Plader

Woven Hand: Ten Stones

På Woven Hands nye album Ten Stones går den mørke americana igen, men albummet er underligt inkonsistent. Nogle steder mangler tidligere tiders intensitet. I andre langt mere rockede sange, end man er vant til fra den kant, kommer den i rigt mål. Og så er der et bossanova-nummer.

Sig mig, er der noget galt med mine lyttebøffer? Er en komponent gået? Er der nogen, der har proppet vat i mine ører? Jeg skruer op, men synes ikke, det har nogen effekt. Jeg skruer mere op. Nej, stadig ikke. Hm, mærkeligt.

Grunden til min fortvivlelse er den nye plade med Woven Hand. Den virker underligt tam. Den dynamik og intensitet, som David Eugene Edwards efterhånden har vænnet sine lyttere til, er om ikke væk, så i hvert fald kraftigt nedtonet. Alting er ellers, som det plejer. Stemningerne forekommer varme og omfavnende, der er flotte strygere, lidt psykedelisk guitar, lidt banjo: Dunkel americana til mørke sind.

Men forbandet, jeg savner at blive revet med. Især i “Not One Stone”, der ellers er en glimrende sang, hvor Ordy Garrisons energiske trommespil bærer de støjende guitarer, der arbejder sig frem mod det åh, så eftertragtede klimaks. Men guitarstøjen er ikke kraftfuld og overbevisende nok og matcher på ingen måde rytmernes intensitet. Og hvis det virkelig er Emil Nikolaisen fra Serena Maneesh, der træder på pedalen, er det endnu mere skuffende, for han burde da nok kunne slippe strømmen gennem forstærkerne med en partikelaccelerators kraft (ak ja, som dagens nyheder dog inspirerer til metaforer). Værst er dog nok Edwards vokal, der stadig er karakteristisk, men underligt tilbageholdende – i det efterfølgende nummer “Cohawkin Road” lyder den nærmest pæn. Hvad er der sket? Hvor er fortvivlelsen henne? Hvis han har fundet ro, nu hvor han er kommet op i årene, kunne han så ikke levere den med samme overskud som Bob Dylan?

Ah, men hav tålmod, for det bliver bedre. “Iron Feather” har et flot svæv over sig med en repetitiv klavermelodi og en nærmest pastoral ro, hvor den lyse, højstemte andenvokal – der godt kunne tilhøre co-producer Daniel Smith fra Danielson, men det afslører pressemeddelelsen intet om – giver den rette kontrast. Og så er det, som om Fanden slippes løs, selvom Edwards qua sin kristne overbevisning nok ville frabede sig det, for “White Knuckle Grip” rocker som et horehus på Mississippis bredder med rumlende bas og harmonika. Ligeledes gør “Kicking Bird” med bastante tribal-rytmer, og Woven Hand lyder altså her lidt som den genopståede postpunker Nick Cave på de sidste par plader (især Grinderman). På den knapt så rockende “Kingdom of Ice” klirrer banjoen på den rummelige produktion, og blandt de dirrende violiner, der tilfører nummeret en masse latent energi, kan man høre, rigtigt høre, Edwards vokal. Mere virker til at være på spil, og der bliver lagt kraft bag hver stavelse. Vattet er væk.

Den stemningsfulde afslutning, hvor der over to numre, det ene ubetitlet, bliver fokuseret på meditative, repetitive sindsstemninger frem for sungne ord, afslutter på smukkeste vis et underligt inkonsekvent album, der både mangler sammenhæng i udtryk og levering. Det er, som om Edwards ikke helt vidste, hvad han ville, og derfor afprøvede forskellige ting. Især fortolkningen af Antonio Carlos Jobims “Quiet Nights of Quiet Stars” understreger denne rådvildhed. Dens bossanoviske lounge-lækkerhed, komplet med filmiske strygere, lyder absolut henførende, men virker underligt malplaceret og påfaldende ironisk – især for et menneske som Edwards, der virker så alvorlig.

Inden jeg forfalder til gætterier om Edwards’ motivationer, må jeg hellere konkludere, at det er en ærgerligt usammenhængende plade, der har lige så mange fantastiske højdepunkter som sære underpræstationer. Havde han så bare lavet en gennemført elendig plade, så man ikke blev kastet ud i dette vægelsind.

★★★½☆☆

Deltag i debat