Plader

Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga

Den sjette Spoon-plade rammer helt rigtigt. Med inspirationer lige fra Elvis Costello til Motown og med masser af fremragende popmelodier har bandet fat i den helt lange ende og står med en umiddelbar rockplade, der fortjener at ende på mange årslister, når 2007 gøres op.

Nogle bands rammer helt rigtigt på debuten for siden at blive en skygge af sig selv. Andre bands starter som en skygge af et kommende selvstændigt udtryk. Spoon har taget den lange vej mod sin lyd, men det har så sandelig været turen værd, når man ender med et pragtværk som Ga Ga Ga Ga Ga.

Efter lidt tumleri i Pixies’ fodspor fandt Spoon sig selv kort inde i det nye årtusinde. På Girls Can Tell fra 2001 erfarede frontmand Britt Daniel, at han gør sig bedst med at kredse omkring popmelodier i rocket afstøbning. Med tiden er singlerne blevet mere og mere fængende, lydlandskabet udfordrende, tilgangene forskellige – og det har givet os nogle indtagende sange.

Selv om titlen sagtens kunne pege mod en regression, fører Spoons sjette album, Ga Ga Ga Ga Ga, bandet langt mere frem end tilbage. Eller sagt anderledes: Pladen raffinerer Spoons idiosynkratiske udtryk. Britt Daniel har længe jagtet den perfekte popsang, og heldigvis lyder jagten mest af alt som en leg. Melodierne flyder fra hans hånd med uanfægtet selvsikkerhed – og indpakningen er altid interessant, selv om den arbejder ud fra præmissen om det simple.

På 2002-albummet Kill the Moonlight tog Spoon således konsekvensen og skar helt ind til kernen. Med mindre last kunne sangene nemmere tage fart, syntes at være tanken. Stik modsat gik Spoon på Gimme Fiction fra 2005, hvor man gladeligt fyldte på.
Den fornøjelige force ved Ga Ga Ga Ga Ga er, at den tager det bedste fra bandets seneste tre plader. Det seneste afkast lyder således sparsom og legesyg – og har endog nok mest instrumentfyld af alle plader. Og så sidder melodierne lige i skabet.

Åbningsnummeret “Don’t Make Me a Target” er en spændstig og insisterende bøn om ikke at stå for skud med klaver og håndklap og Britt Daniels raspende fraseringer. Et nummer som “Eddie’s Raga” trækker på bandets forkærlighed for guitarpop a la Elvis Costello og Joe Jackson, her i en kontekst hvor dub-ekkoer kaster skygger over harmonierne.

Som i alle gode fortællinger indeholder de bedste Spoon-sange fra det nye kuld en konflikt. “Finer Feelings” og hitkandidaten “You Got Yr. Cherry Bomb” modstiller forfriskende upbeat-rytmikker og melankoli-indsvøbte vokaler og akkordsammensætninger. Førstenævnte er skabt til hoftevug med en basgang, der kalder på Duran Duran. Sidstnævnte illustrerer Britt Daniels forkærlighed for soul. Sangen er en regulær Motown-flirt med horn og doo-wop.

Pladens anden klare hitkandidat er “The Underdog”. Nummeret minder – uanset hvordan man vender og drejer det – meget om Billy Joels “Only the Good Die Young”. Og hvor meget man end måtte have imod Billy Joel, kan man intet stille op mod dette nummers uimodståelige, horn-fyldte popcharme. Armene i vejret, folkens.

Det mest dvælende og atmosfæremættede moment opstår i “The Ghost of You Lingers”. Nummeret er en ballade-lignende sag med stammende piano, overlappende vokaler tilsat mindre sprængninger af frekvensstøj og rumklang. Effekten er både dulmende og fængende – det lyder som essensen af Spoon, selv om nummeret er langt fra at være et typisk Spoon-nummer. Og det er det betryggende: Uanset hvilket territorium sangene betræder, lyder de altid umiskendeligt som Spoon.

Spoon har fundet ind til sig selv, og Britt Daniel har fundet kernen i de vellydende popsange. At få noget så udførligt til at lyde så let og samtidig sikre en langtidsholdbarhed er lidt af en kunstart. Ga Ga Ga Ga Ga kan være den plade, der fører Spoon op i samme liga som eksempelvis Death Cab for Cutie og Modest Mouse (uden sammenligning, i øvrigt). De har i al fald fortjent det!

★★★★★☆

Leave a Reply