Plader

Kings of Leon: Youth & Young Manhood

Skrevet af Lars Simonsen

Der er ikke meget ved debutpladens 11 numre (eller bandfotos for den sags skyld), der indikerer, at amerikanske Kings of Leon slår deres folder i nutiden. Det oser af slut-60’er- og start-70’er-rock og countryblues referencer. Det er virkelig old school, det her!

Familieforetagendet Kings of Leon, som består af Caleb (sang, guitar), Jared (bas), Nathan (trommer) og Matthew Followill (guitar), leverer en gedigen omgang fuldfed retrorock på Youth & Young Manhood. Gruppens udtryk placerer sig dog et godt stykke fra en af nu-garagerockens bannerførere, New York-bandet The Strokes. Kings of Leon er nemlig fra sydstaterne, og det lader sig på ingen måde fornægte. Der emmer af countryblues/rock med sydstats-accent på store dele af pladen. Skal der sættes navn på inspirationskilderne, er det fortrinsvis Rolling Stones, Neil Young & Crazy Horse samt Tom Petty, der skinner igennem. Punkelementerne sørger dog for at det hele ikke bliver for hillbilly-agtigt; flertallet af numrene er up-tempo og med en god del garagestøj.

I det hele taget er der en herlig uimponeret pågåenhed over pladen, og man skal være i ualmindelig dårligt humør, hvis man ikke hiver luftguitaren frem og skråler med på numre som “Red Morning Light”, hvor forsanger Caleb snøvler sig gennem versene for at eksplodere i omkvædene, og “Happy Alone”, hvor der seriøst bliver tæsket tamburiner. Her er det tydeligt, at spilleglæden er drivkraften, og luften er tyk af fede riffs, guitarsoli og en yderst veloplagt forsanger.

Netop Caleb Followills sangstemme er ret enestående og en vigtig ingrediens på pladen. Dens særegne karakter er simpelthen med til at gøre udtrykket mere originalt og utraditionelt. Stemmen er særdeles vidtspændende og er i stand til at dreje numrene i overraskende retninger. Et eksempel er den fem minutter lange “Trani”, hvor vokalen først slæber sig af sted, hvorefter den bliver mere klynkende for afslutningsvis at hvæse hæst i smuk forening med instrumenternes forrygende støj. Og i “California Waiting” lyder Caleb Followill periodevis som en arrig udgave af South Parks tykke dreng, Eric Cartman. Det er en oplevelse, og man fanger sig selv i at smile bredt over galskaben. I den blot to minutter og femten sekunder lange “Molly’s Chambers” er det igen en mere doven og monoton udgave af Calebs stemme, der dominerer versene, og udover en fed guitarsolo fremstår nummeret en anelse tyndt og nærmest poppet.

Kings of Leons styrke ligger klart i de lidt længere numre, hvor der er plads til udfoldelse og eksperimenter. Og så er de fandenivoldske indslag en sand fornøjelse at lægge ører til. Lyt bare til “Spiral Staircase”, hvor der er fuld fart på guitarerne, og Caleb vrænger og vrider ordene ud. Der bliver dog også plads til en omgang yderst tilbagelænet og sumpet sydstatsblues i form af “Dusty”, hvor de fire Nashville-gutter virkelig koger på verandaen med halmstrå i flaben.

Alt i alt er det en skøn skive, som på trods af den rendyrkede retro-rock alligevel fremstår som original og forfriskende. Noget af det mest imponerende ved Youth & Young Manhood er dog, at der er tale om et debutalbum. Bandet leverer nemlig varen så overbevisende og med så megen selvsikkerhed, at man skulle tro, de var vaskeægte rockveteraner. Og hvem ved; måske bliver de det en dag”¦

★★★★☆☆

Deltag i debat