Plader

Virak: But Not As We Know It

Skrevet af Mikkel Arre

Den danske trio Virak debuterer med en protest mod musikkens “ofte trættende skabeloner.” Når det lykkes at undslippe dén faldgrube, lover debutpladen godt for fremtiden. Når det mislykkes, bliver bandet lidt … tja … trættende.

Seks sekunder er ikke meget. I mange sportsgrene kan så små tidsrum være forskellen på succes og fiasko – et legendarisk eksempel er Greg Lemonds Tour de France-sejr i 1989, hvor kun otte sekunder skilte ham og Laurent Fignon – men i musik levner seks sekunder ikke plads til meget.

Ikke desto mindre lover Virak i pressemeddelelsen, der følger med bandets debut-EP, But Not As We Know It, at pladen “strækker sig over mere end 20 minutter.” Når cd’en er færdig med at snurre, har den varet præcis 20 minutter og seks sekunder. Så ja, vi når lige med nød og næppe over en snes minutter.

Der er også brug for lodder og trisser, hvis Viraks musik skal passes ind i bandets målsætning om at videreudvikle en egenartet stil ud fra post-, støj- og indierock. Indtil videre opholder trioen sig et godt stykke inden for disse genrers grænser. Men hvis man som lytter kan leve med dét, så har Virak faktisk en del at byde på.

Pladen åbner helt tyst med forsanger Martin Ejlertsen, der hviske-nynner »explode, Zion!«, kun akkompagneret af en lavmælt guitar. Den berømte knappenål ville lyde som en detonation hér. Ejlertsens vokal er lys og klejn, men bliver ikke slået omkuld, efterhånden som nummeret bliver tilføjet svagt distorted bas og siden trommer. Ejlertsens stemme bliver blot en anelse mørkere og mere melankolsk, og han konstaterer, at »hope’s gone.«

Det er i den stemningssfære, resten af sangen bevæger sig. Melankolien breder sig, mens Ejlertsens guitar og Christian Kühnes bas begge spiller høje, lyriske melodilinjer, som fletter sig ind i og ud af hinanden. De skaber i sangens midterste del en svævende hvile, der klæder Virak. Bandet skal have al mulig ros for at turde lade tingene gå langsomt – samtidig med at de på dette nummer rent faktisk har nogle følelser at formidle. Nummeret slutter med et trinvist klimaks, hvor der skrues mere og mere op for støjen. Men uanset hvor meget fræsende distortion der bliver smidt ind i lydbilledet, er melodilinjerne stadig tydelige. Og det er et stort plus, for Virak har nogle glimrende melodier, der bringer de emotionelle budskaber sikkert gennem højtalerne.

“Bedside Stories” viser også Viraks flair for melodiøse kompositioner. Sangen demonstrerer, at Virak er bedst, når støj-transfusionerne bliver ved antydningens kunst. Hér giver trioen sig selv lov til at spille en afdæmpet rocksang, der godt nok får liv og kraft fra de hoppende trommer, men som hele tiden modnes roligt og tålmodigt. Tilmed inkluderes orgel og klokkespil, som skaber dejlig afveksling. “Bedside Stories” er ikke så fængende, at man synger med ved anden eller tredje gennemlytning, men Ejlertsens skrøbelige vokal og omkvædets tostemmige harmonier forlener sangen med et fint emotionelt nærvær. Igen scorer Virak pluspoint på at give en lille, prunkløs sang lov til at udvikle sig uden hastværk – med det resultat at den vokser sig større og større for hver gennemlytning. Guitartonerne har masser af plads, men rummer så mange følelser, at de aldrig bliver lir.

At sige, at guitarlinjerne i titelsangen er decideret lir, ville være at skyde over målet. I stedet kan man nøjes med at kalde dem ligegyldige. Hér er der ingen rygradsrislende melodier eller nærhed. “But Not As We Know It” bærer snarere præg af, at Virak er dumpet lige ned i den grøft, de i deres pressemeddelelse kalder “trættende skabeloner.” Måske er bandets ord rettet mod pop-industrien, men postrocken har også visse formler, der er ved at være slidt tynde.

Virak prøver på at skabe en filmisk stemning, der skal lede lytteren frem til et stort klimaks. Imidlertid er det hurtigt åbenlyst, at trioen ikke har noget som helst at fortælle, inden klimakset kommer. Under den langvarige opbygning når Virak ikke særligt langt omkring, fordi guitarfigurerne er ensformige og ikke har noget at fortælle. De signalerer tydeligt, at denne opvarmning bare er noget, der skal overstås, inden klimakset kan bryde løs.

Og havde klimakset så været godt, kunne man i det mindste have prøvet at bære over med fire minutters lunkent dødvande. Men desværre afsløres det i stedet, at der godt kunne bruges en lidt grundigere, mere gennemtænkt produktion. Trommerne lyder pludselig enormt meget af højloftet øvelokale, og Martin Ejlertsens guitar kommer til at stå mere alene, end godt er. Det riff, som skal skabe overgangen fra optakt til eksplosion, mangler power og opbakning og kommer mest af alt til at lyde som et funkriff. Hér ville en indlemmelse af lidt ekstra guitar ikke have været af vejen.

Produktionsproblemerne træder endnu tydeligere frem i det øjeblik, hvor det længe varslede støj-kaos for alvor bryder ud. Med ét skal både trommerne, den hvæsende distortion-guitar og nogle irriterende hyletoner presses frem i lydbilledet på én gang. Resultatet bliver, at den store finale bliver lettere uudholdelig og i hvert fald helt og aldeles uoverskuelig. Nuvel, kaos er oftest svært at overskue, men hér er rodet så voldsomt, at man ikke orker at lytte grundigt. Alt, hvad man får med sig, er alligevel bare hyletoner.

Det er en skam, at ep’en skal slutte sådan – ikke mindst fordi Virak på resten af pladen viser, at der sagtens kan komme gode plader ud af dem i fremtiden. I hvert fald hvis de tør blive ved med at forsage skabelonerne – ikke blot i ord, men også i handling.

★★★½☆☆

Deltag i debat