Jeg kom for sent til Big Fan. Jeg nåede det ikke, koncerten var i gang, løbet var kørt. I de fleste verdener havde det været noget af en brøler ikke at magte at slæbe sit legeme til Dyrskuepladsen tidsnok til at være klar til koncertstart klokken 11:30 sharp. Min redning blev dog, at Big Fan – som Mija Milovic og Barbro Kuypers kalder deres duo – spillede ikke én, men to gange på Gloria denne fredag.
Mere om det senere – for jeg var simpelthen nødt til at vende tilbage halvanden times tid senere og se, hvad jeg var gået glip af. For da jeg lettere stakåndet og dehydreret nåede frem og kom på plads, var Kuypers og Milovic ikke at se på Glorias løvskovsdekorerede scene, men derimod på tribunen i Glorias fjerneste ende. Her sad de sammen ved et Fender Rhodes og leverede en åndeløst nærværende udgave af slowcore-mesterværket ”Bad Choices” fra Barbros album af samme navn. Kuypers og Milovic vendte scenerummet om, og det siger meget om deres mageløse samarbejde.
Det handlede om at kommunikere budskaber, hvad end det var gennem overlegne harmoniseringer, teksternes præcision eller via døvetolkens gestik (…det er altid fascinerende at opleve musik blive formidlet helt uden lydbølger). Det er et mangesidet projekt, Big Fan, i den ene ende af skalaen ligger den florlette Palæstina-ballade ”Wall of Mine”, i den anden er der plads til både doom-soloer, grungeguitarer og voldsomme vokalsammenstød.
Da jeg trådte ind på Gloria for anden gang, var Kuypers og Milovic endnu engang ikke at finde på scenen; de startede med at synge fra et sted bag den. Big Fan virkede ikke bare som endnu et par alternative indietyper, der manglede en musikalsk legekammerat. Det er et statement; lavmælt, insisterende, musikalske aktivisme. Hvor Fontaines D.C. onsdag havde taget aktivister med på scenen for at illustrere alvoren og de menneskelige konsekvenser for palæstinenserne, så fremhævede Big Fan situationens alvor gennem deres optræden.
Efter for anden gang at have taget afsked med det mildest talt følelsesmættede rum, måtte jeg ned på jorden igen. Løsningen blev en omgang pasta/pesto ved Badeklubben anno 1990; et stjerneeksempel på en ret, der ikke kan kalde sig hverken aktivistisk eller politisk. I ingenmandslandet mellem Platform og Arena, blev jeg ramt af det særlige Roskilde Festival-fænomen, hvor de sidste toner af eksperimentalprojektet Teratai Åkande klingede af fra den ene side af pladsen, mens Emma Sehested-Høegs intelligente popmaskine satte i gang på den anden.
Efter et par stadigt mere truende regnskyl, og et møde med den japanske popprins Fujii Kazes flødefarvede tangentbetvingning, var amerikanske Faye Webster lagt ind som en blød mellemlanding. Websters publikum af unge i 15-20-års-alderen var mødt talstærkt op og stemningen var lige dér, hvor den skulle være, når vi taler en indiekoncert på en sommerfestival. Webster selv var en energisk og flydende performer, og fra første linje var alverdens iPhones og hipster-certificerede digitalkameraer rettet mod scenen.
Websters optræden på Avalon bar også præg af, at meget af hendes bagkatalog arbejder med de samme referencer af country, yachtrock og indie-ærlighed. Det var superrart at være til koncerten, særligt på grund af et velspillende band, der blandt andet talte pedal steel guitar (»I gotta have more pedal steel guitar!«) og fordi publikum tog så godt imod favoritter fra Websters bagkatalog som den tilbagelænede ”Kingston”. En ung gut stod foran scenen og dansede vildt, mens han rodede rundt i sit hår. Selv rokkede jeg mere roligt med, men Webster klædte Avalon og hendes musikalske fredagskrydstogt bragte alle tørskoede i land.
En Roskilde Festival er dog ikke komplet uden den jordslåede dunst af flis og smat, og regnen kom også insisterende flere gange i løbet af dagen. Selv søgte jeg tilflugt på Arena hos alt-popduoen Magdalena Bay, der med deres plade fra sidste år, Imaginal Disk, har hjulpet rocken, poppen – hvad end man skal kalde den – med at blive mærkelig og uforudsigelig igen.
Én time på Arena; præcis nok til at spille hele Imaginal Disk fra start til slut uden så meget pjat. Det sidste må jeg så alligevel tage i mig igen, for den Los Angeles-baserede duo var skamløst pjattede. Showet var byggede op omkring forsanger, Mica Tenenbaums, energiske tilstedeværelse. Hun stormede ind på scenen som en mellemting mellem en superhelt og en løbsk Pokémon. Det var vildt, og det samme var Magdalena Bays evne til at spille deres spraglede numre live på en festivalscene. Det var teatralsk ud over alle grænser, som når Tenenbaum under ”True Blue Interlude” bød velkommen til denne koncert på Imaginal Mystery-touren med professionel sælgerstemme, som var hun vores rejseguide.
Midt på scenen var der placeret et æg med vinger og en ledskærm i midten, mens forskellige gakkede og utroligt grimme visuals kørte på stormskærmene. Forrest var et postkasserødt podie, og når Tenenbaum stillede sig op på det for at synge og danse, skete der en vild forvandling. Pludselig følte jeg mig i hvert fald henført af bandets umage univers af stormfulde forelskelser i aliens og indopererede CD’er (kan I huske CD’er?). Særligt ”Death & Romance”, det ultimative svar på, hvad der ville ske hvis Robbie Williams, Britney Spears og Dua Lipa lavede en episk artpop-single sammen, gik rent ind.
Magdalena Bay skar ikke nogen hjørner – der var ingen kompromisser til ære for festivalpublikummet – men alligevel endte de med at skabe en hel lille pop-almanak. Mica Tenenbaum, der efter flere kostumeskift var klædt i en himmelblå kjole med englevinger, inkarnerede alt det, der er weird, men samtidig helt uimodståeligt.
Fra Arenas farvede pophimmel var det tid til at give sig hen til syndfloden for at komme til Gaia og Black Midi-frontmanden Geordie Greeps ekvilibristiske show. Greep, der stod og jammede med sit band en rum tid før koncertstart, var ulasteligt klædt i lysebrunt jakkesæt og en Gibson Hollowbody-guitar med knaldrød rem. Første nummer var en bandjam – bandet talte, foruden Greep på guitar, en cellist, en bassist, en keyboardspiller og en trommeslager med et klassisk jazz-setup. Arpeggioerne stod i kø, taktarterne havde fået frit lejde, og bandet kommunikerede sømløst med hinanden.
Det var både hele attraktionen ved at opleve Greep, men også hans svaghed. Det er altid rammende at se en virtuose give den gas, men under de King Crimson-agtige jazzrock-udskejelser var Greeps opmærksomhed først og fremmest rettet mod bandet. Han var dirigenten, der, med ryggen til sit publikum, styrede slagets gang og fremtryllede den ene vanvittige solo efter den anden.
Lix-tallet var tårnhøjt, og selvom det ikke lod til at skræmme publikum synderligt, så var det alligevel mere vedkommende og fællesskabsagtigt, da Greep, hen mod slutningen af koncerten, smed guitaren fra sig og sang debutsinglen, ”Holy, Holy”. Den mere riff-baserede showtune-bossanova-prog-sang gav Greep mulighed for at croone sig tættere på sit publikum. Han havde en impresario gemt i sig, den måtte bare gerne være sprunget frem noget tidligere.
I et forsøg på at gå back-to-basics smuttede jeg over på Avalon for at blive rystet på plads af irske The Mary Wallopers. Bandet spillede irsk folkemusik med stort I, men leveringen var rowdy – på alle måder i afdøde Shane MacGowans ånd – og numrene faldt hurtigt efter hinanden. Blandt instrumenterne var de ærkeirske uilleann pipes, og tonen var lige så sorthumoristisk som piberne var gjaldende; et nummer blev dedikeret til et gammelt bandmedlem med ordene: »He decided to leave the band so he could drink full time.«
The Mary Wallopers var uforskammede og hyggelige at lytte til. Mod slutningen dedikerede de en vise om den irske frihedskamp til den palæstinensiske ditto. Ikke særligt rørstrømsk, men politisk vakt.
Efter den omgang, var det også tid til at vende næsen hjemad over pladsen, der efterhånden også havde set lidt af hvert.
