Plader

Bat for Lashes: Two Suns

Bat for Lashes holder fast i sine forbilleder, men formår at finde sin egen stemme, hvilket ikke var tilfældet på debuten. Det har resulteret i en virkelig fin og gennemarbejdet samling sange med singlen “Daniel” som et gigantisk højdepunkt.

Det er altid en fornøjelse, når tilsyneladende døgnfluer som ved et trylleslag folder sig ud som fuldbårne kunstnere. Det er netop, hvad der er hændt i tilfældet Bat for Lashes, der er pseudonym for engelsk-pakistanske Natasha Khan. Hendes første plade, Fur and Gold, var en typisk one killer, lots of filler, hvor det meste lød som en ikke dårlig, men meget vag undskyldning for at opbakke den ferme andensingle “What’s a Girl to Do”.

Og nu lander så Two Suns, hvor Bat for Lashes folder et helstøbt univers ud i fuldt flor. Godt nok trækkes der stadig gevaldigt på kvindelige forbilleder som Björk og Kate Bush, men det er ingenlunde en hæmsko, hvis man som Khan kan gestalte et personligt parallelmiddelalderunivers fuldstændig gennemført. Et univers, hvor det okkulte, det længselsfulde og det drømmende sameksisterer med moderne intertekstuelle referencer på en form for konceptplade bygget op omkring den indre splittelse, der antydes i albumtitlen.

Pladen er rigt teatralsk instrumenteret og veksler fint mellem synths og mere afdæmpede strengeinstrumenter, alt sammen suppleret af et kor og Khans udtryksfulde stemme. Set i det lys virker det helt naturligt, at Scott Walker kigger forbi på afslutteren “The Big Sleep”.

Som på Fur and Gold er der også på Two Suns en fantastisk single, men denne gang er den næsten overjordisk god. “Daniel”, som den hedder, er faktisk decideret perfekt, og den tjener som et fremragende eksempel på, hvad Khan kan, når hun er allerbedst og virkelig får sat sine virkemidler i sving. I dette tilfælde resulterer det i en blanding af et “Karate Kid”-tema og en genial brug af synth.

For at få præciseret, hvad det er, “Daniel” lykkes med, har jeg bedt Undertoners egen Daniel – der som mig blev ramt i mellemgulvet af sangen – om en udlægning:

Daniel Flendt Dreesen:
Førstesinglen “Daniel” fortjener en særskilt anmeldelse. Den er både kompleks og bolsjesød som en kapsel af tid. Nummeret virker inderligt, føles personligt og er laboratorieperfekt i disciplinen ’et stk. pigepop’. Sangen tilegnes åbent og helt kropsligt (bl.a. på singlens artwork) filmhelten Daniel Larusso fra 1984-blockbusteren “The Karate Kid”. Det er denne intertekstuelle reference, der er sangens kup. Hvis man, som gæsteanmelderen, er “Karate Kid”-fanatiker, åbnes der for et helt andet betydningslag i lytteoplevelsen, fordi man genkender en følelse, som er langt mere specifik end normpoppens vage temaer som break-up, rehab eller fest. Man genkender nemlig både i musikken og i lyrikken det distinkte ’Larusso’ske’. Sangen råder simpelthen over filmens samtlige billeder i sin antænden af lytterens indre vista.

Khan udleverer i teksten sin ungpigeforelskelse i Daniel, men det vidunderlige er, at hvor sangen deltager i filmens arketypiske versionering over den søgendes mange prøvelser, så er sangens handling alligevel ikke filmens handling; den er teenage-Khans teenage-drøm, der transcenderer skellet mellem film og virkelighed. Forelskelsen, der måske snarere dækker over sjælelig identificering end romantisk begær, er umulig, da Daniel kun eksisterer i kløften af det celluloide. Og således kan forelskelsen vare evigt, fordi den aldrig kan briste: »I found a home in your eyes / we’ll never be apart.« Livet er rejsen hjem, og Daniel har sat kimen til en evig søgen i Khans hjerte: »Forever to search for the flame, the home again, the home again.«

Alt dette sagt og ikke et ord er ytret om selve musikken, der på intelligent vis alluderer filmens soundtrack. Her skimtes Bananaramas “Cruel Summer” og Joe Espositos “You’re the Best” med deres 80’er-kyniske og alligevel emancipatoriske indlejringer i tonernes konstellation. Produktionen er samtidig så nutidig og farvet i skandinavisk nordlys, at sangen som helhed besidder nærmest uudtømmelige reservoirer af sommernat-eufori.

Det er ikke nogen overraskelse, at ingen af de andre sange på Two Suns kan leve op til “Daniel”, men det er lidt af en overraskelse, at der findes yderligere en håndfuld rigtig gode numre, og at der ikke er nogen decideret dårlige.

Der er et par anonyme anslag, men fornemmelsen af, at pladen er sit univers, bibeholdes konstant. Bat for Lashes er pludselig blevet en kunstner, man med spænding glæder sig til at følge.

★★★★½☆

Deltag i debat