De seneste år åbenbarede en særlig ny, især britisk, gren af postrocken sig som den scene, der suverænt vandt redaktionens hjerter. I år 2024 er det et lidt andet billede af yndlingsmusikken, der tegner sig. Bevares, længst nede på listen finder man da både jazz, ambient, kammerpop, dødsmetal, og en enkelt repræsentant fra de omtalte postrock pioneerer har også sneget sig med. Tættere på toppen er dog både artister og genrer, der tilsvarende kunne have løbet med sejren for 15 år siden.
Favoritterne i 2024 er kendetegnet ved en genkomst af mere konventionelle indie- og rocktoner, den fine melodi og stratocasteren godt spændt for. Man fristes til at spørge, om usikre tider har skabt et behov for at skue tilbage mod tidligere tiders sikre musikalske udtryk – dog med årets genrebrydende nummer ét som et kæmpestort aber dabei.
Apropos årets vinder, så er en ny tendens tilsyneladende kommet for at blive: nemlig de kvindelige artisters indtog på de forreste rækker. Hvor Caroline Polachek, Mitski og Boygenius i 2023 på meget forskellig vis imponerede og ryddede bordet med tre skarptskårne værker, er dette års kvindelige dominans af guitarvirtuoser, uforskammede støjrockere og opera-dramatikere heller ikke til at tage fejl af. Dragens år, kvindens år.
I år er 82 forskellige værker blevet nomineret til listen over årets bedste udenlandske plader. Vinderen af titlen som årets bedste album var dog suverænt foran de øvrige nominerede – læs selv nederst hvorfor.
De følgende dage udkommer både listen over årets bedste danske plader, samt de individuelle lister fra de deltagende skribenter. Hæng endelig på og stor tak for at læse med i 2024!
Bidragsyderne til Årets plader 2024 er: Simon Hanfgarn Freiesleben, Holger Møller Dybro, Jacob Damholdt Hansen, Anton Løkke Laursen, Laura C. F. Petersen, Jens Trapp, Maiwenn Jensen-Guénec.
______________________________________________________________________________________________
20. Cassandra Jenkins – My Light, My Destroyer
19. Godspeed You! Black Emperor – No Title as of 13 February 2024 28,340 Dead
18. Arooj Aftab – Night Reign
17. Yard Act – Where’s My Utopia
16. Blood Incantation – Absolute Elsewhere
15. Cindy Lee – Diamond Jubilee
14. Geordie Greep – The New Sound
13. The Smile – Cutouts
12. Nick Cave & The Bad Seeds – Wild God
11. St Vincent – All Born Screaming
10. Vampire Weekend – Only God Was Above Us
9. MJ Lenderman – Manning Fireworks
8. Nilüfer Yanya – My Method Actor
7. Adrienne Lenker – Bright Future
6. Laura Marling – Patterns in Repeat
5. The Cure – Songs for A Lost World
4. The Last Dinner Party – Prelude to Ecstacy
3. Beth Gibbons – Lives Outgrown
Britiske Beth Gibbons, bedst kendt for at være stemmen i det banebrydende trip hop-band Portishead, er ikke en kunstner, som klynger sig til musikscenen og Lives Outgrown, det første album hvor hun for alvor går solo, er på ingen måde lyden af 2024.
Det er sagt i bedste mening. Her er et album, der langsomt, men sikkert trækker dig ind i et forgrenet univers af spøgelsesagtig kammerpop og ildevarslende, dyster folk. Gibbons sarte stemme er i centrum for sangene, der kommer rundt om aldring, moderskab, håbløshed og sorg. Vigtigst af alt er det ikke en plade, der nogensinde bliver tungsindig. Der er – sådan har jeg det efter endt lytning – en stor skønhed i tematikkerne og den måde Gibbons og hendes samarbejdspartnere fremstiller dem.
Ren luksus-melankoli er der alligevel ikke tale om. Et nummer som ”For Sale” forlader det indadvendte og afslører en skramlet kultisk vise. Det lyder måske utilgængeligt, men Beth Gibbons har begået et album, der emmer af stemning og eksistentiel indsigt.
Anton Løkke Laursen
2. Fontaines D.C. – Romance
Det irske arbejderkvarter har fået ny lyd. Og samme har gruppen Fontaines D.C., der på overrasksende vis har genopfundet sig selv på deres fjerde studiealbum Romance. Den ternede sixpence er skiftet ud med lyserødt hår fra 90’erne, og det hårde knytnæveslag af rå postpunk har fået et mere melodisk og blødere udtryk end på deres tidligere udgivelser – men uden at miste den nerve, der gør Fontaines D.C. til noget særligt. Det klæder postpunk-scenen at få rystet posen med en sammensmeltning af musikalske inspirationer fra Kasabians 00’er rock-elektronica, ambiente indiepop-toner à la Tame Impala og det tidlige Idles’ rå brit-postpunk. Vi kommer både op i femte gear på numre som fandenivoldske “Starburster” og ned i tempo med melankolske “Desire”.
Romance har kvaliteten i top og er perfekt afbalanceret, så du både kan holde koncentrationen hele vejen og samtidig gå på opdagelse i, hvor mangfoldigt irsk postpunk kan være i sit udtryk, når det kommer fra Fontaines D.C. Selvom den irske gruppe er gået i nye retninger, har de ikke blot fundet en ny side af dem selv, men også en ny side af postpunk-genren, som vi kender den. De peger fremad, og de er ikke til at stoppe.
Jacob Damholdt Hansen
1. Kim Gordon – The Collective
Med alderen bliver mange mennesker ofte lidt sære. De fleste kan sikkert nikke genkendende til en forælder, onkel eller bedstefar, der, efter at være kommet godt op i årene, ikke længere har noget filter og pludselig kan sige de mest vanvittige ting. Ovenpå The Collective må man blot konstatere, at 71-årige støjrock-pioner Kim Gordon har formået at kanalisere alderdommens mangel på filter bedre end de fleste.
Der er nemlig tale om et af årets allermest uforskammet grænsesøgende, overrumplende og fascinerende værker. At lytte til The Collective er nærmest en fysisk oplevelse, som man ellers normalt kun får ved egentlige livekoncerter, når støjen truer med at få ens hoved til at eksplodere. Alligevel formår Kim Gordon hele tiden at holde en rød tråd gennem de mange ekskursioner ud i hip-hop, dub, industrial og støjrock, som er svær ikke at betragte med næsegrus beundring.
Simon Hanfgarn Freiesleben
