Plader

The Panoply Academy: Everything Here Was Built to Break

Skrevet af Jakob Lisbjerg

The Panoply Academy er gået hver til sit og findes således ikke mere. Men kompilationen Everything Here Was Built to Break vidner om et band, som i høj grad har haft sin eksistensberettigelse inden for postpunk-genren.

The Panoply Academy er det navn, bandet havde, da medlemmerne gik hvert til sit. Og det er også det navn, som kompilationen Everything Here Was Built to Break er udgivet under. Før det havde bandet med kun små lineup-justeringer heddet The Panoply Academy Glee Club, The Panoply Academy Corps of Engineers og The Panoply Academy Legionnaires. Og lige så obskure og skizofrene, som de mange navneskift kan virke, lige så skizofren kan The Panoply Academys musik virke ved første gennemlytning.

Everything Here Was Built to Break er en kompilation, som samler materiale fra hele bandets karriere siden 1996 og frem til opløsningen. Ud over tre albummer på selskabet Secretly Canadian har The Panoply Academy også udgivet en lang række singler og bidraget til forskellige kompilationer. Everything Here Was Built to Break fungerer som en post-eksistentiel opsamling af netop de numre, der ikke optrådte på et album.

Numrene er sorteret i omvendt kronologisk rækkefølge. De første fem numre er altså de sidst indspillede, og de er i modsætning til resten af cd’en skrevet til og indspillet i den samme sammenhæng.
“Nom de Plume” er første nummer og åbner langsomt. En stortromme- og bækkenrytme fades op og ledsages af enkelte guitartoner og et svagt hylende og mumlende, flerstemmigt kor, som lige så godt kan være vinden, der suser gennem en sprække i vinduet. Efter knap halvandet minut ændrer nummeret karakter, tempoet sættes op, og trommerne slår over i marchrytme for en kort bemærkning. Guitaren spiller et riff, hvorefter trommerne og guitaren eksploderer i en energiudladning. Energien holdes gennem det nu mere arytmiske nummer, kun afbrudt af et break. Og outroen er som introen, langsommere rytme og mere stille guitarakkorder.

The Panoply Academy fortsætter på kompilationen med musik, som eksploderer og stritter i alle retninger. Deres musik er lavet af forskellige dele – dvs. lyde som ikke altid passer sammen, men som alligevel er sat (rigtigt) sammen i sidste ende, og som fungerer som fantastiske (eksperimenterende rock-) numre. Nummeret “Please Stray / Look Us in the Eyes” er et dobbeltnummer, hvor den første del begynder med (endnu) et hylende kor, der lyder som hysteriske ulve. Det fortsætter som foruroligende lofi-rock, der afbrydes af et mellemspil på børnexylofon. Et klaver dukker også op i lydbilledet, tilsyneladende med tilfældige akkorder strøet med løs hånd. Men der er alligevel orden i rodet, eller sådan virker musikken i hvert fald.

Darin Glenns desperate, halvt råbende vokal dominerer The Panoply Academys udtryk. Når han ikke råber, mere end han synger, presser han sin stemme ud over dens normale leje. I “Comfort” bliver han desuden ledsaget af et kor, som i baggrunden synger »Bam, bam, bam,« samt en lyd, der lyder som en rusten hjulkapsel, der i rytmiske træk bliver slæbt hen over asfalten.

“I Feel Like I’m Fixin to Die Rag” er det nummer, som danner overgangen fra de nye numre til de ældre. Det er en svævende og drømmende, melodisk ballade sovset ind i ekko og tunge trommer, som bliver ledsaget af harmonikatoner. Tempoet er ikke højt, og nummeret fungerer her som stilhed. The Panoply Academy er næsten aldrig afslappende og behagelige at lytte til, og selv om deres musikstil måske kan kategoriseres som en slags indierock af den mere punkede slags, så er de absolut udfordrende og innovative i deres udtryk. Der er sjældent et roligt øjeblik på kompilationen, men “I Feel Like I’m Fixin to Die Rag” er ét af dem.

Af de ældre numre fungerer dobbeltnummeret “Dreamer / Crime of the Century” rigtig godt. Introen er fantastisk, hvor Darin Glenn med råbende kor synger: »Dreamer / You’re nothing but a dreamer.« Det sidste ord går over i et grin i retning af »dreamer-a-ha-ha-ha-ha,« og det tilføjer absolut en ekstra ironisk dimension til teksten. Anden del af nummeret domineres af absolut arytmisk guitarspil og Darin Glenn, som synger, som om han kører sin pegefinger op og ned på læberne eller bare prøver at proppe en næve ned i halsen på sig selv.

Everything Here Was Built to Break skal betragtes og bedømmes som en kompilation over et opløst band. Idéen med at have de nyeste numre først fungerer fint, for på den måde arbejder lytteren sig langsomt baglæns gennem bandets udvikling. Udviklingen bevæger sig rent musikalsk og produktionsmæssigt fra det formfuldendte til en mere lofi og skramlet lyd. Man finder også ud af, at bandet udviklede mere sans for melodi over årene. De ældste numre er mere enkle og punkede end de nyere numre, men de bevarer den samme utilpassede tilgang til sangskrivningen. Og de fem numre, som (måske) skulle have været på The Panoply Academys sidste album, hænger rigtig godt sammen. Som lytter føler man sig ofte i ustabilt og ikke altid trygt selskab sammen med The Panoply Academy. Men kedeligt eller søvndyssende er det aldrig.

★★★★☆☆

Lyt til “Nocturnally Yours”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/nocturnallyyours.mp3]

Deltag i debat