Plader

Them Crooked Vultures: s.t.

Lige børn leger som bekendt bedst, og derfor er forventningerne i den grad skruet i vejret ved dannelsen af denne ultimative supergruppe Them Crooked Vultures.

Rygtet om en gruppe bestående af Josh Homme (Queens of the Stone Age), Dave Grohl (Foo Fighters og Nirvana) og John Paul Jones (Led Zeppelin) lød næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre gik denne våde drøm i opfyldelse for rockfans verden over, da gruppen i august annoncerede både pladeudgivelse og turné. Nu var spørgsmålet blot, om Gribbene kunne flyve højt nok til at leve op til den hype, der de seneste par måneder har gennemsyret blogosfæren, eller om den nye zeppeliner ville blive en ny Hindenburg.

Them Crooked Vultures har kreeret en tonstung rockplade, der på 13 skæringer leverer en reel magtdemonstration i rock’n’roll. Den mastodontiske hydra tager et gensyn med den klassiske rockmusik, men betræder også ny grund for de tre kunstnere.

Nu ville det optimale resultat for Gribbene nok være en ligevægtig hybrid mellem musikernes respektive grupper, men dette er for meget at håbe på. Det er alt for tydeligt, at Homme har været primus motor under sangskrivningen, og derfor lyder Gribbene til tider som en art andenrangs-Queens of the Stone Age. Lydbilledet domineres af Hommes karakteristiske vokal og guitarlyd, og Jones og Grohl sætter kun sjældent samme præg på musikken. Slægtskabet er tydeligst på numre som ”Bandoliers” og ”Dead End Friend”, men fornemmes på det meste af albummet. Heldigvis for de garvede gutter lyder Queens of the Stone Age bedre end de fleste rockbands – selv på en dårlig dag!

Pladen byder imidlertid på mere end frasorteringer fra Hommes stenalderkvinder. I ”Warsaw or the First Breath You Take” mærkes en større ligevægt i trioen, og Grohl og Jones træder i karakter med opfindsomt trommespil og vuggende bas ligesom på ”Scumbag Blues”, der som et af pladens stærkeste numre demonstrerer, at Them Crooked Vultures ikke blot er en nebengesjæft for den garvede ørkenrocker, men et fælles projekt med stærkt bagland i den etablerede rockscene. Som i Led Zeppelin bidrager Jones med både bas og orgel – i dette tilfælde med et clavinet-riff, der får nakkehårene til at rejse sig, alt imens Homme og Grohl leverer pragtspil på deres respektive instrumenter.

Albummet har ingen deciderede dårlige øjeblikke, men enkelte af numrene, deriblandt den hårdtslående ”Elephants”, kunne med fordel have været en smule kortere, fordi der ikke sker en egentlig udvikling i numrene. Højdepunkter er der til gengæld nok af; primært på pladens første halvdel, hvor vi bl.a. finder ”New Fang”, der med et ekstremt fængende omkvæd udgør et af de få numre med regulært hitpotentiale, men også på den anden halvdel, hvor Them Crooked Vultures når pladens kunstneriske klimaks med ”Reptiles”, da de her for alvor formår at skabe et groove, som ikke lyder som noget, de enkelte musikere har lavet før.

Er Them Crooked Vultures lige så gode som Queens of the Stone Age, Foo Fighters, Nirvana og Led Zeppelin? Nej. At de derfor ikke lever op forventningerne, er en næsten unødvendig konstatering. Men når det er sagt, har Them Crooked Vultures skabt en gedigen rockplade, der med stiv dolk og kokain i blodet kører i højt gear hele vejen gennem testosteronland og minder lytteren om, at fed rock anno 2009 er fra den gamle opskrift – og af gamle mænd.

★★★★☆☆

Deltag i debat