Plader

Blonde Redhead: 23

Skrevet af Lasse Bertelsen

Blonde Redhead er tilbage med deres anden plade i 4AD-regi, men til trods for flere smukke sangperler og en imponerende produktion lader det til, at støvet er drysset en smule af sommerfuglens vinge.

Visse pladeselskaber har en forunderlig evne til at markere én bestemt lyd, der i sig selv bliver det besnærende brand. Trods en gedigen variation af acts igennem de sidste 25 år er 4AD om noget kendt for sfæriske lydbilleder, først og fremmest i kraft af den evigt skønhedssøgende trio Cocteau Twins.

At sammenligne Blonde Redhead med Cocteau Twins i et 1:1-forhold ville være et musikalsk karaktermord på begge bands . Alligevel er det tankevækkende, at NY-bandet i takt med deres konstante udvikling nu vælger at forlænge guitarens delay time og dyrke reverb’ens muligheder for følelsesfuld iscenesættelse. 4AD’s inspiratoriske indflydelse vejer tilsyneladende tungt.

Blonde Redhead passer dog også godt på arvesølvet på deres syvende studieplade, 23. Fast besluttede på at redefinere deres arbejde og værk gik Kazu Makino, Amadeo og Simone Pace i studiet for egenhændigt at producere en klar og med Makinos ord “direkte popplade”, hvilket også på sin vis er lykkedes til fulde.
Processen var dog ikke rosenrød, idet den skrøbelige trio fandt sig selv stå med knivene for hinandens struber. Til trods for den indledende programerklæring om enkelhed og spontanitet havde de det alle svært med fraværet af en producer, der i anspændte situationer kunne agere dommer, når kreativiteten var kørt af sporet.

Midtvejs i optagelserne blev den tidligere American Music Club-producer Mitchell Froom involveret til en session på tre dage for at rydde op i de værste vildfarelser. Med hans hjælp formåede bandet at rette kursen med færdiggørelsen af “Silently” og “Top Ranking”. Lykken vendte hermed, og resten af den musikalske rejse blev navngivet efter Makinos lykketal.

Resultatet synes trods den lykkelige overtro at være en foranderlig affære. Det musikalske overskud, der har været et vandmærke igennem Blonde Redheads karriere, er intakt. Simone Pace spiller som altid ikke ét slag forkert, alt imens Amadeo formår at kontrollere herlighederne med lag-på-lag af guitarer og keyboards en masse. Den mindre udtalte shoegazer-inspiration, som man fandt fremstillet og subtilt underspillet i en sang som “Pink Love” fra Misery Is a Butterfly, har på 23 en dominerende plads ved siden af Makinos tyste vokal.

Dette mere eller mindre forudsigelige skridt imod en engelsk traditionalisme fungerer glimrende i den grumme ballade “The Dress” såvel som i livehittet “Spring and by Summer Fall”, hvor Amadeo Pace med vanlig præcision svinger taktstokken med en toklangs-arpeggioguitar og desperat vokalføring.
Eftertanken med glæden i behold er et gennemgående mønster for de fleste af pladens 10 sange, hvilket ikke umiddelbart ligger i tråd med det erklærede mål om at nå et “direct output”. Der bliver flere steder dvælet ved guitarfigurer og melodiforløb i en sådan grad, at man ved første lyt mærker en snigende kedsomhed.

Til gengæld fornægter trioens evne til at komponere langtidsholdbart materiale sig ikke, hvilket vil belønne enhver tålmodig sjæl ved lejlighedsvis gennemlytning. En lille perle som “Top Ranking” med sin sensible popmelodi og afsluttende keyboardkoda kunne eksempelvis være et værdifuldt afkast på dén konto.

Ikke desto mindre synes Blonde Redhead ikke at være så formstærke som tidligere. Når man betragter 23 som skabt i håbets lys, kunne man foranlediges til at tro, at den gennemgående smerte og syleskarpe intensitet, hvormed trioen tidligere har præsenteret jalousi og ulykke i deres musikalske rammefortællinger, er gået tabt. Der handles stadig i tristessens ærinde, men det på paradoksal vis vaklende sikre udtryk er i denne omgang blevet erstattet af en fuldfed og massiv produktion. Og sangskrivningen ligger efter bandets egen standard nogle få tårer under middel. Det er dog stadig ikke så lidt i den dér store målestok, vi kender fra 4AD.

★★★½☆☆

Deltag i debat