Plader

Slaraffenland: We’re on Your Side

Skrevet af Mikkel Arre

Den københavnske kvintet tager endnu et skridt i retning af at blive et stramt, vellydende indierockband. Vokalerne er blevet klarere, sangskrivningen mere poppet – og det samlede udtryk lige knap så interessant.

Kortene på bordet med det samme: Jeg har været på Slaraffenlands side, lige siden de udgav den fine ep Jinkatawa. Blandingen af flosset støjrock og eksperimenterende jazz havde noget friskt og pågående over sig, og samtidig var Slaraffenland tydeligvis stadig i rivende udvikling. Knap to år senere trådte bandet et trin op på kvalitetsstigen med den glimrende Private Cinema, der blev løftet af tilføjelsen af råbende vokaler, bedre melodier og en stærkere evne til, via især trommerne, at få spændingsopbygninger og forløsninger til at blive smittende.

I endnu højere grad har jeg hyldet Slaraffenlands kunnen som liveband. I kølvandet på Private Cinema formåede de ikke bare at overføre dynamikken fra studieindspilningerne til scenen, men også at overgå den. Og når indspilningen af 2007-albummet samtidig hjalp bandet til at opdage mulighederne i at bruge vokal i deres musik, virkede det helt berettiget at forvente sig meget af kvintetten: Et band med et kolossalt potentiale, som allerede var godt i gang med at blive forløst.

Og We’re on Your Side skuffer ikke. Ved de første lyt, i hvert fald.
I sin stadige udvikling er bandet på ny trådt tættere på indierocken, og københavnerne har lavet deres klart mest tilgængelige værk. Rollen som sanger påtager medlemmerne sig stadig i fællesskab, men stemmerne er, ikke mindst på første halvdel af We’re on Your Side, blevet mere velproducerede og klare. Melodierne er mere ligefremme, og uden overhovedet at være slaver af en snæver popskabelon er Slaraffenland begyndt at skrive lidt mere traditionelle sange med vers og omkvæd.

De første to numre, “Long Gone” og “Meet and Greet”, er fine eksempler på hvad, der er godt ved Slaraffenlands tredje fuldlængdealbum: Ringlende guitarrundgange fletter sig sammen og giver fluks melodiske holdepunkter rundt om vokallinjerne, Bjørn Heebølls trommer står markant i lydbilledet, og blæseinstrumenterne er mere melodiorienterede end tidligere. Fra start lykkes det for kvintetten at kombinere et strammere og mindre ekspressivt vildtvoksende indierockudtryk med fængende rytmer og de blæsere, der stadig skiller bandet ud fra så mange andre bands.

Uanset hvor meget, jeg gerne vil være på Slaraffenlands side, går projektet bare ikke lige godt hele vejen igennem, når man er kommet videre end til de første lyt. Lige så meget som gruppen ved at tæmme sine mest eksperimenterende tendenser har skabt sin hidtil mest sammenhængende plade, er poleringen af vokalerne og afpudsningen af sangstrukturerne med til at gøre kvintetten mindre enestående. Efter den fine start har både “Too Late to Think” og “Stars and Smiles” svært ved at løfte sig selv op over at være lettere forsagt, jævn indierock i mellemtempo, hvor hverken vokalerne eller blæserne springer i ørerne.

watch out
Ovenfor er en grafisk gengivelse af et typisk nummer fra hhv. Private Cinema og We’re on Your Side. Hvor det øverste, “Watch Out” fra 2007-pladen, vokser i intensitet, kører “Meet and Greet” på nogenlunde samme niveau hele vejen. Udsving fra stille til støj er naturligvis ikke i sig selv et udtryk for kvalitet, men selv om “Meet and Greet” i sig selv er et helt igennem godt nummer, er grafikken betegnende for fornemmelsen af en lige rigeligt jævn plade, der giver køb på lidt for meget af tidligere tiders dynamik.

Og det er ellers ikke, fordi kvintetten har glemt, hvordan man skaber den slags. Midt på pladen viser “Hunting”, hvordan Slaraffenlands sange bliver holdbare af at blive organiseret lidt løsere. Her duver små forvrængede vokalstumper og hvæsende samples rundt mellem en slangetæmmerklarinet og skramlede trommer, og der er hele tiden så mange elementer i spil, at hvert eneste lyt afdækker nye detaljer for mig. En art omkvæd bliver pludselig til et uventet c-stykke, og selv om der ikke er nogen tvivl om, at “Hunting” er blandt de mindst umiddelbart tilgængelige numre på We’re on Your Side, er gentagelsesværdien høj.

Der er sådan set intet i vejen med et hurtigt, fremadrettet popnummer som “Postcard”, men de cirka to et halvt minut er hurtigt lyttet i bund. Der er en helt anderledes kvalitet i “Open Your Eyes”, hvor hoppende metalliske samples giver en gyngende rytme, der bliver afsæt for, at bandet tålmodigt folder sine spidskompetencer ud: Et stærkt trommespor, flotte vokalharmonier og fremdrift – kombineret med sære elektroniske effekter. Her glider popmelodi og skæve rytmiske finesser sammen, og takket være den flotte finale, hvor vokaler i lag på lag understrømmes af intense trommer og cirklende guitar, får jeg lyst til igen at være på Slaraffenlands side.

Og der er bestemt meget godt at sige om bandet: Musikken er imponerende dygtigt udført – uden at være i nærheden af at blive overdrevent pertentlig og upersonlig – og bandet har aldrig haft en mere konsekvent lyd. Det potentiale, som Private Cinema og de efterfølgende koncerter demonstrerede, lovede bare bedre og mere udfordrende ting end dét, de er nået frem til her.

★★★½☆☆

Lyt til “Meet and Greet”:
[audio:http://www.rumraket.com/music/Slaraffenland_Meet_and_Greet.mp3]

Lyt til “Open Your Eyes”:
[audio:http://www.rumraket.com/music/SLARAFFENLAND_Open_Your_Eyes.mp3]

Deltag i debat