Plader

System: s.t.

Skrevet af Mikkel Arre

Skaaning, Knak og Remmer har gjort det igen. På System har de tre med stor succes vendt vrangen ud på Future 3-lyden, så melodierne nu er skubbet i baggrunden til fordel for en afmålt og dog lun omgang dub.

De små detaljer er afgørende for Jesper Skaaning, Thomas Knak og Anders Remmers nye konstellation, System. De ni tracks på debutalbummet er fyldt med hobe af bittesmå fragmenter af glitch, støj og skrat – f.eks. i den glimrende “Invade”, hvor de tre herrer tryller lytteren med ind i de små kredsløb i en computer. Rytmen er sammensat af et mylder af bleeps, glitches og små, hver for sig undselige kortslutninger – og dette væld af gnister glider rundt på en livlig, masserende baslinie og danner basis for en form for simplificeret melodi, som kun lige netop er til ude i udkanten af rampelyset.

Det er en gennemgående ting for Systems melodier. Hvor det seneste Future 3-album, Like”¦, lod lyset strømme ind og flirtede med let tilgængelige, nærmest poppede melodier, er System en spejlvending. De små, enkle melodistumper ligger som regel et sted nede midt i mixet og får én til at tænke på en kunstner som Fennesz. Skaaning, Knak og Remmer excellerer dog ikke i støjpanoramaer, men i stedet i små, eksakt skildrede øjebliksbilleder. “Please” er med sin fløjlsbløde basgang og de svævende sæbebobler i baggrunden en glimrende skildring af det at sidde med ryggen til brændeovnen, mens man ser ud på en frostklar vinterskumring – samtidig med at nummeret er dybt elektronisk med et diskant, hoppende microbeat, der lyder som kommunikerende computere og minder om alva.noto.

Helt så kompromisløst som bemeldte tysker går d’herrer ikke til musikken, men minimalismen er definitivt til stede. Minimalistisk electronica kan være kedeligt, men det bliver System aldrig. Selv om man ved en rationel analyse af musikken sagtens kan gennemskue, at det er de samme elementer og effekter, der går igen hele vejen gennem et nummer som “Park”, slipper System behændigt uden om kedsommeligheden. Hvordan de gør det, kan jeg ikke forklare – men det er, som om de forskellige effekter nærmest autonomt bevæger sig frem og tilbage i lydbilledet og lader hinanden få plads på skift.

System lægger op til at blive gennemlyttet massevis af gange, ikke mindst fordi numrenes kontinuitet gør det meget svært at pille skiven af midt i en afspilning. De boblende, sprudlende melodi-loops ligner måske nok hinanden lige vel meget i ny og næ, men gør også, at denne plade har potentiale til at blive hørt af andre end tyske elektroniknørder. Både feinschmeckere og livsnydere vil i hvert fald kunne sætte pris på et nummer som “Micro”, hvor de tre københavnere bag den dybe Dub Tractor-lignende melodilinie og den diskante glasur af glitch og synth-sweeps minsandten for anden plade i træk hiver den akustiske guitar frem og lader spæde toner pible frem.

I forbindelse med udgivelsen af Like… sagde Remmer til en avis, at gruppen arbejdede lidt ligesom de jamaicanske dubkunstnere tilbage i disses storhedstid. Blot røg de ikke hash – men spiste til gengæld utrolig meget kringle! Hvorvidt der også har været kringle på bordet i forbindelse med tilblivelsen af System, er uvist; afslutningsnummeret “2” sender i hvert fald mange venlige hilsner til f.eks. dubtroldmanden King Tubby. På hele pladen holder triumviratet effektivt hånd i hanke med ekko-effekten og beviser, at dub ikke kun handler om delay, men i “2” giver de fuldstændig los. Medens alle krumspring fra den tørre, spinkle rytmer går igen og igen og igen og igen, ulmer albummets allerbedste massage-basgang uden ende. Det rytmiske varieres igen og igen, mens bassen bare er der som et fast holdepunkt – et sted hvor øret kan finde hvile.

Sådan gynger Skaaning, Knak og Remmer os ud af et album, hvor Dub Tractors dubforkærlighed og Opiates minimalistiske electronica mødes på halvvejen – hvor den hænger perfekt sammen. Måske d’herrers bedste plade sammen.

★★★★½☆

Deltag i debat