Plader

Our Brother the Native: Make Amends For We Are Merely Vessels

Skrevet af Martin Thimes

De unge amerikaneres anden plade er en sært kønsløs omgang udbytteløs melodionani, der kun momentvis løfter sig over det kuriøse og mildt naive. Our Brother the Native er komplet ufokuserede, og det formår de ikke at charme sig fra.

Det starter ikke så skidt. En insisterende digital understrøm suger fra dybden af højttalerne i det første nummer på Our Brother the Natives anden udgivelse på Fat Cat. Men langsomt går det op for én, hvad der skal ske. Bækkenerne og et sagte piano, der med bitre toner antyder en melodi, leder hen i mod et crescendo, hvor en simpel guitarfigur forsøger at holde styr på de kontante vokale udbrud. Fjerne pastorale flader afløser råberiet og er et stort ambient løfte, som Our Brother the Native ikke er i stand til at forløse.

For langsomt mudrer lydene sammen. Det er umuligt at dechifrere, hvad der er hvad i billedet; også selv om skabelonen allerede i andet nummer ligger fast. Langstrakte lydflader afløses af en enkel melodi, der leder imod et vokalarrangement af skiftevist skingert råbende og syngende karakter. I “As They Fall Beneath Us” ledsages udgangen fra følelsesudbruddet af marchtrommer, der får sangen til at føles som at overvære en provinsgarde påvirket af ikke så lidt syre. Det er spraglet og skræmmende på én gang. Men lige så snart rusen aftager og omridset af tarvelig provinsby og dyrskue igen træder frem, forsvinder interessen også.

Og det er meget betegnende for pladen. Der er enkelte strålende elementer, der desværre ikke overlever deres egen langstrakthed inden normaliteten og en os af forudsigelighed tager over. For selv om referencerne spænder vidt og bredt – fra Sigur Rös’ overjordiske vulkanlandskaber over Eluviums langstrakte flader til Do Make Say Thinks seneste vokaleksperimenter – formår Our Brother the Native ikke at forene dem i et selvstændigt udtryk, der fænger. Og det på trods de behersker både det primale udbrud og det indfølte og stemningsskabende vokale fyld.

Mest påfaldende er det i “Trees Part I”, hvor choruspedalen er skruet helt til højre og den dobbeltstemmige vokal messer skingert i flere lag. De elektriske strømninger formår ikke at skabe forskydninger i lydbilledet, og det hele ender i en statisk ligegyldighed, der kun bliver forstærket af de enkelte dramatiske bækkenanslag. På overfladen fungerer det, men efter to minutter er eksperimenterne uendeligt ligegyldige. Som om bandet ikke formår at sætte deres musik ind i en stram nok form, som de derefter kan udfordre og forsøge at perforere. Det gør, at de ikke er i stand til at overraske. Som at kigge på et abstrakt maleri, der kun gør brug af den samme kedelige grå farvemasse og ikke evner at fange penslens mange muligheder for at skabe tekstur.

Heldigvis er der også enkelte lyspunkter i løbet af de mere end en time og tyve minutters musik. “Trees Part II” er et af dem, for her er rammerne for bandets udfoldelser klare. Trioen gør den snigende og tribale rytme til nummerets grundpille. Og de får pludselig et fastere bræt at spille de mange vokale lag ud mod hinanden på.

Det er grænsende til det paradoksale, at det mest ordinære nummer på pladen er dét, der fungerer bedst, men måske er det netop beviset på, at Our Brother the Native burde lære at skrive ordentlige rocksange, inden de giver sig i kast med at smadre samme netop rockmusikkens rammer. Hvis de først lærer at styre deres sangskrivning i den retning, så får deres mange idérige indfald straks mere effekt. For Make Amends For We Are Merely Vessels indeholder ganske mange gode elementer, men de får ikke plads til at udfolde sig. Det betyder, at albummet er overlæsset som en indisk skolebus: alt for sammenklemt, alt for lidt plads, alt for lang tid.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat