Plader

Joan As Police Woman: To Survive

Skrevet af Mads Jensen

Joan as Police Womans sidste album var en skrøbelig sag, der var ret krævende at lytte til på grund af sin tunge melankoli, men på To Survive er det, som om Joan Wasser har løsnet op. Den nye plade er mere optimistisk og easy going, og det gør den til en sand fornøjelse at lytte til.

Hun syntes, mørket omkransede hende. Det var, som om hun var blevet opslugt af tunge toner og mørke tanker. »Would you love me and not my need to be loved?« spurgte hun. Hun vidste godt, hun var besværlig, men hun kunne ikke slippe nervøsiteten. Måske ville det være bedre at komme væk fra byen et par dage. Hvis han ville opfylde det ene ønske, skulle det hele nok blive bedre. Så ville hun slippe sin ængstelighed og sin melankoli.

De sidste par år havde alle, hun kendte, forbundet hende med tunge tanker. Hun var vitterligt også melankolsk til tider. Det afspejledes jo tydeligt i hendes påklædning og særligt hendes musiksmag, der var meget skrøbelig og intens. Det var ikke alle, der orkede hendes venskab, fordi hun altid tænkte så dybt over tingene. Men nu var det, som om hun var blevet åben overfor forandring. Hun var klar til at tage imod verden med åbne arme. Han var gudskelov gået med til at tage en tur på landet i weekenden, og hun havde en klar fornemmelse af at alt ville være ændret, når de kom hjem.

Så snart de kom uden for bygrænsen, og vejen åbnede sig foran dem, kunne hun mærke, at det havde været helt rigtigt at tage på en lille ferie, en lille “holiday” væk fra byen. Nærmest symbolsk slap en enkelt solstråle gennem de mørke skyer, imens en sang på bilradioen satte i med et let og gyngende klaverstykke. Hun kunne ikke lade være med at smile. Hun var allerede som forvandlet. »This is not a dark thought, / Not from one who needs constant reassurance / You give me the sword and the power / To slay who I like / And to be who I like.« Den friske luft løftede hendes tunge tanker og blæste dem væk, og hun fyldtes med energi fra sollyset.

Et stykke uden for byen holdt de ind på en rasteplads ved en lille skovsø. Han var faldet i søvn, kort tid efter de var ankommet. Nu lå han på græsset, og hun betragtede ham med en ro, der havde været hende uvant længe. Hun følte sig let og tænkte, at selv den svageste brise ville kunne blæse hende væk. »This is the one I will try to be lonely with / This is the one, I just know it,« tænkte hun, imens hun betragtede ham. Bilradioen spillede videre i baggrunden. Den spillede stadig klaver, men nu også strygere. Det lød nærmest som et stykke klassisk musik, men hun kunne ikke koncentrere sig om at finde ud af hvilket. Hun konstaterede blot, at et stykke musik aldrig havde passet så godt til en sindsstemning. Efter kort tid faldt hun også i søvn.

Hun sov let, men drømte mere intenst, end hun havde gjort længe. Imens drev skyerne forbi over hendes hoved, og solen varmede hendes hud. Hun følte sig fri og rolig i sit faste parforhold. Når hun vidste, det var den rigtige, hvorfor havde hun så følt denne ængstelighed? »Sing out my love / ’cause I’ve been here before / And silence don’t get you a thing.« Symbolsk sang kvinderne i bilradioen i baggrunden »no it don’t get you a thing« som et kor. En sfærisk guitar fik hende til at smile bredere og drømme dybere. Hendes hjerte bankede, som havde det fået en ny begyndelse, eller måske bare en begyndelse? Nu skulle livet starte for hende.

Senere tænkte hun tilbage på den miniferie som måske den bedste, hun havde haft det år. Hun tænkte tilbage på den weekend som den, hvor hun blev voksen, hvor hun viste sig selv, at hun kunne stå på egne ben. Hun var ikke længere ængstelig ved fremtiden. På en eller anden måde havde den weekend fået hende til at slappe mere af og smile mere. Og hun savnede ikke den melankoli, hun tidligere havde dyrket. Hvad var der at være nedtrykt over? Lige nu var jo netop hendes bedste år, og hun var færdig med at spilde dem på triste miner. Hun sagde til sig selv, at hun omfavnede livets gode sider og ignorerede de dårlige, vel vidende at det lød temmelig klichéfyldt, når hun sådan sagde det højt.

Nuvel, hun kunne ikke helt slippe sin ængstelighed. Hun var jo den, hun var. Men hun var blevet bedre til at se livets lyse sider. Det havde også udvidet hendes vennekreds, for nye bekendtskaber behøvede ikke længere at være nervøse for, om de kunne følge hendes dybe tanker og tunge refleksioner over livet og kærligheden.

★★★★★½

1 kommentar

Deltag i debat