Plader

Marybell Katastrophy: The More

Efter to roste ep’er udgiver Marybell Katastrophy, der bl.a. består af tidligere Tiger Tunes-medlemmer, deres debut. Men de har desværre forgrebet sig på elektronikkens uanede muligheder og saboteret deres ellers fine popsange.

Da Gottfried Leibniz i det 17. århundrede beskrev det binære talsystem, som vi kender det i dag, havde han nok ikke forudset, hvor stor en betydning, det ville have for samfundets måde at organisere sig på i det 21. århundrede. Selv da videnskabsmænd i 1930’erne og 1940’erne begyndte at udarbejde de første digitale computere, må det have været svært for dem at forestille sig, at de ville blive så meget allemandseje, at man i dag har udarbejdet prisbillige computere rettet mod fattige afrikanske samfund.

De fleste individer, der ikke lever i udviklingslande, arbejder med en computer hver dag, og den giver også en masse muligheder. Det kritiske spørgsmål her er så, om uanede muligheder kun er for det gode. For bare 100 år siden skulle man have en grammofon, gå i koncertsale eller selv spille musik for at høre musik. I dag er det nærmest umuligt at undgå musik, når mobiltelefoner overalt spiller hver deres moderne stykke popmusik, og selv inden for hjemmets fire vægge kan man ikke vide sig sikker for naboens ønsker om at spille “Kald det kærlighed” for fuldt blæs kl. 8 søndag morgen.

Computeren har også gjort det nemmere at skabe musik. Punkerne tilbage i slut-70’erne måtte trods alt købe deres egne instrumenter og tillære sig at spille på dem for derefter at bruge penge på at gå i et studie og indspille deres sange. I dag er det let som ingenting at downloade et musikprogram, stykke noget sammen og fyre det op på nettet til alles bedømmelse.

Marybell Katastrophys debut lyder lidt, som om den er blevet offer for det sidste tilfælde. De dominerende og simple synthtoner på albummet lyder i hvert fald, som om de kommer fra et standardiseret musikprogram uden de store manipulationer. At det ifølge pressemeddelelsen sandsynligvis er indspillet på rigtige keyboards, gør det kun endnu mere ærgerligt, at udtrykket så mange steder lyder standardiseret.

Der er selvfølgelig guitarriff og brummende basgange, men det primære indtryk af pladen er elektronisk. Hen over ligger så Marie Højlunds ikke helt trænede, men alligevel flot svævende vokal. Den vekslen, der er mellem hendes vokal og de ofte hektiske blipbloppende melodier, skaber en masse uro i sangene. Nok også for meget. For popsangene er langt hen ad vejen fine, men de bliver saboteret af de forcerede elektroniske detaljer. Det gør flere af sangene ret anstrengende at lytte til.

Det virker lidt ærgerligt, når flere af albummets sidste numre virker langt mere afrundede, hvor de elektroniske indfald giver tekstur frem for stress. Især et nummer som det stemningsfyldte “Red Red”, hvor al instrumentering bliver dæmpet, så Højlunds hviskende vokal kan udfolde sig, er særdeles vellykket. Men på mange af de andre numre er der dømt elektronisk legestue, og det ville klæde musikken, hvis bandet fokuserede deres teknologi-fascination.

Nogle af de utallige nul- og et-taller, der skøjter rundt på The More, kunne Marybell Katastrophy i hvert fald godt have sparet, og i stedet for at springe ned i teknologiens muligheder og fræse hovedløst igennem dem burde bandet have gennemtænkt, hvilke der fremhævede sangenes melodier, og hvilke der ikke gjorde. Lige nu er der for meget digitalt affald på de ellers fine popsange.

★★★☆☆☆

Deltag i debat