Plader

Murder: Gospel of Man

Her gik man og troede, at man endelig kunne få skovlen under Jacob Bellens, der med alle sine jern i ilden da snart må lave noget decideret bras. Men heller ikke denne gang, for selvom det kræver tid at opdage det, viser Murder formidabel form med Gospel of Man.

Sikke en drejning, en plade kan tage. Det hele startede ualmindeligt sløvt og negativt, da jeg åbnede for Murders nye melankoliudladning. Sikke en gang navlepillende sløvsind, tænkte jeg og stak i stedet Robyn ind i bilens afspiller.

Efter et pop-rush røg Murder retur i afspilleren, og jeg tænkte, at skidtet jo skulle høres. Jeg må tilstå, at mit umiddelbare indtryk af Gospel of Man gik på, at Stockholm Syndrome nok var et lucky punch.

Et eller andet sted på landevejen mellem Horsens og Århus kom så vendingen. Lige pludselig åbnede pladen sig, og flere og flere detaljer dukkede op. Det tog sin tid, hvilket også var tilfældet med forgængeren, men det er denne finurlige evne, Jacob Bellens og Anders Mathiasen har, når de tager sig tid til at lave musik sammen.

Lydbilledet er en anelse mere fyldigt på Gospel of Man end på forgængeren. Strygerne fylder mere, og der er sågar gjort en smule brug af trommer. Pladen har ikke samme åbenlyse single som Stockholm Syndromes “Where the Bees Are Sleeping”, men man savner egentlig ikke noget P3-venligt på pladen. Styrken ved Gospel of Man er den lidt mere udadvendte brug af instrumenter i et gribende og ikke specielt tilgængeligt univers af søvndyssende og mørke neofolksange, der gennem Bellens’ velkendte vokal får en dybde og fylde, man ikke møder andre steder i kongeriget.

Der er ikke taget syvmileskridt væk fra Stockholm Syndrome, og har man aldrig brudt sig om Murder, bliver man heller ikke venner med Gospel of Man. Til gengæld er der guf til øregangene for dem, der har hang til neofolk tilsat et nordisk twist af melankoli og eftertænksomhed.

Skal man skære en enkelt lille ridse i lakken, må man kommentere den ydmyghed, duoen lægger for dagen. Der er ikke meget prætentiøst eller fandenivoldsk over deres udtryk, og det ville være et kærkomment lille twist at tage med i lytteposen. Nu er temperament en finurlig sag, og bare fordi man er sur eller ked af det, behøver man ikke råbe højt. Men det er, som om duoen lader sangene drive lidt for meget af stille melankoli, uden at vokalen eller et enkelt instrument bliver bare en smule pågående. Man stiller indimellem sig selv det spørgsmål, om det aldrig koger over for Murder? Slipper de aldrig kontrollen?

Nuvel, det er bare en parentes, for numrene danner en fornem helhed, som man lytter til fra start til slut, og selvom det kræver en del tid, kan man efterhånden adskille numrene fra hinanden og sortere i de små gemte detaljer. Det er absolut ikke en sommerplade, og heldigvis for Murder udkommer den på den tid af året, hvor man for alvor har brug for hulebyggende musik og anti-discorytmer.

★★★★★☆

Deltag i debat