Plader

Placebo: Battle for the Sun

Skrevet af Christian Klauber

Placebo træder for alvor ind i det poprockede univers med brugen af symfonielementer, men bibeholder (heldigvis) stadig deres høje tempo og aggressive guitarlyd.

Det er tankevækkende, at der i pressemeddelelsen til Placebos sjette studiealbum står, at Battle for the Sun repræsenterer en lysere tilgang til tilværelsen og et mere optimistisk livssyn. Ud over solen er der i pladens titel i hvert fald ikke ret meget, der umiddelbart tegner positivt.

Samme umiddelbare konklusion kan man drage, når pladen indledes med nummeret “Kitty Litter”, hvor omkvædet lyder: »I need a change / I need a change of skin.« Selvom der ganske vist er (et ønske om) forandring at spore, så er der også et ønske om at skifte hud, og det fortolker jeg umiddelbart som et udtryk for lede ved sin egen person. Det samme gælder pladens titelnummer, “Battle for the Sun”, hvis omkvæd: »Dream brother / my killer / my lover,« heller ikke ligefrem tegner et rosenrødt verdensbillede.

Men sådan har det nærmest altid været hos Placebo, og der er vel næppe meget galt i at kalde forsanger Brian Molko for en slags moderne Werther, hovedpersonen i Johann Wolfgang von Goethes roman “Den unge Werthers lidelser”. Romanen var Sturm-und-Drang-periodens nøgleroman, hvor hovedpersonen Werther følger sine følelser i et og alt. Han er ikke i stand til at håndtere andre mennesker og deres følelser, ligesom han heller kan håndtere de skuffelser, livet uvægerligt byder på. For en sådan person bliver selvmordet ofte livets eneste reelle (til)bud.

På samme måde synes Molkos tekster altid at ligge i krydsfeltet mellem at tage sit eget eller en andens liv. Der er en tydelig desperation, destruktion og uudtalt længsel at spore i de fleste Molko-tekster, når man lytter til Placebos album. Og selv når der er fremgang og optimisme indblandet på Battle for the Sun, som det f.eks. er tilfældet på “Bright Lights”, hvor det lyder: »So I haven’t given up / but all my choices, my good luck / appeared to go and get me stuck in an open prison / now I’m trying to break free / be in a state of empathy / find the true and inner me,« så må Molko dog alligevel sande, at »A heart that hurts is a heart that works.«

Og netop den opbygning, hvor det positive er indlejret i det negative (eller omvendt) gør sig også gældende i lydbilledet, der efter min vurdering har ændret sig markant fra midten af Placebos diskografi. På et album som Black Market Music var tempoet relativt højt og lyden rå og småpunket. Bevægelsen mod en rundere lyd begyndte vel egentlig allerede så småt med Sleeping with Ghosts, hvor lyden begyndte at blive lidt rundere og mere imødekommende. Hvad det angår, trådte Meds på mange måder vande (kun rent lydmæssigt, det er efter min vurdering et af Placebos bedre album), mens Battle for the Sun nu helhjertet har bevæget sig ind i det poprockede område.

Et af hovedelementerne i den nye lyd er helt klart brugen af instrumenter fra symfoniorkestersfæren. Således bruges der på både “Battle for the Sun”, “Julien”, “Happy You’re Gone” og “Kings of Medicine” strygerarrangementer, ligesom der også optræder bl.a. klaver, horn, trompeter og tværfløjte i løbet af pladen. Det er med til at give udtrykket en varmere, mere storladen og ekstremt patosfyldt lyd, der klæder Molkos univers fremragende, især fordi lyden ikke kompromitterer hans tekster, men snarere understøtter dem og giver dem tyngde og på den måde indkapsler lytteren i lyd på helt igennem velfungerende vis. Placebo har således heller ikke givet helt slip på den poppunkede lyd fra de tidligere album, men snarere støbt den på et blidere klingende, symfonisk fundament.

På den måde opsummerer pladens cover, der illustrerer en solformørkelse, ganske præcist de forandringer, der er at spore på Battle for the Sun: Der er som sådan ganske meget nyt under solen, men den skinner stadig med samme mørke, tungsindige og melankolske stråler, som den altid har gjort.

★★★★½☆

Leave a Reply