Plader

Beth Gibbons & Rustin’ Man: Out of Season

Skrevet af Mikkel Mortensen

Sammen med Talk Talks bassist beviser Beth Gibbons, at hun er andet og mere end “stemmen fra Portishead”. 11 tidløse popsange.

5 år er lang tid, især i nutidens musikbranche, hvor alt helst skal foregå med lynets hast, men det er samtidig den tid, der indtil videre er gået siden Bristol-gruppen Portisheads seneste studiealbum. I 1998 kom livealbummet PNYC dog og gav bandets fans lidt nyt at fornøje sig med, men siden har man ikke hørt en lyd fra dem. Nu brydes stilheden endelig ved udgivelsen af Beth Gibbons‘ soloalbum, Out of Season, og offentliggørelsen af, at Portishead ikke – som man næsten skulle tro – er gået i opløsning, og at et nyt album kan ventes i 2003.

Selv om hovedmanden bag Portishead naturligvis er den musikalske mastermind Geoff Barrow, skal Beth Gibbons indflydelse på gruppens materiale ikke forklejnes. Det er hende, der skriver teksterne, og var det ikke for hendes særegne og helt exceptionelle stemme, er det ikke sikkert, at bandets musik ville have haft samme gennemslagskraft og emotionelle styrke. Derfor er forventningerne til dette album, lavet i samarbejde med Paul Webb (alias Rustin’ Man), endog meget høje. Webb var en af hovedkræfterne i Talk Talk, der især pga. det mesterlige album Spirit of Eden var et af 80’ernes mest interessante bands.

For Portishead-fans vil albummet nok komme som lidt af en overraskelse. Selvfølgelig har jungletrommerne informeret om, at dette hovedsageligt er et akustisk album, men man forventer vel stadig et glimt af den filmiske stemning og de atmosfærefyldte beats, der er Portisheads varemærke, når man hører Beth Gibbons’ vokal. De elementer er bare ikke til stede på dette album. Og heldigvis for det, fristes man til at sige, for dette er jo ikke Portishead. Det er heller ikke Talk Talk, og derfor skal bandets fans heller ikke forvente at finde noget på dette album, der tilnærmelsesvis minder om deres lyd. Dette er i stedet en mulighed for både Beth Gibbons og Paul Webb til at prøve noget nyt, og det er lige præcis, hvad de gør.

Albummets 11 sange er, på trods af at de egentlig bør rubriceres som pop af en eller anden form, ikke umiddelbart fængende. Det tager nogle gennemlytninger, før albummet åbner sig, men så vokser disse tidløse popsange sig også større og større, hvilket ikke bare skyldes, at Webb og Gibbons har skrevet nogle virkelig gode sange, men også, at de har formået at få fat i nogle kongeniale musikere, bl.a. fra Talk Talk og Portishead, der virkelig har forstået, hvilken ramme disse sange skal have. Derudover har det bestemt ikke skadet, at rekruttere Phil Brown, der også mixede Spirit of Eden, og arrangøren Nick Ingham, der tidligere har vist sit værd i samarbejde med både Portishead og Radiohead.

Det vigtigste instrument på Out of Season er utvivlsomt Beth Gibbons’ stemme. Hun er som sangerinde helt unik, fordi hun aldrig synger to sange på helt samme måde. Som en skuespiller, der fuldstændig identificerer sig med sine roller, får hun det til at lyde, som om hver sang bliver sunget af forskellige personer. Musikalsk method acting kunne man kalde det. I “Tom the Model” er hun en slagkraftig diva med et grandiost stryger- og blæserarrangement i ryggen. I “Show” er hun – kun bakket op af klaver og cello – en døende kvinde (hvis stemmebånd flere gange er ved at give op), der bare skal have denne sang ud, før hun lægger sig til at dø.

“Mysteries” bliver sunget af en ung, uskyldig pige, akkompagneret på smukkeste Nick Drake-maner af akustisk guitar og smukke backing-vokaler. “Romance” er lyden af en livserfaren jazzklub-sangerinde, understøttet af spooky kor, kontrabas og blæsere. Og sådan fortsætter Beth Gibbons med at give den ene fortryllende prøve efter den anden på sin store stemme på albummets resterende sange.

Det er svært at sige noget negativt om Out of Season, og kun den afsluttende “Rustin’ Man” giver skår i glæden, da den ikke helt kan leve op til det niveau, de resterende sange har sat. Melodien er ikke stærk nok, og sangen virker med sin spooky stemning og lejlighedsvise looping af Beth Gibbons’ vokal som en svag afglans af Portishead-lyden.

Forhåbentlig er Out of Season ikke en engangsforeteelse, for hvis det tager lige så lang tid med det fjerde Portishead-album – hvis det da overhovedet kommer – så kan endnu et album fra Beth Gibbons & Rustin’ Man være lige det, alle hungrende Portishead-fans har brug for. Det betyder dog ikke, at man ikke kan få noget ud af Out of Season, hvis man ikke bryder sig om det band, Beth Gibbons ellers slår sine folder i – men det skader heller ikke.

★★★★½☆

Deltag i debat