The Floor Is Made of Lava har udgivet endnu en plade, der er fyldt med kraft og saft, og som på sin egen måde inviterer til fest uden de blændende disco-lamper. I forhold til debutpladen, All Juice, No Fruit, er der stort set ingen dansable momenter på Howl at the Moon, der er præget af langt mere tung/gedigen rock, som hælder en smule mod noget grunge-agtigt, uden at man dog ifører sig skovmandsskjorten.

Der er med andre ord tale om et langt mere modent og afbalanceret album, som ikke satser pÃ¥ at brødføde den hungrende ‘boogie-generation’, men i stedet forsøger at ramme bredere og er mere klassisk rock-klingende. Det klæder helt sikkert bandet, og selvom der var mange smittende momenter pÃ¥ debuten, sÃ¥ virker de nye kompositioner langt mere holdbare. The Floor Is Made of Lava har virkelig lagt stilen om, og det koster muligvis lidt pÃ¥ fankontoen, men det er modigt, og det er svært ikke at smide ‘respektkortet’ i den sammenhæng

Musikalsk er vi ovre i nærheden af klassisk amerikansk rock, der får en tand mere tråd, end f.eks. Bruce Springsteen giver den. Vi er på landevejen med det støvede islæt og V8-motoren, der forsøger at overdøve bilstereoen. Howl at the Moon lyder faktisk ikke specielt dansk, og det er måske en bedrift i sig selv, men uanset hvad er stilen gennemført, og det er ret ukompliceret at forholde sig til musikken.

“All Outta Love”, som har været spillet flittigt i radioen, er helt klart et neonbøjet budskab om, hvad der kan forventes pÃ¥ Howl at the Moon. Guitarbaserede rocklinjer, der holdes i hÃ¥nden af noget lyrik, som fortæller personlige historier. Historier om kærlighed, fortabte sjæle, der finder lys i mørket, og de smÃ¥ indre desperationer, der konstant stiller os i dilemmaer. AltsÃ¥ fortællinger om os mennesker.

Produktionen er flot og gennemført. Man får virkelig energien rettet direkte mod sig, og de rockede elementer er både tilpas storladne og beskidte, uden at det kammer over med jammerlige, oversovsende røvballevirkemidler, som f.eks. dem man møder hos Big Fat Snake.

Det kække islæt fra første plade mangler måske en smule. Det skaber et savn efter den lille kant, eller en eller anden form for originalitet, der gør, at The Floor Is Made of Lava hæver sig over noget, man har hørt før. Det ville i hvert fald have gjort helhedsindtrykket endnu mere positivt.

Generelt kan man dog ikke pege mange fingre af produktet. Det er en rockplade og bestemt en af de bedre. Det er energisk og flot produceret. Vokal og instrumentering gÃ¥r fint i spænd, og der er ikke et decideret svagt nummer pÃ¥ pladen, mÃ¥ske lige bortset fra slutnummeret, “Sailors Cowboys & Indians”, der bliver en anelse for smadder-agtig og stinker af, at man virkelig vil sætte et stort og larmende punktum. Det er mÃ¥ske ikke det mest elegante, og i forhold til det klassiske snit, de øvrige numre har, sÃ¥ falder det lidt uden for.

Tak for et modigt kvantespring og en dejligt ligefrem rockplade, der henleder tankerne pÃ¥ de glade 90′ere.