Plader

Kings of Leon: Aha Shake Heartbreak

Skrevet af Marco Krockert

Med debutpladen var de selvbestaltede kongetitler fuldt ud berettigede, men opfølgeren er gået hen og blevet noget af en royal bommert. Trods enkelte lys er nerven forsvundet i en tåge af halve numre og letkøbte virkemidler. Særdeles skuffende genhør med et band, der alt for hurtigt vil være modne.

Det er efterhånden en velkendt historie: Et nyt band sprænger sig vej til rockens fine selskab med en skelsættende plade, og efter et nyt kapitel med rygklappere og hotelmiddage bliver den oprindelige gejst efterhånden til en udvandet skygge af den tabte storhed. Til denne sørgelige forsamling må vi nu desværre tilføje Kings of Leon, som også engang var de nye kometer på rockhimlen og nu lyder så trætte som en kommunalarbejders midtvejskrise.

Debuten var en fræk og medrivende oplevelse, der med sin sprudlende højoktan-rock’n’roll med rette bankede sig ind i mange hjerter. Forventningerne var således også for undertegnedes vedkommende urimeligt høje, da det unge systatsband valgte at følge op kun et år efter.

Og Kings of Leon har måske haft lige lovlig travlt. For det buldrende damptog, der før ræsede tværs over prærien, er blevet rustent og afløst af en halvslidt hestevogn, der kæmper for blot at holde sig kørende. Tempoet er sat gevaldigt ned, sikkerheden er blevet til sårbarhed og et forsøg på modenhed, der ikke nødvendigvis er så klædelig, når det sker på bekostning af den gode sangskrivning. Det hele lyder faktisk mest som en samling ufærdige skabeloner, hvor hestevognen bryder sammen kort efter at være sat i bevægelse. Punk-elementerne er stort set blevet forladt, hvilket gør, at det nu mere lyder som et smagsløst opkog af hedengangne forbilleder; man er dykket så meget tilbage til rødderne med den effekt, at det er blevet svært at få øje på relevansen.

“Pistol of Fire” og “4 Kicks” fremviser dog den uforfalskede energi, der bestemt er Kings of Leons stærkeste kort, mens “Soft” er en herlig, skæv kærlighedshymne. Resten er desværre gennemsnitligt venstrehåndsarbejde, der lige netop kan fastholde interessen i kraft af Caleb Followills gudsbenådede vokal, der stadig lyder som Bon Scott i 10. potens, fuld af den ægte rock’n’roll-patos og uden tvivl det mest uforudsigelige element i musikken. Der snerres, hyles, mumles og råbes med en sjælden indføling, og det er tydeligt, at denne mand simpelthen er født til at synge rock’n’roll.

I bandets officielle biografi står der, at man vægter umiddelbarheden frem for alt. Men det er faktisk Aha Shake Heartbreaks andet store problem: Strukturen er så løs, at det grænser til regulært sjusk. Klodsede overgange og uelegante afslutninger er nærmest fast bestanddel i hvert eneste nummer, og det fremgår tydeligt, at bandet har nogle alvorlige orienteringsproblemer i forhold til det samlede udtryk.

Tekstuniverset afspejler også den løse tilgang med et særdeles fragmentarisk udtryk, der kun glimtvis når frem til et dybere perspektiv, og som snarere bærer præg af ligegyldighed. I det mindste kan man glæde sig over, at de klichéer, der ellers let kan blive en fare ved al retrospektiv musik, helt er undgået. Der kredses selvfølgelig om den nyvundne berømmelse, ligesom der er tydelige referencer til livet ‘back home’. Rigtig interessant bliver det kun i “4 Kicks”, hvor historien om modsætningen mellem by- og landmennesker bliver til farlig alvor: »But there ain’t shit else to do / She’s a lovin on the boy from the city / I’ll be lovin’ him under my shoe.« Og det er måske også her, essensen og berettigelsen af Kings of Leon skal findes: I et spændingsfelt mellem det urbane og det rurale hvor bandet så afgjort er på sidstnævntes parti.

Fans af debuten bør nok tage sig en lytter, mens uindviede trygt kan begynde med førnævnte, for der var unægtelig langt mere gods i Youth & Young Manhood end denne temmelig uinspirerede udgivelse. Det skal blive spændende at se, om der igen kommer damp i lokomotivet, eller om vi skal underkastes flere suspekte levn fra rockens bagkatalog.

★★½☆☆☆

Deltag i debat