Plader

Karsten Pflum: Slaphead Faun

Skrevet af Mikkel Knudsen

Slaphead Faun er et lettere rodet afkog af IDM og dubstep. Det hele leveres dog med smittende charme og friskhed, der gør skiven til en fantastisk rutsjetur blandt kække beats, dystre lydfragmenter og en enkelt god lille melodi.

Det er altid spændende at høre nyt fra Karsten Pflum. Inden for mere eksperimenterende electronica har Pflum bevæget sig rundt mellem hamrende drill-eskapader, mere legesyg infantil electronica og så den hårde og mørke lyd a la pionererne fra Autechre. Man ved derfor ikke helt, hvad man kan forvente fra den gæve beatsmed. Det eneste, man ved med sikkerhed, er, at det er dygtigt håndværk med et sikkert blik for komplekse rytmeforløb. Selvom Pflum er dansk, er han ikke specielt kendt herhjemme. Han er ikke typen, der strør om sig med radiovenlige remix, gæsteoptrædener fra diverse sangalfer eller den slags. Til gengæld har han efterhånden udgivet en hel del musik på velrenommerede danske og udenlandske pladeselskaber.

For fire år siden overraskede Pflum ved at pakke de legesyge melodier og kække rytmer væk til fordel for en mere helstøbt mørk lyd. Det resulterede i den glimrende plade Idhax, der godt nok minder en del om Autechre, men det er også svært at undgå inden for det felt. Med Fuck Music, Easy fik han sat trumf på med en endnu hårdere og gennemført omgang IDM-rytmisk galskab.

Den nye plade, Slaphead Faun, er ikke nogen decideret nyskabelse i forhold til Pflums bagkatalog. Pladen indeholder en del af den mørkere, mere industrielle lyd fra Idhax, men også lidt flere af de funky beats, som han tidligere har arbejdet med. Covernoterne indikerer også, at nogle af numrene er fra før Idhax. Til gengæld er udviklingen af dubsteppens wobble-bas ikke gået Pflums næse forbi. Tilføjelsen af mere tung bas virker ikke forceret, men som et helt naturligt valg.

Hvor rytmeprogrammeringen som altid er i top hos Pflum, mangler de melodiske lag enkelte gange lidt fantasi. Det kan til tider være en hage ved elektronisk musik, at producerne presser et melodisk lag ned over musikken, selvom de dybest set virker lidt ligeglade med melodier. Her kunne Pflum i åbningsnummeret “Coda Lid” godt have skåret lidt mere ind til benet.
I “Computer Weekend” virker det lidt poppede melankolske synthtema til gengæld rigtigt fedt. Det er bare en simpel, men smuk og catchy melodi oven på et beat: Nogle gange er god musik ikke så svær. At der ligger et friskt beat neden under melodien, gør faktisk bare melodilinjen mere smuk og længselsfuld.

Slaphead Faun peger i lidt forskellige retninger. Først og fremmest en hård og kompromisløs fusion mellem dubstep og IDM, nogle gange lidt hen ad DJ Hidden eller Broken Notes’ horror-dubstep. På den anden side mere laid back sovekammer-electronica, f.eks. i “Make Rite” eller “Fy Darkspredter”. Umiddelbart skulle man mene, at Pflum burde have knækket pladen over i en hård og en mere downbeat plade. Omvendt giver Slaphead Faun et varieret indblik i hans kvaliteter som elektronisk komponist, hvis man ser bort fra de mest gennemtæskede drill/breakcore-udladninger, Pflum til tider har dyrket. Pladen er også et lidt mere selvstændigt bud på udviklingen af kompleks elektronisk musik end Idhax, så man lærer alligevel at sluge, at pladen har et lidt rodet udtryk. Til sidst må man overgive sig til det charmerende rytmiske flow og de dragende lydlandskaber.

De helt store højdepunkter er “Computer Weekend” og det fantastiske “Six Step Chase”, der lyder som en perfekt Autechre/Broken Note-symbiose, der kan puste nyt liv i den lidt henlagte IDM-genre. I “Six Step Chase” går det mørke groove og de komplekse synkoperinger virkeligt op i en højere enhed. Pflum vinder altså igen mit hjerte, på trods af lidt rod og overflødigheder, på grund af hans fantastiske rytmiske intelligens og sans for gode wobble-baslinjer og til tider en god lille melodi.

★★★★★☆

Deltag i debat