Plader

Pedro the Lion: Winners Never Quit

Den grumme, desillusionerede historie om en korrupt politikers storhed og fald bliver i Pedro the Lions hænder til en varieret og ganske glimrende singer/songwriter-plade.

Det kan virke ironisk, at en kunstner, der har taget sit navn fra en uskreven børnebog, udfolder en tragisk fortælling om en korrupt politiker. Men ikke desto mindre har Pedro the Lion, alias David Bazan, altid fortalt gode historier om personlig tragik og fordærv med en umiddelbar ærlighed, som kom det fra et barns mund.

Winners Never Quit følger historien om en politikers vej til succes, den efterfølgende korruption, tilmed et hustrumord før den endelige genløsning. Med epigrafen umiddelbart før teksternes begyndelse, “a good person is some one who hasn’t been caught”, giver Bazan sin lytter en god forsmag på de historier, som pladen kommer til at åbne op for.

En sådan gennemgående fortælling er ikke noget nyt fra Bazans side. På Pedro the Lions første udgivelse, Whole (1997), handlede historien om en mands kamp med stofmisbruget. Bazan formåede gennem sin hovedperson at berette om den rædsel og forvredne pine, som bringes til verden, uden hverken at bagatellisere den eller forfalde til melodramatiske tryllerier.

Ud over på egen hånd at have stået for det tekstmæssige univers låste David Bazan sig i forbindelse med Winners Never Quit inde i et studie og spillede samtlige instrumenter selv. Til trods for dette må pladen siges at være spillet på sprælsk og meget levende manér.

Musikalsk springer Winners Never Quit mellem to niveauer, det afdæmpede og det rockende. Pladen åbner på det førstnævnte med den akustiske “Slow and Steady Wins the Race”. Tekstmæssigt byder sangen på en allegorisk fortælling om jeg-personens vej til bedstemors hus. Han følges med sin bror, som hurtigt kommer på afveje. Jeg-personen giver sig til at drømme om alle de goder, der venter ham i himlen »for a race well run«. Uanset hvad man mener om David Bazans religiøse holdninger, er det svært at benægte den stærke sarkasme over for tro, som Winners Never Quit er gennemsyret af.
Tempoet sættes lidt i vejret med fortællingen om den politiske valgsejr i “Simple Economics”: »Power can be such a tease […] It’s good to know that just like sex it can be paid for.«

“To Protect the Family Name” er næsten ubevægeligt stille i sit tempo. Instrumenteringen består af trist anslåede guitarstrenge samt trommer, der er lagt langt tilbage i mixet. Den meget sløve stemning, der ligger over nummeret, passer ganske godt ind i den videre fortælling. Jeg-personen stoppes her i stærkt fordrukken tilstand af politiet. Bazans vokal er gjort søvnig og udtryksløs, her også lagt forholdsvist lavt i mixet for at fremhæve den mumlende kadence kommende fra en person, der ikke kan se sin lytter i øjnene. »I swore I’d be careful not to / further shame the family name«, er de endelige ord, der fatalt jamres.

Fatalismen eksploderer i pladens måske allerstærkeste nummer, “A Mind of Her Own”, en mørkt rockende sang, der viser vores voldelige jeg-person og hans kone midt i et voldsomt skænderi. Bazan synger blidt voldmandens perfide lokken: »Dear, unlock the door / You’re acting like a child,« der senere ender i de mere truende linjer, som Bazan synger med en meget troværdig ondskab: »You put down that telephone / You’re not calling anymore.«

“Never Leave a Job Half Done” er endnu en rockende og meget umiddelbart fængende sang, til trods for at den omhandler jeg-personens kamp for at skille sig af med sin kones lig. Tekstmæssigt undlader Bazan på intelligent vis at beskrive episoden, men koncentrerer sig i stedet om at lade jeg-personen retfærdiggøre sin handling.

Tempoet sættes på ny ned i den tungt beklagende “Eyes on the Finish Line”. En vedvarende selvretfærdiggørelse og en samtidig uforstående holdning over for straffen ligger hos jeg-personen: »It’s strange that it should end this way / but martyrs never have a say.«

“Bad Things to Such Good People” skifter over i en herlig akustisk folk-præget stil. Her ser vi forældrenes jamren mod deres gud, som med Bazans herlige sarkasme blot drejer hovedet: »The good Lord smiled / and looked the other way.«
Winners Never Quit lukker og slukker med titelsangen med elegisk orgel og en messende formaning: »If at first you don’t succeed / Try, try again.«

Som konceptplade, hvilket man sagtens kan kalde Winners Never Quit, formår pladen med sin afdæmpede/rockende variation virkelig at skabe sammenhæng via den gennemgående historie.

Det eneste kritikpunkt, jeg umiddelbart kan finde, er pladens varighed. Bare otte sange og 34 minutter strækker den sig over, hvilket er ganske kort. Kritikken skyldes ikke blot, at jeg ønsker mere musik. Historien om politikeren bliver nemlig også en anelse forjaget, og det er en skam. Pladen bruger fin tid på at bygge sin jeg-person op. Man får som lytter god indsigt i det onde sind, men hen mod slutningen går det lige lovlig stærkt.
Herudover har jeg kun rosende ord til overs for Winners Never Quit, som er et ganske godt sted at starte, hvis man vil ind i Pedro the Lions verden.

★★★★½☆

Deltag i debat