Fire år efter han for første gang dyppede tæerne i soloprojektet Holm med EP’en Dappled, er Mikkel Holm Silkjær – til daglig kendt som frontmand i aarhusianske Yung – nu endelig klar med Why Don’t You Dance; sin fuldlængdedebut under eget (mellem)navn.
Albummet er opkaldt efter en Raymond Carver-novelle, og den litterære inspirationskilde må siges at være velvalgt, for Why Don’t You Dance er nemlig – på trods af sin ofte afsmittende energi og pokkers fængende melodier – langt hen ad vejen et værk, der tematisk bevæger sig på grænsen mellem den rodløse søgen efter mening og den destruktive nedtur mod derouten.
Musikalsk veksler Silkjær imidlertid effektivt mellem det ekspressive og udadvendte på numre som “Intelligent Moves” samt “Erase & Repeat” og så de mere introspektive, reflekterende på sange som “Descending” eller “Valley of Dreams”.
Et sted midt imellem finder man et nummer som “K’s Choice”, der på fornem vis samler de to tråde og fremføres med en så inderlig desperation og længsel, at den bliver hængende i luften, længe efter at de sidste toner er runget ud. »I don’t really understand,« lyder det nærmest vrængende råbeomkvæd på sangen, der øjensynligt handler om at kæmpe med erkendelsen af at blive konfronteret med, at man ikke altid behandler andre særligt rart.
Mikkel Holm Silkjær er uden tvivl en dygtig vokalist, og det er en af pladens store styrker, at han har en enormt bred palet, som virker til fuldkommen naturligt og ubesværet at svinge mellem det kække – grænsende til arrogante – det desperate og det depressive. Det svinger godt sammen med det skiftende lydmæssige udtryk, der fremmanes på pladens 10 skæringer.
På åbningsnummeret “Intelligent Moves”, der bobler og syder af klassisk rockenergi, bevæger Silkjær sig i et guitarbårent popunivers. Andetsteds på “Erase & Repeat” er vi snarere ude i et lettere jangly, country-rocket udtryk, som har en vidunderlig sing–along-stemning. Sidstnævnte er endnu et af pladens højdepunkter, og igen har vi at gøre med en slags bekendelses- eller selverkendelsesproces at gøre.
»No one’s behind me / And no one’s in front of me / I’m so confident, it’s sickening,« lyder åbningslinjerne, og så er tonen ligesom sat. Det viser sig senere i sangen, at det både har fordele og ulemper at være så selvsikker, at man får kvalme af sig selv. Det store ego kan nemlig hurtigt kamme over i, at man skubber folk væk og tvivler på deres motivationer:
»In a way, you really get to appreciate clarity / All those hands I shook last night, they don’t care about my scene / I’m ruthlessly precise / I don’t need your advice / Just leave me be / Erase and repeat / That’s what they like.«
Ifølge Silkjær selv kom Ramyond Carver-inspirationen først ind meget sent i processen, men ser man på albummet som helhed, er det ikke svært at trække en rød tråd til den amerikanske kortprosa-poet. Carvers tekster var nemlig ofte tvetydige, men altid usminkede og uforsødede i deres skildring af den moderne eksistens meningsløshed, og på samme måde grubles der på de fleste af sangene på Why Don’t You Dance over eksistentielle emner, uden at nedturene og den nagende selvtvivl gemmes væk. Af pressematerialet fremgår det, at Carver-novellen var den aha-oplevelse, der fik de små fire års arbejde med at skrive pladen til at falde på plads:
»Det fik mig til at indse, at jeg havde befundet mig et mørkt sted gennem længere tid, hvor jeg ikke havde sat ord på, at jeg ikke havde det godt, men det var til stede i sangene. Der fik jeg den her overvældende følelse af at indse, at tingene ikke gik, som jeg ønskede det. Lige efter jeg havde læst den historie, så skrev jeg den sidste sang til albummet, der handler om paradokset i at forsøge at få det bedre og samtidig bekymre mig om, hvorvidt jeg i så fald stadig kunne producere gode sange,« forklarer Silkjær selv om processen.
Det er da også på titelsangen, der lukker og slukker pladen, at pladen kammer over i det smådepressive. Her er intet af den boblende energi og legelyst, der ellers præger resten af albummet. »You ask yourself what happened / Life happened,« mumler han sagte over det tyste akustiske guitarspil. Til sidst løftes mørket dog, og guitarstrengene bliver slået an med fornyet styrke, mens et kor stemmer i.
Bundniveauet er højt på Why Don’t You Dance, der på alle måder en flot og helstøbt debut-LP. Jeg savner måske lidt flere deciderede højdepunkter, som virkelig bider sig fast og bliver siddende, men udgivelsen illustrerer fornemt, at Mikkel Holm Silkjær også har en masse på hjerte og en evne til at skrue gode melodier sammen på egen hånd. Helt uden hjælp fra kammeraterne i Yung er han dog ikke, da pladen er indspillet sammen med Tobias Guldborg Tarp, som også har hjulpet med produktionen.
Efter alt at dømme var det en udmattende og hård proces for Yung at samle trådene til »den svære toer« på sidste års Ongoing Dispute, og i dén kontekst virker soloprojektet Holm som et tiltrængt frirum for Silkjær, hvor han kan udfolde og skærpe sine evner som sangskriver på egne præmisser.
