Plader

Niepoort: Serpentine

Skrevet af Jonathan Heldorf

Niepoorts debutplade, Serpentine, er som en endnu ikke flyveklar fugleunge, der takket være enkelte varme, opadgående luftstrømme ikke bliver kvast fuldstændigt i kollisionen med jorden, men daler stille og bliver sikret en konsekvensfri, men hård landing.

Rent associationsmæssigt er undergrundsmusik et spændende begreb, der leder tankerne hen på uslebne diamanter eller endnu uopdagede himmelfarere, men nogle gange er der også bare en grund til, at noget musik netop er i undergrunden og ikke kommer op gennem den grå masse af forudsigelighed, ensartethed og ’gåen i ét med tapetet’, hvor mange bands tragisk strander. Jeg sidder desværre med en følelse af, at Niepoort netop hører til i denne kategori frem for at bryde ud af den.

Serpentine er produceret af bandet selv, og det vil jeg gerne tage hatten af for, for det har de egentlig gjort fornuftigt og sikkert. Problemet med selvproducerede album er bare ofte – også her – at der ikke har været nok modspil i processen til at fremprovokere de gnidninger, der er nødvendige for at skabe et produkt med gennemslagssaft og -kraft. Som bekendt er det ikke nok at have en tese, der skal også være en antitese for at skabe en syntese, og det er her, Niepoort ikke evner at overskue deres egne begrænsninger i produktudviklingen.

Men hvad er det så for en slags musik, de tre medlemmer af Niepoort distribuerer ud til os, vil du sikkert gerne vide på nuværende tidspunkt, og der må det noget diffuse svar blive: guitardreven, langsom, lofi-inspireret rock/blues. Mine tanker ledes hen på Kashmir, som de har lydt på de seneste par plader, selvom udtrykket her er knapt så skrøbeligt og har et fundament, der – især vokalmæssigt – nærmer sig The Nationals, men uden den store legesyge. Forsanger Gustav Niepoort kan også med lidt god vilje lyde, som David Bowie gjorde det på firsernummeret “Let’s Dance”, selvom jeg gerne vil være meget forbeholden over for at foretage yderligere sammenligninger til Bowie i øvrigt.

Serpentine lægger rigtig fornuftigt ud med nummeret “Balance” – det mest up-tempo nummer på pladen – men herefter forsvinder en stor del af energien, og mange af skæringerne kommer til at lyde som decideret fyld, hvor bluesrocken bliver underspillet og ensartet. Man sidder og ønsker, at Niepoort ville flå lidt mere i strengene og ikke være bange for at komme til at ramme trommeskindet, eller også at de stik modsat ville lade den halvrå, lo-fi-inspirerede lyd være helt udeladt, da deres mellemting er rastløs og inkonsekvent.

Den lange mundharmonika-outro på “It’s Not Too Dark” er et glimrende eksempel på, hvordan noget, der kunne være et godt klimaks ved en liveoptræden, på pladen går hen og bliver fladt, uinspirerende, trægt, påklistret og en direkte unødvendig, lang hale på et gråt og støvet nummer.

Sepentines absolut bedste nummer, og i øvrigt et, der ligger mange klasser over resten af pladen, er “Anatomy of the Soul”, hvor jeg ser Niepoort som de gennemgående burde være. Den sang er fyldt med både blide indtryk og bløde udtryk, inderlighed og rund fylde, og så demonstrerer den, at Niepoort er bedst uden det distortion og mudder, som de ellers flittigt bruger, selvom det virker, som om de ikke vil stå ved det. Men desværre står “Anatomy of the Soul” ret alene. Jeg kan varmt anbefale, at man kigger forbi Niepoorts Myspace-domæne, om ikke andet for at lytte til “Anatomy of the Soul”, for det synes jeg, den fortjener, da alt ved Niepoort her går op i en højere enhed. Den er dog et hurtigt råbt hurra, der ikke efterlader et ekko.

I forbifarten, og i subjektiv mangel på andre numre at hive frem, synes jeg også, at “Pioneers” er et fint stykke musik, der dog rent tekstmæssigt vækker en del undren hos mig, da jeg – når jeg prøver at se Serpentine som en helhed – ikke synes, at der er meget pioner over Niepoort. Taget ud af konteksten er selve sangen “Pioneers” dog rimelig god, og den vil godt kunne stå for sig selv, ligesom både “Balance” og især “Anatomy of the Soul” kan.

Men jeg skulle blive overrasket – man har jo lov at håbe – hvis Niepoort formår at bryde deres bekvemme og betryggende små vægge ned og lave et rabalder, der kan høres i det ganske land, for jeg synes ærlig talt ikke, at Sepentine som album er meget andet end en lærestreg – og i bedste fald en rettesnor for hvad der måske kan komme ud af endnu en del års hårdt arbejde.

★★★☆☆☆

Leave a Reply