Plader

Alcoholic Faith Mission: Let This Be the Last Night We Care

Skrevet af Esben Rasmussen

Alcoholic Faith Missions tredje udspil er et fremragende bud på tidssvarende, underspillet indierock, der nok trækker veksler på den næsten rustikke amerikanske indierockscene, men gør det på en både engagerende og selvstændig måde.

Alcoholic Faith Missions tredje udspil, Let This Be the Last Night We Care, er en særdeles overbevisende demonstration udi patos-præget indierock anno 2010. Fra start til slut er albummet domineret af gode sange, en fremragende produktion og en underspillet instrumentbehandling, der gør albummet til en både behagelig, men også eftertænksom og charmerende affære. Der er måske ikke det helt store på spil i form af musikalske eller lyriske kvantespring, men bandets forcer overskygger klart et måske lettere uoriginalt udtryk.

Den fine åbner “Put the Virus in You” tager sig god tid, før den rigtig åbner sig, men lykkes i sidste ende til fulde, fordi bandets forstår at økonomisere med sine virkemidler, således at de storladne arrangementer aldrig bliver hverken træge eller kvalme. Symptomatisk er det, at åbneren langsomt fades ud, på trods af at codaens melodiske grandeur ellers – hos et mindre bevidst band – ville have gjort sig udmærket som stryger-heftig katarsis. At gruppen netop undlader dette, er særdeles positivt. Bandet er både produktionsmæssigt og kompositorisk underspillede, i den forstand at de aldrig lader storladenheden løbe løbsk. Der er så stor en tro på de forholdsvis simple melodiske idéer, der præger hele pladen, at de bliver overladt til vokalerne alene – og fungerer virkeligt godt.

“Got Love? Got Shellfish” er sammen med “Sobriety Up and Left” et naturligt og fremragende midtpunkt, og de rigtig fine sange er decideret rørende, når de er bedst. De næsten lo-fi-lydende trommer på førstnævnte bærer ubesværet staccato-klaveret fremad, mens de to sangere – som Neko Case og A.C. Newman i The New Pornographers – varierer mellem tostemmige vokaler i verset og ‘call and response’-harmonier i omkvædet. Den snøvlende, næsten fordrukne instrumentering i “Sobriety…” passer perfekt til den sårede vokal, der i kontemplativ meditation synger: »You could help me / but I don’t know if you should (…) Sober up (…) the drink is not to kill me / but I’ll fuck that up.« Det er både intelligent, ærligt og særdeles charmerende udført.

Der er mange paralleller, man kunne drage til nogle af de bedre, især amerikanske indierockbands gennem det seneste årti, og det er da heller ikke originaliteten, Alcoholic Faith Mission excellerer i. Det er i stedet den virkelig velskrevne, veludførte sang-drevne rock, der hverken forhaster sig i forsøget på at skabe letkøbt momentum eller lader en skinnende produktion stå i vejen for de gode sange, som bandet til tider mestrer.

Man kan høre både New Pornographers, My Morning Jacket, lidt Mountain Goats og en smule Sub Pop-lignende patos, men inspirationerne bliver aldrig så dominerende i lydbilledet, at de overskygger bandets selvstændige udtryk. Når der så samtidig inkorporeres en smule næsten Dinosaur Jr.-klingende slacker-attitude, som i den rigtig gode “Honeydrip”, forstærker det yderligere indtrykket af et band, der går en strålende fremtid i møde. Let This Be the Last Night We Care er et af de bedste og mest herligt underspillede danske albums, jeg har hørt i lang tid. Charmerende uprætentiøst – og stadigt seriøst vellydende.

★★★★½☆

Deltag i debat