Plader

Grizzly Bear: Yellow House

Skrevet af Rasmus Junge

Med Yellow House, opfølgeren til debuten Horn of Plenty fra forrige år, byder amerikanske Grizzly Bear på et overraskende, men vellykket hamskifte fra mørk og indadvendt, usleben firespors-lofi til velproduceret, flimrende lys og let folk.

Hvis man ligesom undertegnede blev fanget af Brooklyn-gruppen Grizzly Bears debutalbum, Horn of Plenty, der for knap et år siden (med et års forsinkelse) røg i europæisk distribution via Efterklangs Rumraket-label – ja, så er der godt nyt. Også selv om meget har ændret sig siden.

På debutalbummet var Grizzly Bears søgende sangskrivningsøvelser ud i psykedelisk, weird folk iklædt en massiv lofi-mur, der emmede af hjemlige eksperimenter med firesporsbåndoptageren. Ikke desto mindre gemte der sig rigeligt med musikalsk talent bag den støjende indpakning, til at albummet samlet set var et charmerende bekendtskab.

Efter et år med omfattende koncertvirksomhed samt en kontrakt med det velrenommerede electronica-selskab Warp Records er det nu blevet tid til album nummer to, Yellow House, og hvis man indtager albummet med forventninger om endnu en omgang susende hjemmeoptagelser, bliver man overrasket. For der er tydeligvis blevet brugt mere regulær studietid i denne ombæring.

Hvor Horn of Plenty var mørk og indadvendt, er Yellow House langt mere lys og let. Selv om der selvsagt ikke er tale om en toptunet studieproduktion, er der kommet hørbart mere luft i lydbilledet, så man denne gang rent faktisk kan adskille de enkelte instrumenter fra hinanden. Og det er bestemt et plus, når man som Grizzly Bear iscenesætter sine sange ved hjælp af en bred vifte af instrumenter inklusiv klaver, violin, banjo, blokfløjte, xylofon og mandolin.

Kompositionsmæssigt er albummets skæringer ligesom forgængeren karakteriseret ved sin løse, flydende form: lidt euforisk Sufjans Stevens-banjo hist, lidt Elliott Smith-melodimageri hér, lidt trommebulder a la Phil Elverum dér. Men aldrig én bestemt stil.

Frem for blot at udfylde traditionelle sangskabeloner, afprøves den enkelte sangs muligheder for musikalske ekskursioner og omveje. Det er derfor en uforudsigelig, kroget rute, man som lytter gennemgår, fra “Easier” åbner albummet med sarte fløjtetoner, diskrete klaverakkorder og ordløs korsang, og til “Colorado” 50 minutter senere lukker ned med flimrende guitarekvilibrisme, piskende trommer og messende mandestemmer.

Og netop hér – i det forunderlige, sart spraglede mylder af medrivende melodistumper og sære stemmer – ligger albummets store bedrift: at det trods sin fragmenterede natur overordnet fremstår så stærkt og homogent, som tilfældet er. For her er helt enkelt tale om en af årets foreløbigt mest berusende albumoplevelser. Simpelthen.

★★★★★☆

Lyt til “On a Neck, on a Spit”:
[audio:http://www.grizzly-bear.net/audio/onaneck.mp3]

Deltag i debat