Joanna Newsoms nye album, Have One on Me, er et fuldstændig umuligt album. Ikke nok med, at det opfølger mesterværket Ys fra 2006 – nej, det er samtidig ogsÃ¥ et trippelalbum, hvilket mÃ¥ siges at være noget af et særsyn (læs: umulighed). Det mÃ¥ ikke have været nemt at fortsætte, hvor hun slap med Ys, dette overlæssede og fortættede album. Ys er et hermetisk lukket rum, man ikke lige sÃ¥dan slipper ud af. Ys er overdÃ¥digt og umuligt at gentage. Det sjove er, at Have One on Me ogsÃ¥ er overdÃ¥digt, men pÃ¥ en helt anden facon. Hvor forgængeren er kondenseret, er Have One on Me blæst op i størrelse – helt derop, hvor det er nødt til at være pÃ¥ tre lp’er, og hvor numrene med lethed er omkring 10 minutter lange (og sÃ¥ koster det kun 25 dollars pÃ¥ vinyl). Have One on Me er ikke én perle, det er mange.

Det er Newsoms mesterlige sans for melodi og komposition, der er central. Den har ikke ændret sig, men brugen af den har udviklet sig, ligesom hendes stemme ogsÃ¥ er blevet mere moden og kontrolleret – ja, til tider utroligt skøn (specielt i “‘81″). BÃ¥de albummet og de individuelle sange har en linearitet over sig, en veldefineret (men dog skjult) spændingskurve. Sangene bevæger sig fra et punkt til et andet; med en let skubben fører de lytteren med sig. Sangene er ikke kroget ind i sig selv som numrene pÃ¥ Ys. Det er først, nÃ¥r man nÃ¥r til slutningen af det 11 minutter lange titelnummer, at man opdager, at man lyttede til ét langt nummer. PÃ¥ samme mÃ¥de med “Baby Birch”, hvor man først til sidst opdager, at hele nummeret har bygget op til den endelige kulmination (med en shoegazer-guitarflade!).

Dette understøttes eminent af orkestreringen. I stedet for at lukke Newsoms harpe inde, som Van Dyke Parks’ arrangementer havde en tendens til pÃ¥ Ys, understreger specielt trommerne og guitaren Newsom, om hun sÃ¥ spiller harpe, klaver eller synger alene. Her kan man virkelig tale om et backingband, for det er vitterligt, hvad orkesteret gør – de bakker hende op eller lader hende stÃ¥ alene, som de nu kan mærke, hun helst vil have det. Orkestreret er selvfølgelig hendes tour-orkester. Ingen andre ville kunne have en sÃ¥ intuitiv fornemmelse for sangenes veje og omveje.

NÃ¥r dette er sagt, skal det pointeres, at albummet stadig har en utrolig Ã¥benhed over sig. Det er ikke én historie, men en masse historier: Hver sang er sig selv, og man kan sagtens ‘dumpe ned’ et sted i albummet. Faktisk er jeg ret sikker pÃ¥, at det netop har været Newsoms intention med de tre skiver vinyl, hvis sider hun ikke har navngivet kontinuerligt A, B, C, D, E, F, men i stedet som Record One, Record Two, Record Three med hver seks sange pÃ¥.
SÃ¥ f.eks. kan man lige smide Record Two pÃ¥, hvis man har lyst til at høre “In California”, og det har man. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornÃ¥r jeg sidst er blevet sÃ¥ forelsket i et nummer ved første gennemlytning. Og nÃ¥r hun sÃ¥ er gÃ¥et fra »sometimes I am so in love with you / (like a little clock / that trembles on the edge of the hour / only ever calling out “Cuckoo, cuckoo”)« til »is it only timing / that has made it such a dark hour / only ever chiming “Cuckoo, cuckoo”?«, kan man vende pladen om og falde ned til “Jackrabbits”, et lille, nysgerrigt nummer – kun med Newsoms harpe og stemme, der erklærer, at hun »can love you again / love you again.«

Et andet sted, jeg ofte dumper ned, er “Good Intentions Paving Company”, et af de mest øjeblikkeligt fængende numre pÃ¥ pladen og vel nok, nÃ¥r Ã¥ret engang rinder ud, kandidat til Ã¥rets bedste nummer. Det gÃ¥r hurtigt i syv minutter, hvor Joanna er i sit diva-hjørne, og hvor orkestret virkelig folder sig ud. Teksten byder pÃ¥ mange eksempler pÃ¥ den mere legesyge og sjove, nærmest kvikke, retning, Joanna er gÃ¥et i (forresten ogsÃ¥ forunderligt, hvilket skridt hun har taget fra den eventyrlige og barokke sangskrivning pÃ¥ Ys uden at tage et eneste skridt tilbage) – eksempelvis: »And I regret how I said to you / “honey, just open your heart” / when I’ve got trouble even opening a honey jar / and that, right there, is where we are.« Eller: »It had a nice ring to it when the old opry house rang / so, with a solemn auld lang syne, sealed, delivered, I sang.«

Der er en masse at tage fat på (jeg har virkelig ikke berørt det hele!), men ligesom tilfældet er med coveret, er det umuligt for sindet at tage det hele ind med det samme. Man er nødt til at tage sig tid, vælge ud, skelne og selv sætte sammen igen. Dette er idéen med Have One on Me. Det hele er på Joannas regning, men hun tvinger dig ikke til at drikke alt på én gang. Derfor bliver Have One on Me aldrig for langt eller for meget; det er lykkedes for Joanna Newsom – hun har skabt endnu et umuligt mesterværk.