Jean-Michel Jarre: The Concerts in China – en milliard skæve ører

Jean-Michel Jarre: The Concerts in China, Polydor, 1982

One small step…
At være den første, der går på månen. At være den første, der spiller popmusik i Kina. Neil Armstrong og Jean Michel Jarre har det til fælles, at de – hver på deres måde – begge har taget de første skridt ud i stilhedens hav. Da Jean Michel Jarre i oktober 1981 med hele sin oppakning lander i lufthavnen i Shanghai, har Kina ikke hørt én eneste strofe populærmusik. Jarre står som scenekunstner på kanten af komplet uudforsket land.

Mao var død i 76. Og her, fem år efter, begyndte Kina at se sig om i verden igen. Og den første, de får øje på, er altså Jean Michel Jarre. Anonyme og røvkedelige Jean Michel Jarre. Af alle de kunstnere, som Kina kunne vælge som førsteambassadør, vælger de selvfølgelig den absolut mest usexede. Som kunster fra Vesten er der ikke meget dekadent coolness over Jarre. Hele hans værk udstråler tværtimod gennemført idealisme. Han er kunstner i en større sags tjeneste og som personlighed derfor nærmest anonym.

Det har selvsagt appelleret til det kinesiske verdenssyn. Og når de så et lys i Jarre, var det altså ikke, fordi de så det, men fordi de hørte det. For når Jarre åbner sin synthesizer, er han nemlig alt andet end anonym.

Tænk sig, hvad de egentlig har hørt, kineserne, med deres skæve jomfruører de oktoberaftener i 81? Det er lidt ubegribeligt at forestille sig. Toner og rytmer hentet direkte ud af et elektronisk Utopia. Klange, der lander som fremmede væsner direkte ude fra verdensrummet. Musik fra et fjernt og ukendt sted.

Dybt inderst inde vidste publikum godt, hvad de hørte. De vidste godt, hvorfor denne franskmand stod der og trykkede på knapper. For i hans musik lå det udsyn, de var blevet nægtet de sidste mange år. I Jarres musik har Kina set et digitalt skelet til deres fremtid – intet mindre. En lydbro ud af maoismens slavemarch og ind i i utopien. Hele velfærdsstaten med al dens videnskab, frihed og overmod buldrer gennem Jarres meget håndgribelige vision direkte ind i Kinas kollektive bevidsthed. »Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien,« havde deres afdøde leder sagt. Og han fik ret. Porten blev åbnet på klem, og ud myldrede hobevis af kineserne med hver deres lyssværd. Her 30 år efter er det Kina, der er ‘de nye toner.’ De har lyttet efter.

Positiv idealisme
Jarre spillede fem koncerter i alt, og optagelser derfra blev senere klippet sammen til livealbummet fra 1982 The Concerts in China. En meget enestående plade. Ikke den bedste. Eller den sejeste. Men en af de mest enestående.

I modsætning til kineserne havde Jarre masser af frihed til stilmæssigt at famle sig gennem 70’erne. I 50’erne og 60’erne havde lyd-ingeniører som Joe Meek, Robert Moog og Walter Carlos eksperimenteret med efterkrigstidens digitale teknologi og opfundet dets musikalske modstykke: synthesizeren. I 70’erne drives dette eksperiment behørigt videre. Ikke mindst sidder Kraftwerk på den anden side af grænsen og hamrer og banker. Og meget typisk for, hvad man kunne kalde det generelle fransk/tyske modsætningsforhold, er det, som om Jarre tager Kraftwerks samlebånd og binder en sløjfe på det. Hvor Kraftwerk er ekspressiv, bliver Jarre impressiv. Når Kraftwerk er kantede og industrielle, er Jarre tilsvarende blød og farverig. Hvor Kraftwerks klanglige univers hentes i maskinen, fabrikken og robotten, så er Jarres ditto mere åben og rumlig. Hans musik er af samme grundstof som digitaluret og lommeregneren, computeren og i sidste ende rumraketten. I stedet for at banke et produkt ud af samlebåndet henter Jarre billeder ned fra verdensrummet. Jarres musik bærer rumalderens fremtidstro i sine blotte toner. Både i overført betydning, men også helt bogstaveligt, da synthesizeren er et direkte produkt af hele den digitale industri. De første raketter fra 50’erne flyver stadig rundt i Jarres musik.

Jarre tager uden tøven denne depeche og træder skridtet fuldt ud ved at komponere helstøbte konceptplader om klima og miljø, naturkræfter og globalisering. Og som yderste potens tager han disse klarsyn med sig ud i koncerterne. Det store udsyn bliver en del af Jarres scenekunst, og Jarres bedrifter på dette felt er – stadig den dag i dag – fuldstændig enestående. I 1979 spiller Jarre for over 1 million mennesker på Concorde-pladsen i Paris. Den rekord bliver han selv ved med at slå, indtil han i 1997 slår den fast ved at spille for 3,5 millioner mennesker i Moskva. 3,5 millioner! I 1985 spiller Jarre en koncert i Houston i anledning af NASA’s 25-årsjubilæum. Her var det planlagt, at astronauten Ronald McNair skulle spille saxofondelen i “Last Rendez-Vous”, mens han var i kredsløb ude rummet. (Læg mærke til, hvordan Jarre her igen viser enestående evne til at betræde uudforsket land. Hvis alt var gået planmæssigt, havde Jarre helt bogstaveligt hentet tonerne direkte ned fra rummet.) Som alle ved, forulykkede Challenger under opsendelsen. Det omtalte musikstykke er for eftertiden kendt som “Ron’s Piece”.

Tusindhånden arbejder
Trods alle disse præstationer står koncerterne i Kina stadig som Jarres allerstørste bedrift. Her er der noget andet på spil. Noget helt helt andet. At spille for 1 million landsmænd er en ting. Men at spille et sted for allerførste gang, for folk, der aldrig har hørt popmusik, det er noget helt andet.

Og det er plades allerstørste styrke, at den så klart og tydeligt dokumenterer dette enestående kulturmøde. Pladen rummer en helt anden verden end den, vi er vant til. En verden, der ikke er defineret af burgerfede brokkehoveder og selvrealiserede og selvhævdende koncertgængere. Men derimod en komplet ensformig, sorthåret verden af socialistisk konformitet. Tilhørerne sidder som på samlebånd, og det lydcirkus – som vi vesterlændinge velkendt betegner som en koncert – lander pladask ned i skødet på dem, så man rent faktisk kan høre, at de ikke aner, hvordan de skal reagere. Dét er pladens virkelige styrke, og det er en enestående lytteoplevelse at lægge ører til.

Pladen åbner som følger: En dyb ambient bastone lyder i baggrunden. Pludselig siger en klar kinesisk kvindestemme et par velvalgte ord – lødigt og præcist som ved et kongeligt bal. Og så indtræffer noget af det allermest fascinerende ved pladen overhovedet: Klapsalven. Den mest udtryksfulde klapsalve endnu hørt på en liveplade. Denne komplet monotone lyd af menneskehænder, der arbejder, er dyr, der snakker, ikke et tusindben, men en tusindhånd. Den socialistiske tusindhånd. Dybt fascinerende.

Herefter spilles med yderst forsigtighed et indledende stykke musik, der meget passende hedder “Overture”. Ikke det store brag, men derimod en søgende skitse på fire-fem minutter, der blot indikerer med fragmenterede basgange, rytmestykker og tonalskift. Mixet ind i rytmesporet høres nedtælling som ved en raketopsendelse, der dog i dette tilfælde må tolkes som nedtællingen før en landing, for det er lyden af rumskibet Jarre, der svæver over den fremmede planet.

Herefter træder annoncøren ind igen og siger et par ord til. Og så træder Jarre i karakter og siger et klart og tydeligt »Oha«. Jarre er landet! Han har lige stukket hovedet ud af rumskibet og hævet den højre arm i en hilsen. Og som svar kommer klapsalven igen. Men denne gang snakker dyret bemærkelsesværdigt højere og tydeligvis berørt. Det snøfter og rømmer sig og retter sig i sædet. Så er vi klar, og herefter åbner Jarre ellers ballet med pladens første store oplevelse: “Arpegiator”. Et fantastisk nummer, der med et monotomt fremadskridende fokus nærmest sonderer terræn indover Kinas bevidsthed. De første forsigtige skridt ud over stilhedens hav. Den første popmusik i Kina. Her sættes aftryk i støvet.

Og det honoreres. Efterhånden, som pladen skrider frem, bliver stemningen mere og mere løssluppen. Af og til høres begejstret hujen mellem klapsalverne. Og på et tidspunkt forsøger man sig endog med at klappe i takt til “Equinoxe VII” – hvilket dog går fuldstændig galt for det uprøvede publikum. Efter det dansable hit “Magnetic Fields II” er stemningen på kogepunket. The crowd goes wild, fristes man til at sige. For her brøler forandringen fjernt. Det er meget muligt, jeg overfortolker, når jeg lytter, men jeg hører lyden af befrielse. Lyden af en ny tid, der begynder. Som sidste skæring følger så studieindspilningen “Souvenir of China” – mindet om Kina, der som et ekko meget passende afrunder koncertpladen med velfortjent efterklang.

Musikken på The Concerts in China er Jarre, når han er bedst ‒ eller værst. Det er smag og behag. Jeg har indtryk af, at mange har det svært med Jarres idealistiske naivitet. Jeg kan personligt godt lide musikken, helt som den er. Det appellerer til min anale, naive og politisk korrekte side. Der er ingen ironi i Jarres univers. Det er den rene tone, den rene klang og det rene budskab, der fokuseres på. Intet andet. Men derfor er Jarre også i dagens verden en gevaldig partykiller. Og derfor kan det også hurtigt blive patetisk og plat ‒ foruden dumt ‒ når manden sætter en koncert op i Jylland, dedikerer den til vinden og spiller løs, mens koncertgængerne drukner i smat. Den koncert burde have været dedikeret til jord, smattet jord.

Der er ingen tvivl om, at Jarre har mistet grebet både om sit publikum og om sit eget udtryk. Tiden er løbet fra ham og har været det længe. Men dengang i 80’erne havde han verden i sin hule hånd. Og slipper man sine 80’er-fordomme og lytter, vil man opdage en plade med en fundamentalt anderledes præmis. The Concerts in China er en bro over en afgrund, og den rummer noget så sjældent som ægte og uforfalsket tro. Troen på menneskeheden, fremtiden og første, andet og tredje skridt på månen.

Trackliste:
1. Overture
2. Arpegiator
3. Equinoxe
4. Fishing Junks At Sunset
5. Band In The Rain
6. Equinoxe
7. Orient Express
8. Magnetic Fields
9. Magnetic Fields
10. Magnetic Fields
11. Laser Harp
12. Night In Shanghai
13. Last Rumba
14. Magnetic Fields
15. Souvenir Of China