Plader

Manual: Azure Vista

Skrevet af Mikkel Arre

Jonas Munks musik er så kompromisløst storladen, at den er helt udansk. Og netop fordi den ikke kender nogen grænser, er Azure Vista så storslået, at den må være et indlysende bud på årets bedste danske plade.

Der er ingen tvivl om, at det tredje solo-fuldlængdealbum (og det sjette i alt) fra odenseanske Jonas Munk vil skille vandene. Nogle vil sige: “Nu må det høre op – det var jo storhedsvanvittigt nok i forvejen!” Og imens vil andre af os nyde det faktum, at Munks kompositioner ikke længere blot rækker ud efter himlen, men nu uden tøven tårner sig helt derop.
Metoden er ikke enkel, men dog fokuseret om ét element, nemlig guitar. Det får vi til gengæld også i alskens afskygninger – ren og manipuleret, afdæmpet og for fuld udblæsning.

Vi starter i velkendt Manual-land: Bølgeskvulp risler “Clear Skies Above the Coastline Cathedral” i gang, og oven på et langsomt beat flyder afrundede guitarklange a la Lush ind. Snart får guitaren mere rumklang, og man begynder at ane, at noget stort er under opsejling. Mellem mørkladne klang- og vokalflader får Munks guitarmelodier lov til at folde sig helt ud med flere små, sirlige detaljer end tidligere. De nøje afstemte og dog ganske ubemærkede overgange mellem A-, B- og C-stykker er velgennemtænkte og godt opbyggede, og man mærker virkelig, at der er tale om kompositioner, hvor der er mening med både susende stilhed og brusende brøl.
Fornemmelsen for iørefaldende melodier peger hen mod Ulrich Schnauss – men hvor utænkeligt det end lyder, beviser det næste nummer, “Summer of Freedom” (så bliver en sangtitel ikke mere livsnyder-agtig), at Manual stræber mod et endnu mere monumentalt udtryk end Schnauss.

“Summer of Freedom” lyder ved første ørekast mest af alt som en blanding af Marc O’Polo-trøjer i pastelfarver og kulsort mascara. Der er i hvert fald dømt trommemaskine og 80’er-guitar. Sidstnævntes dybe toner og den fjedrende bas lyder som en hilsen til The Cure anno Disintegration, og man venter blot på, at Robert Smith begynder at synge. I stedet får man i flere tempi et brusende klimaks med klokkespils-agtige synths og lag på lag af skyllende guitar-bølger.
Det er et veldisponeret nummer, som på smuk og decideret gribende vis viser, hvor meget dynamik Munks musik indeholder – også uden de huggende hiphop-programmeringer fra Golden Sun. Der går måske nok lige rigeligt med new age-lir i den inden det sidste klimaks – men det er til gengæld også så fuldendt en renselse, at alt er tilgivet. Der bliver skruet op for støjen, og flere forskellige melodilinier udkrystalliseres omkring hinanden. De 12 minutters varighed er ikke i overkanten, men præcis hvad der skal til for at få renset kroppen og sjælen igennem.

Der serveres igen pludrende bølger i “Tourmaline”, hvor langstrakte guitarmelodier ruller roligt derudaf. Nummeret har ikke samme omskiftelige drivkraft eller umiddelbarhed som andre af albummets numre. I stedet kan man læne sig tilbage i strandstolen og nyde, at guitartonerne glimter og glitrer som solens stråler, der changerer i Stillehavet i alle regnbuens farver.

Men der er nu mere fascinationskraft i pladens højdepunkt “Neon Reverie”. Med bom-ba-dum-chi-trommer a la Jesus and Mary Chains “Just Like Honey” skruer Manual endnu en gang op for 80’er-guitaren, der svømmer gennem effektpedaler og andre manipulationer. I baggrunden falder stjerneskud mod jorden, og i forgrunden er der adskillige lag af guitar-glasur. Det bliver bare aldrig flormelis-sødt – simpelthen fordi Munk hele tiden formår at få nummeret til at bevæge sig og skifte spændingsniveau. For hvert klimaks tror man, at nu må det ultimative være nået. Og alligevel skal der gå seks-syv minutter, før man – efter at al baggrundslyd for et øjeblik skrabes bort for at gøre plads til et optakts-riff – oversvømmes af et overvældende crescendo af guitar spækket med effektsovs. Hér vil modstandere af umådeholden storladenhed tabe besindelsen af arrigskab – mens vi andre kan tabe underkæben af benovelse. Og betagelsen aftager ikke efter nogle gennemlytninger, men bider sig fast.

Titelnummeret er en lun omgang solnedgangs-ambient, der – uanset hvor nem en reference det så end er – ligger i forlængelse af Brian Enos ambient-værker. Jeg har aldrig været vild med Munks ekskursioner udi det flydende og svævende, men jeg må medgive, at titelnummeret har en herlig fyldighed med sine sammenviklede, ringende guitartoner. Og selv om nummeret langtfra er så prunkløst og nedbarberet som Enos udtryk, rummer det stor skønhed.

Azure Vista virker som en foreløbig fuldendelse af de seneste par års udgivelser fra Jonas Munk. Pladen er så godt som tømt for modeluner som glitch og knasende programmeringer. Til gengæld demonstrerer den fra start til slut dét, som ikke altid har stået helt klart: Munk kan strukturere og komponere – tilmed så elegant og sømløst, at man sjældent tænker over det. Vægtningen mellem ynde og schwung er fornem, og numrene er herligt kontrastfulde.
Dette er uden tvivl den mest sammenhængende Manual-plade til dato, og var det ikke for den stilstand, der er lidt for markant i både “Tourmaline” og titelnummeret, ville jeg kalde pladen for et mesterværk. Nu vil jeg nøjes med at betegne den som aldeles fremragende.

★★★★★☆

Leave a Reply