Plader

Atlas Sound: Logos

Skrevet af Esben Rasmussen

Bradford Cox’ øre for uimodståelige popmelodier er i dén grad intakt på andet album under aliaset Atlas Sound, men trods tre af årets måske bedste numre, er det ikke det mesterværk, det mere og mere virker, som om Cox blev sat på jorden for at levere.

Den amerikanske sangskriver Bradford Cox er en herre, der har været meget, endog rigtig meget, i vælten de sidste år. Bandet Deerhunter, for hvilket Cox agerer sangskriver og primus motor, har med to album og en række ep-ugivelser gennem de sidste blot fire år domineret den lidt mere alternative del af indie-scenen og et utal af anmelderes lister over personlige favoritgrupper. Bandets blanding af hvid shoegaze-støj, følsom pop og halvjammede artrock-kompositioner har i dén grad ramt, om ikke en guldåre, så i hvert fald en lyd, der passer godt i tiden – både hos det kommercielle publikum og hos kritikerne.

Det introvert larmende og det umiddelbart poppede virker ikke fortænkt, netop fordi Cox’ sangskrivning bærer præg af en genetisk sygdom, der ikke blot har trukket hans lyrik i en noget morbid, weltschmerz-lignende retning, men også i en blåøjet romantisk, der i musikalsk-katartiske momenter klinger på en uendeligt charmerende måde. Og netop denne blanding af det udsyret eksperimenterende og de næsten naivistiske poppede fornemmelser er også, hvad der kendetegner Cox’ soloprojekt Atlas Sounds andet album, Logos. Her er det mest i strukturer, eller rettere mangel på samme, at Cox eksperimenterer, mens de i ordets forstand uforglemmelige melodilinjer stadig er markante og egentlig også albummets stærkeste kort.

Åbneren ”The Light That Failed” lyder mest af alt som en demo, der ikke kom på Animal Collectives Sung Tungs; med akustiske guitarer, mærkelige samples og fragmentariske vokallinjer flyder sangen ud i et meditativt lydbillede, hvor pragmatiske forhold som vers og omkvæd er underordnede. Det er ret beset kun ét stykke, sammensat af en svært dechifrerbar akkordprogression, der udgør sangen, men det er faktisk ganske sympatisk – både i den forstand, at den litterære idé emuleres ganske fortrinligt af den musikalske, samtidig med at eneren Cox beviser sin kompromisløshed ved at åbne med en sang så milevidt fra de numre, der har tiltrukket ham opmærksomhed fra ikke så få college-radiostationer.

Næste sang, ”An Orchid”, trækker sig strukturelt mere sammen og nærmer sig en decideret mindeværdig melodilinje, mens tredje skæring og førstesingle ”Walkabout” langsomt tager form gennem en tåge af reverbet guitarklimperi. Hvis melodilinjen fra ”An Orchid” skulle sidde bare det mindste fast i øregangene, så er det også slut, når ”Walkabout” for alvor kommer i gang: Her er samarbejdet med Panda Bear (aka Noah Lennox aka en tredjedel af åndsfællerne Animal Collective) præcis så godt, som man kunne forestille sig – og det siger ikke så lidt, når man som pligtopfyldende indie-kid troskyldigt har vold-gennemlyttet de fleste af Pitchforks varmeste anbefalinger gennem de sidste år. Med et helt uimodståeligt The Dovers-orgelsample føres sangen gennem det ene totale breakdown efter det andet for blot at vende tilbage til dette sært hoppende riff, denne gang blot tilsat endnu flere udsvævende, fragmentariske korarrangementer. Hør det! Det er simpelthen for charmerende et nummer til at lade være.

Her er Cox’ signatur især tydelig gennem lyrikken, der fungerer optimalt med Lennox’ karakteristiske, ja, man fristes næsten til at sige, infantile samplinger: »What did you want to see? / what did you want to be? / when you grew up?« Latent ligger skuffelsen, fordi man selvsagt ikke blev netop, hvad man ønskede at være – det til trods for ens position som rockstjerne. »To go away and not look back / and think of what the others say.« Det er netop denne naive eskapisme, Cox illustrerer så fremragende og så dybt charmerende. Selvleden og den konstant voksende desillusion blotlægges gennem den barnlige, ubevidste fremtidstro, fordi den viste sig at være en illusion. Men selvom en sådan dialektik naturligvis er misantropisk i natur, så er Cox både human og optimistisk gennem en netop legende og pueril æstetik.

De næste to numre, ”Criminals” og ”Attic Lights”, går begge lidt ned i tempo, inden pladens absolutte højdepunkt kommer – og her er tale om to sange. Den nærmest latterligt iørefaldende ”Sheila” og kraut-impressionen ”Quick Canal” – med forsanger Laetitia Sadier fra Stereolab – ligger perfekt gemt i midten som snag nummer henholdsvis seks og syv. Hvor den førstnævnte benytter sig af akustiske guitarer og klassisk vers/omkvæd-sangskrivning, så benytter den anden sig af radikalt andre midler: Nummeret er komplet lineært i dets komposition, og for at forstærke den krautrockede inspiration benyttes syntetiske, i det uendelige repeterede trommelyde og fyldige, udflydende synthflader. Sadiers stemme passer perfekt til sangen, og i de to sanges vekselvirkning forstærkes en overordnet idé med pladen. En dialektisk vekselvirkning mellem det følelsesmæssigt optimistiske-feminine og det depressive og aggressivt-maskuline: Altså her manifesteret gennem popsangen over for det strukturelt eksperimenterende.

Cox synger i ”Sheila”: »You’ll be my wife and share my life (…) and when we die we’ll bury ourselves/ cause no one wants to die alone/ Sheila / we’ll die alone together.« En galgenhumoristisk overbevisning om den menneskelige foretagsomheds ligegyldighed, der til fulde udlignes, når Sadier på det efterfølgende nummer synger »You’ll look in the eyes/ and find wisdom in there / I looked in the dirt / and found wisdom in there.« Altså en ganske anden, optimistisk tilgang til tilværelsen, der formidles af en himmelskøn fløjlstemme. To helt utroligt stærke numre, der sammen med ”Walkabout” er de uomgængelige højdepunkter.

Der er andre gode numre på pladen, og her bør titelnummeret og ”Criminals” fremhæves, selvom de ikke helt når op på siden af de tidligere nævnte. Er tre uforglemmelige numre så nok til en helt plade? Det er faktisk lidt svært at sige, for hvor de tre er så gode, at næsten enhver anden fejl kan tilgives, så er det unægtelig også lidt utilfredsstillende, når så gode elementer er forbi med over 20 minutter af albummet tilbage. Men på en besynderlig måde forstærker det egentlig meget godt Cox’ delvist morbide, delvist romantiske verdenssyn: Gennem hele den bevidste eksistens må man gå så grueligt meget igennem, og kun i få øjeblikke er det egentlig noget værd – men så er det til gengæld også det hele værd!

★★★★☆☆

Deltag i debat