Plader

So Like Dorian: Who Could Sleep Through Such Nights

Skrevet af Camilla Glintborg

Århusianske So Like Dorian har stablet en debut-ep på benene, som viser bandets potentiale og deres evner inden for den hyggelige folkgenre. Manglerne kan dog ganske let udpeges, og derfor må de store, rosende ord falde i fremtiden i stedet for nu.

Har man først fået lyttet til bands som Iron & Wine, Akron/Family og Fleet Foxes, er det svært at slippe folkgenren igen. Jeg har af personlig erfaring lært, at dens behagelige univers blandt andet passer perfekt til romantiske stunder, aleneaftener under dynen med hovedet dybt begravet i bøger og til indtagelse af enorme mængder kaffe i glade venners selskab.

Bag aliasset So Like Dorian befinder sig den århusbaserede Rasmus Steffensen, som netop har udsendt debut-ep’en Who Could Sleep Through Such Nights. Her er det også folken, der er det dominerende element, og med en forkærlighed for genren er det svært ikke at klappe lidt i hænderne, når de fortrøstningsfulde toner af en banjo dukker frem i lydbilledet blandt de obligatoriske akustiske guitarer på “A Few More Mornings” og i introen til “Nothing But Cannibals Here”. Eller når harmonikaen bryder den mørke melankoli i titelnummeret “Who Could Sleep Through Such Nights.”

Rent instrumentalt fungerer det altså ret godt et langt stykke hen ad vejen.
Hvor det begynder at halte, er dog ved Steffensens vokalpræstation. Hans dybe stemme passer ganske fint ind i de stille, dystre og enkle sange. Her gør det ikke så meget, at tonerne ikke helt bliver ramt til perfektion. Der kan endda tilnærmelsesvis argumenteres for, at det er en del af charmen. Men efter lidt tid begynder det at ødelægge lytteoplevelsen, og i stedet for at fokusere på ep’ens positive sider bider man frustreret fast i de negative.

“Nothing But Cannibals Here” lider mest under dette, hvilket egentlig er umådelig ærgerligt, da det umiddelbart er tiltænkt som pladens fængende nummer. Banjoen i introen er paralyserende. Der er dømt vild opbygning, gåsehuden indtræder, og s唦 påbegyndes verset. Det adrenalinsus, man har fået opbygget, aftager hurtigt, da dét, der ellers startede så lovende og hyggeligt, ender med kedelig vokal og bankende, middelalderlige trommer.

Who Could Sleep Through Such Nights har altså, på sine fire numre, sine øjeblikke, hvor projektets potentiale skinner igennem. Dette sker dog mest rent instrumentalt. Skal So Like Dorian gøre sig bemærket med et debutalbum i fremtiden, må der arbejdes kraftigt med vokalen, og indtil da må So Like Dorian nok til takke med at have sammenstøbt en middelmådig ep, som vil blive overset af mange.

★★½☆☆☆

Deltag i debat