Plader

Jomi Massage: From Where No One Belongs, I Will Sing…

Skrevet af Mikkel Arre

Signe Høirup Wille-Jørgensen er en ener i dansk indierock. Hendes gåpåmod har denne gang lokket hende uden for støjrockens rammer – ud i en stærkt følelsesladet sangskrivning, der fra tid til anden fremføres så kompromisløst, at det desværre er svært at bunde som lytter.

Den første Jomi Massage-fuldlængdeplade, Aloud, lænede sig i ganske høj grad op ad den lyd, som Signe Høirup Wille-Jørgensen kendte fra Speaker Bite Me. Nu giver hun slip på de fleste af sine præferencer fra før, og det er modigt at kaste sig ud i et langt hen ad vejen helt nyt udtryk, der er båret af klavertoner i stedet for støjende guitar.
Der er med undtagelse af det P.J. Harvey-klingende rocknummer “High Heels Ascending” ikke flere deciderede støjrock-sange tilbage. I stedet har Jomi Massage lavet en uberegnelig plade, som er mere flosset i lyden, og som samtidig er noget mere kompliceret at få has på end Aloud.

Det opløftende ved dette Jomi-album er, at hun er blevet så god til at skrive tyste numre: Såvel den indtrængende kærlighedserklæring “Be Brutal” og den langstrakte, herligt svævende (ja, faktisk poppede!) “All the Empty Spaces” er blandt de mest rørende numre, SHWJ har skrevet. Begge bygger næsten udelukkende på klaverspil, mens afslutningsnummeret “Like Weather” rammer samme lavmælte ømhed med søgende, tøvende guitar.

Men hverken “Be Brutal” eller “Like Weather” springer direkte ind i hukommelsen. Tværtimod vil nogle nok mene, at slutnummeret er et mildt eksempel på det problem, som blandt andet bliver tydeligt i den lige rigeligt følelsesoverlæssede, march-inspirerede “A Detail”: SHWJ er vældigt dramatisk og næsten konstant i sine følelsers vold – og dét i en så ustyrlig grad, at en del af hendes vokaler er blevet så egenartede og uhæmmede, at de får et skær af hysteri over sig.

Når hun i “What to Pass On/What to Keep” med ét får hammond-lignende akkorder under sig og pludselig synger igennem og trækker vejret hæst (blot ét af flere steder, hvor højlydte vejrtrækninger er et irritationsmoment), bliver hendes stemmebrug så excentrisk og kroget, at det er trættende. Den nærmest klynkende måde, hvorpå hun folder og strækker sin stemme op og ned, er bestemt udtryksfuld, men også svært at kapere.

Anderledes velafmålt er begærshymnen “Longing as Lust”, som efter tre minutter bygger op til et kort, brusende klimaks, der varer mindre end 10 sekunder – og så er der renset ud.
Sammen med “All the Empty Spaces” er “Opposite of Nothing” højdepunktet, fordi Jomi Massage her for alvor udnytter den dynamik, der kan være i klaveret med skæve, kollapsende akkorder, der understøttes af Luke Sutherlands violin. Og her skurrer de særprægede vokaler ikke så meget i ørerne, fordi de får det nødvendige modspil af klaveret.

Violinen dukker op i en mere stilfærdig udgave i “The Last and Saddest Way”, hvor dens sørgmodige klagen står godt til Jomis stemme. Og her står det helt klart, at hun slet ikke behøver at hæve stemmen eller vrænge for at kunne udtrykke sig. Hendes stemme rummer masser af nuancer, når den er lavmælt, og i “The Last and Saddest Way” er det virkelig rørende, når hun konstaterer, at noget er gået itu: »There is no I, no you, no we to please.«

Og med dét in mente, at Signe Høirup Wille-Jørgensen i sin Jomi Massage-forklædning nu har revet sig så meget løs fra sin støj-fortid, at hun er stærkest, når hun er afdæmpet, er det med en vis forventning, at man ser fremad mod kommende Jomi Massage-plader. For SHWJ er stadig fuld af overraskelser og mod til at prøve sig selv af. På From Where No One Belongs, I Will Sing… er hendes utæmmelige følelsesudbrud dog i lidt for høj grad en prøvelse for lytteren.

★★★½☆☆

Deltag i debat