Plader

Figurines: s.t.

Figurines har udgivet et spændende og potent album, der viser, at bandet mestrer langt mere end blot skæve indievirkemidler og charmerende kompositioner. Bandets mest helstøbte og i mine ører også bedste udgivelse.

Figurines udgav i 2007 deres tredje album, When the Deer Wore Blue. Jeg forsøgte virkelig at overbevise mig selv om, at nu var tiden moden til Figurines, og jeg brugte en del timer det år i selskab med hele bandets bagkatalog. På trods af benarbejdet var jeg stadig ikke overbevist om bandets store kvaliteter, da vi nåede 2008. Christian Hjelms vokal har altid været lidt halvirriterende, og faktisk syntes jeg, at bandet lød en smule for meget som al mulig anden god psykedelisk drømmerock fra USA.

Så gik der endnu et par år, og den nu fire måneder gamle ep Lucky to Love ændrede heller ikke noget betydeligt i forhold til ovenstående. Men nu skal man jo ikke altid skue hunden på hårene. Om fjerde gang er lykkens gang, eller om jeg bare sidder og lirer floskler af i en lind strøm, aner jeg ikke, men et faktum er, at Figurines denne gang er lykkedes med at overbevise denne gamle sure anmelder om, at de rent faktisk indeholder en vis portion kvalitet, der ikke skal skylles ud med badevandet.

Den selvbetitlede og 11 numre lange udgivelse har i langt højere grad end bagkataloget noget umiddelbart og frisk over sig. Figurines lyder stadig som Figurines, men det ligefremme, fyldige og helstøbte, der ligger gemt bag et stemningsmættet lydtæppe, giver en god ballast til de lidt skæve og vinklede kompositioner, som bandet har gjort til deres varemærke.

Åbningsnummeret “Hanging From Above” er fyldt med rumklang, strygere, fleksible guitarer og et fint drive. “The Great Unknown” er surfguitar, 60’er-lyd og kispus-leg med tonerne, der i et håndklap/guitar-samspil rammer tingene fint ind. “New Colours” er iørefaldende og poppet. Sprøde guitarer, charmepop, lækre vokalharmonier og energi.

Sådan kunne man blive ved. I sin helhed er Figurines et godt indiepop/-rock-album med masser af fylde og skæve indslag, uden at det går ud over seriøsiteten. Figurines går muligvis et skridt eller to nærmere mainstream, men det klæder sangene, at de har mere bund og nerve.

“Glee” er ikke lige min kop te, da det i min bog nærmer sig en titelsang til en halvdårlig dansk tv-serie, men det er også tæt på at være eneste fejlskud. Den stille ballade “We Got Away” er til gengæld et af de bedste stille stykker dansk musik, jeg har hørt i år, og selvom jeg tidligere har været skeptisk over for Hjelms vokal, må jeg tilstå, at han gør det rigtig fint hér. Sangen er som sådan ikke noget vanvittigt nyskabende, men en tiltrængt puster halvvejs, og de små finesser og den gode opbygning ved hjælp af få virkemidler giver et formidabelt resultat.

Figurines er et godt helstøbt rockalbum. Sangene er velkomponerede og skarpe. Der er ikke nogen halve løsninger eller overdramatiske eskapader, der ville have været fristende at gøre brug af. Modent er vist et korrekt ord at bruge i den sammenhæng. Jeg takker for, at fjerde gang er lykkens gang – floskel eller ej.

★★★★½☆

3 kommentarer

  • “Bandets mest helstøbte og i mine ører også bedste udgivelse”????? Jamen hvor blæst er du? Hvordan kan du overhovedet sige sådan noget? Hvis du synes denne udgivelse er bedre end ‘Shake a Mountain’ og ‘Skeleton’, så har du muligvis den mest forskruede opfattelse af musik, jeg nogensinde har set. Men igen, et hurtigt kig ned af dine personlige musiklister siger det hele. Cody? Mikael Simpson? Kings Of Leon: Only By The Night
    – Det er en rigtigt fin-fin rockplade? Jesus Kristus.

  • Jeg opfatter min tilgang til musik som relativ, subjektiv og åben. Jeg vil meget gerne have respons, og man er mere end velkommen til at have en anden mening end mig, men jeg gider simpelthen ikke bruge energi på umoden kritik og barnagtig meninger om hvilke lister eller bands der er de “rigtige”. Kom nu med lidt sagligt kritik, og ikke en masse tilsvininger – tak!

Deltag i debat