaljeret lydbillede, hvilket nok også er Vognstrups musikalske kendetegn. Den udvidede produktion er bandets tydeligste udvikling på pladen, hvor især synthesizere og strygere har fået mere markante arrangementer.

Synthesizere og strygere er ikke de eneste elementer, der er blevet mere markante. Faktisk er det Line Vognstrups mere fremtrædende rolle som sanger, der gør Baby, We Could Die Tomorrow til en bedre plade end The Looking Glass. På trods af at hendes stemme er knap så karakterfuld som sin brors, besidder den en del mere kraft og selvsikkerhed og matcher faktisk musikken noget bedre. Dette høres bedste på ”How Much We Fell”, som også er pladens bedre skæring. Her overtager Line helt rollen som forsanger, hvilket resulterer i en meget vellykket 60’er-vibet ballade. Men hvor sange som den og ”Shiny Bright Star” er blandt de bedste og mere interessante på pladen, har Baby, We Could Die Tomorrow desværre også sine uinspirerede modstykker: Sange som ”We Shine on Together” og ”Herd” går hurtigt i tomgang og er de to numre på pladen, hvorpå Lars Vognstrups særegne vokaler går hen og bliver for enerverende.

Generelt må det dog siges, at Baby, We Could Die Tomorrow er en ganske vellykket plade. Bandet har formået at trække på en bred palet af inspirationskilder uden at komme ud på alt for dybt vand, og samtidig har de formået at begrænse sig selv til 36 minutter, hvilket faktisk klæder bandet rigtig godt. På trods af at pladen har sine skønhedsfejl og anonyme tidspunkter har bandet skabt en god, sammenhængende udgivelse, der uden at være fantastisk formår at efterlade nogle solide indtryk hos lytteren.

★★★★☆☆

Leave a Reply