Plader

Broken Bells: s.t.

James Mercer fra The Shins og Brian ‘Danger Mouse’ Burton giver den som odd couple i Broken Bells, som (under)spiller tilbagelænet lettilgængelig pop på 10 numre af høj kvalitet.

Under Roskilde Festival i 2004 startede kærligheden mellem The Shins-forsangeren James Mercer og den brogede Brian Burton aka Danger Mouse. Resultatet af dén kærlighed er en veldrejet popplade, som kun glimtvis minder om bagmændenes tidligere eskapader. Singleforløberen ”The High Road” har fungeret som appetitvækker for det selvbetitlede album, og elskede man nummeret, vil man næppe blive skuffet, når man hører pladen.

Selv beskriver de to kunstnere musikken som »melodisk, men eksperimenterende« – men de opfinder ikke den dybe tallerken. James Mercers vokal og guitarspil er grundlaget for de fleste numre, mens Burton primært har stået for produktionen. Dette høres i ”Ghost Inside”, hvor det tydeligt kommer til udtryk, at Burton bl.a. har produceret Gorillaz’ Demon Days. Nummeret lyder lidt som Gorillaz på valium med en anonym trommemaskine, som bakkes op af en umiskendelig basgang. Lige så effektiv er “October”, der med et simpelt klaverriff som grundsten garanterer fællessang til langt ud på natten.

Broken Bells tilføjer på den nærmest nyklassiske “Citizen” flere nuancer til popsuppen, og resultatet er så smukt og vellydende, at man glæder sig over, at der stadig findes dygtige musikere med nosserne til at lave god popmusik uden fine fornemmelser. Selvom ”Citizen” langtfra er nyskabende i sin struktur eller lyd, kan man ikke undgå at imponeres over de to herrers eminente popører.

Fans af Mercer og hans tekstskrivning vil muligvis blive skuffet over, at hans sangstemme til tider sløres, fordi den ligger langt tilbage i lydbilledet, som det f.eks. er tilfældet på ”Vaporize”. Det giver dog god mening, når man hører, hvor godt vokalen og musikken komplementerer hinanden – men det er selvfølgelig ærgerligt, at god lyrik skal gå til spilde. I tilfældet ”Your Head Is on Fire” er det særdeles udtalt, og Mercers vokal forvrænges næsten til uigenkendelighed. Selvfølgelig er der også numre på Broken Bells, hvor vokalen kommer til sin ret, f.eks. ”The High Road” eller ”Sailing to Nowhere”.

I anmelderregi er det efterhånden den største kliché at rose et album for at være velproduceret. Ikke desto mindre føler jeg, at det i dette tilfælde er nødvendigt. Broken Bells er sprængfyldt med gode melodier, hvis potentiale udnyttes fuldstændigt med meget få virkemidler. Det instrumentale akkompagnement er sparsomt og et godt eksempel på, at ‘less is more‘. Af samme grund ville det være fristende at belønne Broken Bells med en topkarakter herfra. Men af principielle årsager vil originalitet altid være et af kriterierne for min bedømmelse af musik. Derfor må duoen lade sig tage til takke med lidt mindre denne gang.

★★★★½☆

Deltag i debat