Den Sorte Skole: Lektion #2
af Mikkel Arre
Når det kommer til Den Sorte Skoles andet album, Lektion #2, vil det være lige i underkanten at kalde det veludført. Her har vi nemlig at gøre med et mesterligt stykke dj-kunst, hvor trioen mixer alskens knastørre beats, rapstumper og melodilinjer på 3 x 2 fladhjul af stål. Højdepunkterne er ikke helt så fantastiske som dem på Lektion #1, men det kompenserer trioen fuldt ud for (og mere til), idet 2008-pladen både lyder bedre og er mere sammenhængende. Det eneste fornuftige at gøre er at kigge forbi Skolens hjemmeside, hvor albummet kan købes eller downloades gratis.
Earth: The Bees Made Honey in the Lion’s Skull
Earth har med fløjlsbløde guitarflader og tonstunge trommeslag lavet The Bees Made Honey in the Lion’s Skull, der er et stort og tungt monster, der vandrer rundt i den amerikanske ødemark. Det minder til tider om Lee Hazlewood’ske melodier, men dette stykke ørkendrone fortjener ikke at blive sammenlignet med noget andet. Denne plade er helt sin egen. Det er stemningsfuldt, og det er svimlende godt.
Lupe Fiasco: Lupe Fiasco’s The Cool
Hvis man skal dømme fra coveret, kunne man tro, at Lupe Fiasco’s The Cool er en okkult blackmetal-plade. Mørket lurer da også i Lupe Fiascos lettilgængelige hiphop-melodier, der leveres med bombastiske strygerarrangementer og vemodige klaveranslag. Men den eneste sorte magi findes i hans nogle gange kryptiske tekster, der dog også kan være åbenlyst socialkritiske. Både over for den fattige sorte amerikaners dagligdag, men så sandelig også over for den økonomiske superliga, han selv er blevet en del af. Mainstream-hiphop med et budskab.
Girl Talk: Feed the Animals
af Mads Jensen
Girl Talk leverede ikke bare en fantastisk fest på Roskilde i 2008. Han udgav også sit fjerde og hidtil mest poppede album. Feed the Animals er et mash-up-album. Taget løfter sig uundgåeligt, når Metallicas “œOne” møder Lil Mamas “œLip Gloss”. Der er plads til alt: Powerpop, hårmetal, AOR og meget andet. Det hele blandes med hiphoppens beats og rim, og resultatet er en fest, ingen går skuffede fra.
Grails: Doomsayer’s Holiday
Grails har været særdeles produktive, siden de udgav deres første album i 2003, og har i år udgivet hele to albums. Det bedste af dem er Doomsayer’s Holiday, hvor de dyrker deres dynamiske side med en vekslen mellem svævende edderdunsdyner af blød vellyd og lyriske melodier og tunge, bastante riff, der sætter en urskov af syrede soloer, mellemøstlige toner og baggrundseffekter i bevægelse. Det er velkomponeret, moderne progrock dyppet i syre og freejazz, der ublu bruger samples og ekkoeffekter til at forstærke deres stemningsfulde sange.
Grouper: Dragging a Dead Deer Up a Hill
Bag den lettere makabre titel gemmer der sig en lille, smuk perle af et album. Grouper – alias Liz Harris – har med Dragging a Dead Deer Up a Hill bevæget sig længere væk fra ambientbaggrunden og hen mod folkmusikken. Hendes drømmende sfærer af numre har taget en mere fast form, nu udformet i (næsten) regulære sange, som på et af 2008’s bedste numre, “Heavy Water/I’d Rather Be Sleeping”. Harris’ stemme er ved hvert åndedræt ved at forsvinde, ligeså er den akkompagnerende guitar, men det er måske det, der pirrer nysgerrigheden og giver pladen dens enestående lethed. Giv den en chance på årets første snevejrsdag.
Mates of States: Re-Arrange Us
Ægteparret Kori Gardner og Jason Hammel udgør den amerikanske duo Mates of State, der i en årrække har leveret lækre indiepop-plader og alligevel har været temmelig oversete her i landet. Gardner og Hammels vokaler komplimenterer hinanden i melodiøse fornøjelser og ørehængere på deres femte album, Re-Arrange Us. Albummet udløser den uforfalskede poplykke, der lyder så simpel, men er så umådelig svær at skabe.
Paavoharju: Laula Laakson Kukista
af Andreas K. Rasmussen
Laulu Laakson Kukista er lyden af dybe skove, bølgende tågebanker over kulsorte søer og sneklædte vidder. Det lyder måske en kende kliché, og det gør “elektronisk inficeret folk” måske også, men Paavoharju blander på eminent vis mystisk freefolk med brusende, knitrende elektronik, storslåede cinematiske sug, og hvad der nærmest må betegnes som lydinstallationer. Det er umiskendeligt finsk, ligesom det på én gang er både eksperimenterende og melodisk. Men først og fremmest er det forbandet smukt.
Psapp: The Camel’s Back
af Mikkel Arre
Synderligt overrumplende er udtrykket på engelske Psapps tredje album, The Camel’s Back, ikke. Til gengæld resulterer deres svært charmerende blanding af sorgmuntre analoge synthmelodier, skramlede legetøjslyde og rytmer, herligt varieret instrumentering og Galia Durants rare vokal i en af årets hyggeligste indiepopplader. Glæden er aldrig helt fri for tårer, og melankolien har smilehuller – og derinde i “både og”-land spiller Psapp popsange fulde af fine detaljer. Revolutionerende? Nej. Veludført og smittende? Også i den grad.