Plader

Devendra Banhart: Rejoicing in the Hands

Skrevet af Søren McGuire

Interessant og fængende, men til tider også ujævnt og kedeligt tredje udspil fra The It-Kid af klassisk roots.

Devendra Banhart … 22 år, tidligere kunststuderende og vagabond med seriøse hippie-komplekser og langt, sort fedtet hår. Han har en anti-stjerneattitude, der må få Nick Drake til at vende sig misundeligt i graven, på trods af at tidens kritikerhype ellers har givet ham den store medfart. Men det er den unge amerikaner nok slet ikke klar over, for han har sandsynligvis mere end tilpas travlt med at indspille rodede sangskitser og ditto demoer i en lummer dagligstue – eller måske i en forladt togvogn hvis man skal tage hans ex-vagabond-image for gode varer.

Man kan nu ikke med rette fortænke Devendra Banhart i at nyde den succes, han har fået med sit tredje udspil, Rejoicing in the Hands (pladens fulde titel er Rejoicing in the Hands of the Golden Empress). At gå fra at være en af dem, der lugter af piskumme og Hovedbanegård i linje 5A til Amager til at være tidens største in-navn, bør vi unde enhver. Og i tilfældet Devendra Banhart er lovprisningerne da for så vidt heller ikke helt spildt. Her er noget for både det lounge-ificerede cafépublikum, der er blevet trætte af fransk tøse-house og vil have nyt tapet til deres cappuccino, og i særdeleshed for de mere dybdesøgende musikforbrugere, der synes, at det er forfriskende at høre en mand som Banhart søge ned i 80 års amerikansk roots-historie.

Ikke at den ene gruppe nødvendigvis er bedre end den anden, men man får mest ud af Banhart, hvis man i forvejen har bare et basalt kendskab til klassisk folk, Delta-blues, broken-blues, Leadbelly, Robert Johnson og den slags ting. Dybest set er Devendra Banhart bare en knægt med en kringlet fortid, som har lært sig selv et par simple greb og figurer på en guitar. Rent spillemæssigt leverer han nemlig ikke noget, som du ikke selv kan lære på et seks måneders intensivt aftenskolekursus for begyndere. Faktisk spiller Devendra Banhart næsten en tand for pænt i forhold til hans skæve og ekstremt vanedannende vokal. Hans tekster er kryptiske, religiøse, mystiske og poetiske, og de kommer til at stå i en lidt uheldig kontrast til hans jævne fingerspil. Næh, han spiller tilpas tight og stilsikkert, men nogen stor teknisk åbenbaring er det altså ikke.

Manden og mentoren bag Devendra Banhart er den famøse Michael Gira fra det sagnomspundne avant-punkband Swans. Efter kort at have overvejet at hive Banhart ind i et rigtigt studie lod han den demo-prægede lyd med masser af reverb og rumklang karakterisere Banhart. Selv om det kunne være interessant at høre Banhart eksperimentere med sig selv under mere civile omstændigheder, virker det efter hensigten. Lydkvaliteten er dårlig, flad og uden gennemslagskraft, men alligevel fængende og indbydende. Og i hvert fald aldrig irriterende.

Hen ad vejen forfalder Banhart til lidt ligegyldig folk med gotiske aner, men som helhed er hans opløftende blues rig på gode melodier. Når han rigtig trænger igennem – i sange som de smilende This Is the Way, den i starten grusomt irriterende Poughkeepsie samt de to skræmmende roots-hymner This Beard Is for Siobhan og Sight to Behold, så ser man virkelig hans force – at få lidt til at lyde som meget. Selvfølgelig hjælper et par enkelte stryger- og korarrangementer til at gøre det hele lidt mere fyldigt, men Banharts evne til at skrue melodier sammen skal ikke overses.

Hvis han skar fem eller seks af de overflødige numre væk, der især præger den sidste halvdel af pladen (den lille håndfuld instrumentelle skæringer ville være et godt sted at starte) og desuden fik det pæne guitarspil til at stemme overens med imaget som den skæve eksistens, der kun ånder for sangene og intet andet, ville Rejoicing in the Hands leve op til sit ry som dette års største overraskelse. Det gør den ikke helt endnu.

★★★★☆☆

Deltag i debat