Plader

Adem: Homesongs

En lejlighed i London-kvarteret Stoke danner rammen om et af årets mest overbevisende debutalbummer inden for singer/songwriter-genren. At en brite skulle rende med den titel, er næsten utopi, men det er ikke desto mindre et faktum, som selv den mest fanatiske amerikaner må acceptere.<

b>glæde subst. -n, plur. -r, -rne
en følelse af lykke og tilfredshed

intimitet subst. -en, plur. -er, -erne
en følelse af personlig nærhed og fortrolighed

To essentielle ord, når man skal beskrive de følelser, man sidder tilbage med efter at have siddet i 45 minutters selskab med Adem og hans fremragende og eftertænksomme folksange, der går rent ind i hjernebarken og sætter sig som en naturlig del af den indre jukebox. Der er dømt akustisk musik af højeste karat.

Den ene tredjedel af det elektroniske postrock-orkester Fridge, der i øvrigt også tæller Kieran Hebden alias Four Tet, hedder Adem Ilhan, og han har lagt de elektroniske virkemidler på hylden for en stund og rettet fokus mod akustisk guitar, percussion, harpe, harmonium, fløjte og bas. Sangene er sørgmodige, men alligevel varierende og ganske lette i munden på Adem, der besidder en overraskende evne til at synge såvel ganske skrøbeligt som kraftigt og effektfuldt, hvilket får vokalen til at virke som et instrument i sig selv og ikke blot som en formidler af ord.

De langsomme og intime sange oser af sovekammer-produktion fremmanet af natlige overvejelser, som i de små timer har fodret Adem med idéer og inspiration. Adem har gjort ekstremt meget ud af arrangementerne, og det er ganske indlysende, at fokus er lagt dér frem for på det sangskrivningsmæssige – hvilket ikke devaluerer teksterne, men blot i højere grad udmærker sammensætningen af de mange instrumenter. En hybrid af danske Mikael Simpson, der dog benytter et langt mere elektronisk udgangspunkt.

Det lave tempo er “Statued” et ganske godt eksempel på, for det enkle nummer indeholder ikke meget andet end Adems knapt syngende vokal og en guitar, der i skøn forening leger kapløb, som var de skildpadde og dovendyr. Nummeret holdes oppe af en bagvedliggende sampling, som ikke høres ret tydeligt, men alligevel giver vellyd og samler nummeret til en helhed.

Højere fart er der over det mere klassisk folkede “Riding in My Car”, der, som de fleste øvrige numre, har en akustisk guitar i centrum, som Adem påklæber små musikalske inputs. Et melankolsk glockenspiel gør sig godt, og nummeret flyder og glider med en indtrængende varme og inderlighed, som får fodballen til at vippe op og ned, mens resten af kroppen sættes på stand-by.

Homesongs rammer et traditionelt tema om det hjemlige. Hvor vi i vores postmoderne samfund sætter flere og flere kasketter på os selv, og hvor hjem er et utal af steder, gør Adem op med denne tankegang og lægger fokus på de manglende tilhørsforhold. “Everything You Need” er et eksempel herpå. »Home is where your heart comes from / But what do you do when your heart is gone / With everything you need,« indleder Adem, og sammen med det næsten keltiske fløjtespil rammer han lige midt i noget definérbart og traditionelt som en nødvendighed for at få fodfæste i livet. Det er yndefuldt, smukt og organisk.

Tilbage til rødderne kommer man også i “Long Drive Home”, der fortsætter en mere koncentreret brug af klokkespil. Den stille og intime kærlighedssang rammer lytteren, lige hvor den skal, og man sendes mentalt tilbage til folkeskolens musiktimer, hvor det helt enkle xylofonspil, som for alvor træder frem i nummeret, sidder klokkeklart i erindringen. Ren nostalgi.

“Pillow” er for så vidt også traditionel i sin brug af harpe og vokal, og førnævnte sovekammerproduktion giver sig for alvor til kende i det søvnige og godnat-hviskende, men samtidig glødende smukke nummer, der reflekterer over et kærlighedsforhold og afsluttes med tonerne af “Jingle Bells”, som var det en baby-træk-i-snor-melodi-lullende-i-søvn-hængende ting.

Vågen bliver man, når næstsidste nummer, der langsomt, men sikkert åbner sig, og Adem reflekterer over kærligheden til den uopnåelige kvinde. Man aner næsten Sufjan Stevens i “One in a Million”, hvor banjo får lov at bryde isen og gøre melodien mere fyldig, samtidig med at Adem fylder op på arrangementshylden og tilfører fløjte, guitar og lidt raslen hist og pist.

Det smukke og nedtonede afslutningsnummer “There Will Always Be” gør både brug af harmonika og glockenspiel, som på forunderligvis afrunder de 10 numre med en slags ‘tak for denne gang’-melodi og et lille råd fra komponisten selv: »Look to the stars to guide / You’ll find all you need in life to get by.« Nok en anelse banalt, men det virker ægte og ærligt i sammenhæng med de 10 sange om kærlighed og søgen mod det hjemlige. Det universelle og tidløse i Adems sange og musik får sin helt egen plads i det, vi kalder det postmoderne, og kan være med til at rette fokus lidt den anden vej og slække en anelse på tempoet. Det er godt gjort, og Homesongs er et bemærkelsesværdigt og imponerende værk.

★★★★★½

Leave a Reply