Plader

Foals: Antidotes

Skrevet af Lasse Bertelsen

Der skulle gå nogle år med single-teasere og konstant tour-aktivitet, men omsider debuterer Foals fra Oxford med en fuldlængde, der med et udmattende melodisk og musikalsk overskud definerer mathpoppen, for hvad det er værd.

Der er længe verseret en mindre hype omkring denne kvintet fra universitetsbyen Oxford, hvilket primært har været på grund af en konstant koncertplan med shows i snart sagt alle britiske byer og sekundært to appetitvækkende singler, hvor især nummeret “Hummer” har været svært at komme udenom rundt omkring på Myspace.

Da det senere kom for en dag, at David Sitek (kendt bl.a. fra TV on the Radio) skulle producere Foals’ kommende debut, begyndte omtalen og antallet af gratis downloads støt at vokse. En omtale, der ufravigeligt har været medvirkende til et pres for bandet, der givetvis gerne har villet debutere med et brag. Det er ikke desto mindre en ualmindeligt fræk manøvre, bandet har foretaget ved at udlade de to singlehits, “Hummer” og “Mathletics”, for at hellige sig sammenhængen og kontinuiteten pladen igennem.

Fascinationen af sport og de dertilhørende de- og konnotationer har Foals dog ikke lagt fra sig, og albummet indledes således med “The French Open”, hvor småt sfæriske blæsere skaber et smukt lille anslag til den matematik-atletiske musik og strengespil, der derefter følger. Takket være en stålsat staccato og akkordudforskning rives man med i sangen, der kort signalerer, at forventninger er til for at blive indfriet. Man forundres over, hvordan de stilsikre genreudfald med de markant latinamerikanske rytmer spiller smukt op mod de nu mere lystige blæsere og skaber god grobund for den repeterende vokallinje, hvor den ikke så lidt karismatiske forsanger, Yannis Phillippakis, mikser et affekteret engelsk med franske gloser.

En god begyndelse på en plade, der som helhed er en fornøjelse at granske for detaljer og opbygning. Flere steder har albummet karakter af længere sammenhænge, der især kan tilskrives Foals’ sidst ankomne medlem, Edwin Congreave, der med keyboardflader spinder et net af subtile overgange mellem kompositionerne.

Melodisk mangler der heller ikke meget … til trods for Phillipakis’ vokal ikke altid trækker de største melodilinjer op af hatten. For når den mere konfronterende sangstil sætter sig igennem i især de mere komplekse øjeblikke, kan man være sikker på, at der nok skal være en guitar eller et keyboard, der med sine riffs og ostinater sætter sig i hovedet og bliver siddende et godt stykke tid.

Højdepunkter er der mange af, og selv om den sammenhængende form gør det svært at fremhæve enkelte sange, bør sange som “Balloons”, “Two Steps Twice” og “Tron” nævnes som eksempler på, hvor Foals formår at trække en gennemgående melodiøs tematik igennem snart sagt alle aspekter af sangene.

Alligevel lader det til, at det ikke er popsangen, der er Foals’ fremmeste ærinde, men snarere en mere klar totaloplevelse, hvor delay-mosaikken i “Like Swimming” er et godt eksempel på såvel sammenhængen i pladen og et ønske fra bandets side om at bedrive decideret lydkunst, der ligger langt fra engelske indiebands, som man i svage øjeblikke kan fristes til at drage til sammenligning.

At musikken dog bevæger sig et poppet felt mellem minimalisten Steve Reich, math-brobyggerne i Battles og indie-bandet Bloc Party, kan man ikke komme udenom, og Foals har i enkelte passager en tendens til at lade riff være riff og så ellers lade det hele køre en smule på automatpilot på linje med andre aktuelle britrockbands. Et eksempel herpå kunne være den lettere enerverende “Cassius”, der som single sikkert ville gøre sig glimrende, men måske kvæler sig selv i et alt for forudsigeligt omkvæd med et endnu mere forudsigeligt discobeat.

Sådanne fodfejl er dog naturlige på en debut, der frem for alt holder fokus i størstedelen af spilletiden. Foals danser på line mellem det ligefremme og dansable på den ene side og musikalske ambitioner på den anden, hvor der på sigt vil være et fundament at bygge genren mathpop videre på. Den erkendelse kræver nok bare et par høretelefoner og en ordentlig lytteindsats, hvor energien kan få lov til at blive sidestillet med den fornemme musikalitet og vidtrækkende visioner.

★★★★★☆

Deltag i debat