Plader

Placebo: Battle for the Sun

Skrevet af Christian Klauber

Placebo træder for alvor ind i det poprockede univers med brugen af symfonielementer, men bibeholder (heldigvis) stadig deres høje tempo og aggressive guitarlyd.

Det er tankevækkende, at der i pressemeddelelsen til Placebos sjette studiealbum står, at Battle for the Sun repræsenterer en lysere tilgang til tilværelsen og et mere optimistisk livssyn. Ud over solen er der i pladens titel i hvert fald ikke ret meget, der umiddelbart tegner positivt.

Samme umiddelbare konklusion kan man drage, når pladen indledes med nummeret “Kitty Litter”, hvor omkvædet lyder: »I need a change / I need a change of skin.« Selvom der ganske vist er (et ønske om) forandring at spore, så er der også et ønske om at skifte hud, og det fortolker jeg umiddelbart som et udtryk for lede ved sin egen person. Det samme gælder pladens titelnummer, “Battle for the Sun”, hvis omkvæd: »Dream brother / my killer / my lover,« heller ikke ligefrem tegner et rosenrødt verdensbillede.

Men sådan har det nærmest altid været hos Placebo, og der er vel næppe meget galt i at kalde forsanger Brian Molko for en slags moderne Werther, hovedpersonen i Johann Wolfgang von Goethes roman “Den unge Werthers lidelser”. Romanen var Sturm-und-Drang-periodens nøgleroman, hvor hovedpersonen Werther følger sine følelser i et og alt. Han er ikke i stand til at håndtere andre mennesker og deres følelser, ligesom han heller kan håndtere de skuffelser, livet uvægerligt byder på. For en sådan person bliver selvmordet ofte livets eneste reelle (til)bud.

På samme måde synes Molkos tekster altid at ligge i krydsfeltet mellem at tage sit eget eller en andens liv. Der er en tydelig desperation, destruktion og uudtalt længsel at spore i de fleste Molko-tekster, når man lytter til Placebos album. Og selv når der er fremgang og optimisme indblandet på Battle for the Sun, som det f.eks. er tilfældet på “Bright Lights”, hvor det lyder: »So I haven’t given up / but all my choices, my good luck / appeared to go and get me stuck in an open prison / now I’m trying to break free / be in a state of empathy / find the true and inner me,« så må Molko dog alligevel sande, at »A heart that hurts is a heart that works.«

Og netop den opbygning, hvor det positive er indlejret i det negative (eller omvendt) gør sig også gældende i lydbilledet, der efter min vurdering har ændret sig markant fra midten af Placebos diskografi. På et album som Black Market Music var tempoet relativt højt og lyden rå og småpunket. Bevægelsen mod en rundere lyd begyndte vel egentlig allerede så småt med Sleeping with Ghosts, hvor lyden begyndte at blive lidt rundere og mere imødekommende. Hvad det angår, trådte Meds på mange måder vande (kun rent lydmæssigt, det er efter min vurdering et af Placebos bedre album), mens Battle for the Sun nu helhjertet har bevæget sig ind i det poprockede område.

Et af hovedelementerne i den nye lyd er helt klart brugen af instrumenter fra symfoniorkestersfæren. Således bruges der på både “Battle for the Sun”, “Julien”, “Happy You’re Gone” og “Kings of Medicine” strygerarrangementer, ligesom der også optræder bl.a. klaver, horn, trompeter og tværfløjte i løbet af pladen. Det er med til at give udtrykket en varmere, mere storladen og ekstremt patosfyldt lyd, der klæder Molkos univers fremragende, især fordi lyden ikke kompromitterer hans tekster, men snarere understøtter dem og giver dem tyngde og på den måde indkapsler lytteren i lyd på helt igennem velfungerende vis. Placebo har således heller ikke givet helt slip på den poppunkede lyd fra de tidligere album, men snarere støbt den på et blidere klingende, symfonisk fundament.

På den måde opsummerer pladens cover, der illustrerer en solformørkelse, ganske præcist de forandringer, der er at spore på Battle for the Sun: Der er som sådan ganske meget nyt under solen, men den skinner stadig med samme mørke, tungsindige og melankolske stråler, som den altid har gjort.

★★★★½☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar