Plader

Manual: Drowned in Light

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Efter et par lavmælte ambient-udgivelser er danske Manual tilbage med et album, som samler op, hvor de gamle album slap. Men han rammer ikke helt plet.

Manual aka. Jonas Munk fra Odense er efterhånden et velkendt navn i både Danmark og udland. Og Manual er efter at have udgivet plader i snart 10 år også ved at være et så velkendt brand, at man ved, hvad man skal forvente.

Eller sådan var det i hvert fald i en periode. De sidste par år har Jonas Munk dog spredt sine kræfter lidt og lagt sin tid som Manual i et par minimalistiske album på amerikanske Darla, mens mere dynamiske kræfter er blevet brugt på Causa Sui og albummet September, der udkom under de tre medlemmers navne: Jakob Skøtt, Jonas Munk, Rasmus Rasmussen.

Nu er Jonas Munk så tilbage, næsten hvor han startede musikalsk, med albummet Drowned in Light, der er udgivet på det artiststyrede selskab Make Mine Music, som bl.a. også huser Library Tapes og Epic45. De 12 numre fordeler sig over 60 minutter, og der er faktisk kun få af dem, som ikke lyder ganske Manual’ske. Det hele baseres på trommemaskiner, et væld af forskellige guitarer (som vel efterhånden kan betegnes som Jonas Munks signaturinstrument) og oceaner af analoge synths, der pakker det hele ind i en varm, tryg og velproduceret creme af 70’er- og 80’er-vellyd.

I forhold til lyden på f.eks. Ascend er der færre finurlige, hektiske programmeringer, men de lyder nu efterhånden også lidt uddaterede, så det er ganske fint, Jonas Munk har droppet dem. Ellers er det lydlige univers meget det samme, dog aldrig helt så højtravende som på Azure Vista.

Og det er trygt og dejligt og faktisk ganske nemt at lade sig rive med af. Der er opstigning mod crescendo på ”Afterimages”, der er kælen og stenet morgenelectronica på ”Morning Glass 1982”. Og der er sans for melankoli og langsom shoegazer med “Blood Run”. Flere numre bringer også kraut-minder om det tidligere nævnte album September. Det gælder f.eks. ”Pulsations”, der ligger tungt med bas- og synthrundgange, som repeteres, i hvad der virker uendeligt, og skaber herlig musikalsk ekstase i syv minutter – placeret helt centralt på albummet som en majestætisk, kosmisk pille. Og så er der de mere ambiente indslag, som det støjende titelnummer eller ”Issa”, der bølger herligt frem og tilbage qua Jonas Munks guitarspil.

Men der er også noget, som skurrer på albummet. Drowned in Light er det første Manual-album, hvor lydproduktionen stikker ud, og valget af f.eks. trommelyde på ”Afterimages” og ”Slow” virker ikke godt; de er simpelthen for plastikagtige. Og mere end nogensinde før lyder Manual som en hjemmemusiker.

Samtidig er der en tendens til melodisk og positiv tandløshed, som den f.eks. er at finde på de tidlige udgivelser fra selskabet Type, hvor mængden af dur-akkorder og lettilgængelighed når et kvalmeniveau af positivitet. Og apropos Type, så vækker et nummer som ”Empty Inside”, med sin akustiske guitar og baggrundsstøj, minder om one-hit wonder boy Khonnor, som tog verden med storm med sit debutalbum og så ellers forsvandt mere eller mindre efter to rædselsturnéer af format.

Kritikken ovenfor lyder trods alt nok hårdere, end den er ment. Manuals tidligere album har generelt haft et rigtig højt niveau, og Drowned in Light er absolut ikke en dårlig plade. Den flytter bare ikke Manual det skridt videre, som man kunne forvente. Og fordi Jonas Munk tidligere har leveret fantastiske albums, både ambiente og elektroniske, føles Drowned in Light ikke helt på højde med hans øvrige katalog.

★★★★☆☆

Deltag i debat