En urpremiere er en festlig anledning – og behovet for at fejre bliver ikke mindre, når urpremieren samtidig er den endegyldigt sidste fremførelse af værket. Derfor havde den svenske trio Midaircondo taget festtøjet på, nu da de som en del af Natfilm-festivalen skulle opføre deres nykomponerede musik til stumfilmen Mod lyset fra 1919.
Men inden filmen kom på, gav de tre svenske damer en helt igennem improviseret mini-koncert. Med en lille sampler i skødet og hver sin mikrofon byggede trioen, mens de sad ganske roligt på deres stole, forrevne og stærkt energiske beats uden andre hjælpemidler end deres stemmer. Via samme teknik som den techno-inficerede soul-crooner Jamie Lidell har henrykket mangt et live-publikum med de seneste år, optog de svenske damer simpelthen et væld af pustende og harkende lyde og satte dem så straks ind i rytmiske mønstre.
Henover det evigt omskiftelige beatlandskab lagde de såvel lyse som mørke vokaler – ikke uden at vække mindelser om Björks Medúlla, men heldigvis med en noget bedre balancegang mellem det oprigtigt udfordrende og det selvtilstrækkeligt krukkede. Særlig indtagende blev det, da afslutningen af et af de tre numre tårnede sig op efter at have fået tilføjet lag efter lag af vokal.
Trods balkjolerne var der ikke meget prinsessen på ærten over Midaircondos intro-show. De susende, kradsende beats udgjorde et alt andet end blødt leje for vokalerne, og det var en fornøjelse at høre trioen være mere kompleks og pågående end på den fine, men også lidt vel sarte debutplade Shopping for Images.
Impro-koncerten blev bestemt ikke dårligere af, at de omkring 80 fremmødte var musestille hele vejen. Den gode vane fortsatte næsten uantastet, da Mod lyset blev sat i gang. Filmen fortæller om den sensuelle komtesse Ysabel (spillet af en alt andet end sparsomt sminket Asta Nielsen), der har en magnetisk tiltrækning på mændene omkring hende. Den unge Felix tror, at Ysabel vil giftes med ham, men hun vælger i stedet en slesk charmør, og Felix tager sig af dage. Straks efter viser det sig, at Ysabels ægtemand i virkeligheden er en kriminel bedrager, og da Felix’ far tropper op hos Ysabel med sin afdøde søns livløse krop, går det op for Ysabel, hvad hun er skyld i.
I første omgang vil hun dog ikke indse det fuldt ud og kaster sig ud i et forsøg på at få en ny mand på krogen. Denne gang har hun udset sig en præst, som dog ikke er tilbøjelig til at give sig. Først da Ysabels mor udånder, mens datteren forsøger at forføre præsten, forstår Ysabel til fulde, at hun har handlet forkert i sin hvileløse jagt efter mænd. Hun vender tilbage til præsten, de ender med at blive gift, og hun bliver selv en stor prædikant.
Jeps, historien virker en kende komisk i dag. Og det kunne Midaircondo så i deres nykomponerede filmmusik have valgt at udstille, så publikum havde haft noget at grine af. Men det valgte dametrioen heldigvis ikke. I stedet havde de lavet et blidt pludrende mylder af dryppende syntheffekter, følsomme vokaler og stedvise saxofon-passager. Og det tjente virkelig Midaircondo til ære, at de havde respekt for filmen. Dét blev allertydeligst, da de lod bedrøvede, søgende vokaler, der sukkede »Ysabel«, udgøre komtessens samvittighed, da den døde Felix blev slænget ned på gulvet foran hende. Smukt og medfølende uden at være klægt.
I starten af filmen overdrev Midaircondo forsøget på at efterligne det virvar af stemmer, man så, men ikke hørte i de overbefolkede indledende scener. Men siden hen bevægede de sig smukt og problemløst mellem radbrækket jazz med humpende klavertoner, langsomt vuggende ambient krydret med legetøjslyde og til sidst en tindrende smuk gospel-passage, der med ordene »She found her way« førte Ysabel helt ind i det lys, hun havde længtes efter.
