Plader

The Dodos: Time to Die

The Dodos serverer på deres nye album en simpel ret, der er sparsomt smagt til, men til trods for en fortrinsvis god smag, bliver den lidt ensformig i længden.

Hver dag har jeg pastasalat med på arbejde. Næsten i hvert fald. En gang imellem veksler jeg til et par dage med rugbrød, og når jeg får et anfald af luksus eller har været for doven, går jeg ud og køber en sandwich. Men pastasalaten har været gennemgående i min frokost de sidste par år. Og den består oftest af følgende tre ingredienser: pasta, tomater og oliven. Så er der selvfølgelig noget salt, peber og olivenolie til at runde den af. Og nogle gange bliver tomater eller oliven skiftet ud. Men i det store hele er det denne skråsikre trio, der triller ned i min mave fem dage om ugen.

Det kan synes ensformigt, men faktum er, at de fleste morgenmads-/frokostritualer for de fleste mennesker er temmelig ensformige. Grunden til, at de ikke kommer til at hænge én langt ud af halsen, skyldes vel, at de dækker ens behov. Der er en varieret blanding af smage, og der er energi nok til resten af arbejdsdagen. Det er med andre ord skudsikre comboer.

The Dodos’ forrige anmelderroste album, Visiter, bød også på en temmelig simpel opskrift med en rytmisk, akustisk spillet bluesguitar og nogle tribaldrevne tamtamrytmer, alt sammen leveret med en god portion energi. Men det blev netop lidt et problem, at opskriften var for simpel og ikke kunne stille sulten tilfredsstillende, hvorfor man godt kunne blive træt af albummet. Der manglede olivenolie til at få det til at glide nemmere ned. Med sine 14 numre var det også for stor en portion.

På opfølgeren Time to Die har guitarist Meric Long og trommeslager Logan Kroeber ændret en smule på opskriften ved simpelthen at invitere en ny kok indenfor. Vibrafonisten Keaton Snyder, som bestemt ikke får lov til at overtage retten “’ der er i højere grad om smagfuld nuancering “’ afrunder det samlede udtryk ganske fint. Desuden har Long perfektioneret sine melodier yderligere, så rytmebunden hele tiden garneres med lidt blødgørende melodi. Og når de så samtidig har skåret ned på portionen ved kun at inkludere ni numre, begynder retten straks at tage sig mere indbydende ud.

Desværre har hver enkelt sang alligevel tendens til at lyde ensformig, da Longs vokal ikke er den mest udtryksfulde, og de gentager ofte – i for lang tid og uden megen variation – den rundgang, de har låst sig fast på. Måske i et forsøg på at lave noget meditativt, men det kræver bare et mere overbevisende groove.

Åbneren “Small Deaths” formår med introen af vibrafonen og distortet guitar ved omkvædet at fremkalde en bombastisk og intensiverende effekt, og den efterfølgende “Longform” får med nogle temposkift skudt lidt fremdrift ind i sangen, men for ofte kører den fingerspillede blues og de tunge trommeslag i for lang tid, og flere sange kunne med fordel få skåret et-to minutter fra. Alternativt kunne de herrer bruge Snyder til mere variation, for han smager ærlig talt ikke kraftigt nok igennem.

Således må The Dodos arbejde videre med deres ellers indbydende ret for at lave en klassiker, man aldrig bliver træt af.

★★★★☆☆

Deltag i debat