Koncerter

Robyn, Grinderman, 04.07.08, Roskilde Festival

Robyn, 04.07.08, 22.00, Cosmopol

Én sang. Det var, hvad Robyn skulle bruge for at katapultere sig selv fra glemt teen-fænomen til moderne alternativ popkunstner på 1. klasse. “Konichiwa Bitches” hed sangen, og med den og en pose ganske fine, minimalt funkede popsange lykkedes det Robyn fuldstændigt at overrumple en overfyldt Cosmopol-scene fredag aften.

Det var dog ikke, fordi Robyn ligefrem genopfandt formlen for en rendyrket popkoncert; showet var bygget op om et lille band, der dryssede små og større elementer af beats og melodistykker ud over backingtracket. Men på eksempelvis “Crash and Burn Girl” fungerede de tungt rullende DFA-basgange fortrinligt, ligesom hun og resten af folkene på scenen med “Handle Me” beviste, at The Neptunes’ minimalpop stadig fungerer, bare trommerne er markante nok.

Markant er i det hele taget ordet, der beskriver Robyn allerbedst. “With Every Heartbeat” er nemlig markant i al sin clubbede lækkerhed. Det er et overraskende hit, den knapt så regulære melodistruktur og de tunge beats taget i betragtning. Robyn tager gerne chancer på plade, men live manglede hun lige det sidste mod til at køre sangene det ekstra stykke ud af den clubbede landevej, der ville have gjort det til en berusende oplevelse at se hende live. Sangene var nemlig markant lig albumudgaverne. Det ville have klædt hende, hvis hun også turde udfordre publikum i koncertøjemed. Det er ikke helt nok at lave noget, der kunne minde om karaoke, hvis hun vil beholde kronen som alternativ popdronning. Og da slet ikke, hvis hun bliver ved med at spille gamle numre som “Show Me Love”, der absolut intet har at gøre med det, Robyn står for i dag.
(MT)

★★★★☆☆

Grinderman, 04.07.08, 22.30, Orange
»Look yonder! Look yonder! Yonder on the horizon! A big black cloud cometh!«
Det er typisk for Nick Cave som musiker at afslutte sit og de andre perverse gamle mænd i Grindermans sæt med et ekstranummer. Ud over at man ikke regnede med ekstranumre, og at Grinderman vist ikke havde flere Grinderman-numre tilbage, var det sgu også gamle “Tupelo” fra The Firstborn Is Dead-albummet. Som nogle vil vide, er det en slet skjult Jesus/Elvis-reference. Der var en hel del Elvis over Cave, som han pogoede rundt foran rock-udgaven af Bad Seeds bag ham på scenen.

Men Jesus var der også. Ikke i nogen bøvet direkte sammenligning af Jesus og Cave, bortset fra glæden ved massiv skægvækst. Men som Grinderman imiterer det mest slibrige, dekadente rockband i verden, kan man nu godt tro, at den kritiske kristne Nick Cave viser, hvornår man kan søge Jesus, og hvornår man søger Fanden i Istedgade.

Bevares, sangmaterialet i Grinderman-projektet er måske relativt kortvarigt, men fremførelsen er fremragende. Konstant pegede, truede og dansede Cave for de forreste rækker, og en godt fejlfri levering af Grinderman-pladen og en helt afsindig “Tupelo” giver tæt på en topkarakter. Det eneste, man stadig ønskede sig, var, at gode, gamle, sindssyge Blixa Bargeld havde været med på scenen.
(SJ)

★★★★★½

Deltag i debat