Plader

LCD Soundsystem: This Is Happening & Robyn: Body Talk pt. 1

LCD Soundsystem og Robyn har udsendt nye plader med samme tilgang til musikhistorien og den måde, de bruger den i deres musik. Begge udspil repræsenterer det optimale inden for 2010’s popmusik.

Robyn og James Murphy, der er mastermind i LCD Soundsystem, har måske ikke det helt store tilfælles ved første øjekast, men de har den samme tilgang til musik. De laver en form for popmusik, der på én gang er universel og ekstremt tidstypisk, og så er de begge to helt på toppen i 2010. Popmusik bliver ikke bedre end den herre og den dames seneste udspil.

Den tilgang til musik, Robyn og Murphy deler, tager udgangspunkt i musikhistoriske fikspunkter, som derefter bearbejdes på dybt personlig vis. I højere grad end at lade sig inspirere af tidligere tiders musik laver de to deciderede pasticher, som dog er meget mere end det. De vinder deres store eksistensberettigelse ved, at pasticherne moduleres med enorme mængder følelser og en personlighed, der måske endda var fraværende hos inspirationskilderne.

De repræsenterer en slags postpostmoderne tilgang til musikhistorien, hvor det ikke blot handler om intertekstualitet, men om at få de store private følelser til at resonere ekstra stærkt, fordi de tager afsæt i en tilsyneladende overfladisk og kopierende stil, der efter flere gennemlytninger viser sig at vinde desto mere i emotionel dybde, fordi noget allerede hævdvundet bliver belyst fra en ny og personlig vinkel og tillægges yderligere lag af betydning.

LCD Soundsystem brød eftertrykkeligt igennem i 2007 med Sound of Silver, der var et kvantespring fremad i forhold til den selvbetitlede debut fra 2005, der allerede havde introduceret James Murphys store musikalske overblik og økonomiske sans. Som få mestrer han at starte ved et minimalistisk udgangspunkt for så at finde et helt rigtigt groove og dernæst tilføje flere og flere små detaljer på præcise tidspunkter i løbet af seks-otte minutter, så numrene umærkeligt bliver mere og mere medrivende, og deres lange spilletid åbner dem og giver plads til uforudsete dybder.

Sound of Silver skinnede disse egenskaber helt klart og tydeligt igennem på mesterlige numre som ”All My Friends” og ”Someone Great”, men på den nye plade, This Is Happening, tager det hele endnu et skridt mod popstratosfæren. Her er tale om en ekstremt personlig og sammenhængende plade, hvor de cool øjeblikke afløser de rørende og personlige, ofte på kryds og tværs i de enkelte numre.

Murphys udgangspunkt, som før var nærmere tidlig elektronisk musik som Kraftwerk, er denne gang soleklart David Bowie. Her bedrives decideret pastiche, men uden det mindste glimt i øjet. Sangstilen på ”One Touch” kopierer Bowie anno Lodger (hvis pladecover også lader til at have været en inspiration), guitaren i ”All I Want” er hentet direkte fra ”Heroes”, og ”Somebody’s Calling Me” planker Iggy Pops ”Nightclubbing”, som Bowie var med til at skrive og producere, og hele pladen har en em af slut-70’ernes begyndende postpunk over sig.

Murphys genistreg er, at han – modsat kamæleonen Bowie – inkluderer sig selv fuldt ud i hvert sekund af This Is Happening. Teksterne og sangfordraget er overlæsset med dybt personlige beskrivelser af livet som New York-hipster omkring de 40. Parforhold og kønsroller bliver dissekeret pladen igennem, der gives løfter til tabte flammer, og selvindsigt og fortrydelse strømmer ud af tilsyneladende overflade-cool numre som ”Pow Pow” og ”I Can Change”.

Samme genistreg udfører Robyn på sin første plade siden det selvbetitlede hovedværk, som blev udsendt helt tilbage i 2005. Body Talk pt. 1, der er den første af i alt tre varslede plader i 2010, tager ligesom LCD Soundsystem udgangspunkt i et specifikt fortidigt lydunivers, her bestående af en gennemgående inspiration fra diverse dansemusikgenrer som dancehall, r’n’b og – frem for alt – disco. Hvis der er noget, Robyn har i overflod, er det personlighed, og alle numrene, der ellers bygger på typiske producer-orienterede genrer, lyser langt væk af, at vi her har med en decideret auteur at gøre.

Som på Robyn besidder sangene på Body Talk en helt utrolig følelsesmættethed – og det ofte i en grad, så man ikke troede, en popsang kunne rumme så store dybder. Hvert enkelt nummer spiller på kendte girl power-, break-up- og heartbreak-motiver, men de rummer en emotionel gennemslagskraft, der rammer hårdere, end nogen andre popsangere er i stand til.

Pladens helt store perle, ”Dancing on My Own”, har både et uhyggeligt dansabelt og medrivende beat og en tekst og en sangpræstation, der på én gang står i skærende kontrast til og smukt komplementerer musikken. Generelt står Robyns sårbarhed klarere og mere gribende end nogensinde før, og det siger ikke så lidt. Som hos Murphy kan man konstant mærke et skrøbeligt menneske bag den tykke og enormt cool musikalske fernis, som man gennem årtier har været vant til primært at forbinde med overflade og persona-gestaltninger. Hvis man forestiller sig en discodronning, en dancehall queen og en ABBA-popsanger, der i virkeligheden er den samme selvudleverende singer/songwriter, har man en idé om, hvordan Robyns musik lyder.

This Is Happening er lidt af et hovedværk og en triumf for James Murphy. På den ene side er det en yderst medrivende popplade, men samtidig udspændes dens ni numre over hele 65 minutter, og der leges med forspil, klimaks og repetition på en højst egensindig måde. Pladens bedste nummer er åbneren ”Dance Yrself Clean”, der starter introspektivt i næsten tre minutter, hvorefter en dommedags-synth sætter sig igennem med et chok og en kraft, der stadig kildrer i maven, 20. gang man hører den. Først da er tour de forcen i gang, og på intet tidspunkt i løbet af ni minutter taber Murphy overblikket over, hvad der i virkeligheden er en ret så simpel popsang.

Dét er ganske betegnende for This Is Happening, der er visionær og helstøbt som få plader, man kommer til at høre i år. Overgangene mellem attitude og pludselig udhældning af desperate bekendelser overrumpler kontinuerligt fra nummer til nummer, og selvom hele pladen er en noget aparte størrelse, er der en selvfølgelighed over den musikalske tilgang, der gør, at end ikke de længste numre bliver uinteressante.

Body Talk pt. 1 kan ikke prale af at være helstøbt, men det har tilsyneladende heller aldrig været hensigten. Det er et minialbum, der i højere grad fungerer som en ekstremt overlegen showcase af, hvad Robyn mestrer bedre end nogen andre. Fra indtagende hiphop-swagger over disco-ørehænger til bitchy dancehall og gribende akustisk ballade. Jeg har hørt pladen igennem uhyggeligt mange gange – også på repeat – og den er stadig lige fængende og rørende. Hvis pt. 2 og 3 lever op til det her niveau, har Robyn gang i lidt af et hovedværk.

Både James Murphy og Robyn lykkes således med stort set alt på disse plader. Begge får de annekteret musikhistorien på enormt egensindig og overlegen vis, og frem for alt får de skabt mængder af ekstra værdi ved at tilføje deres helt personlige stil, stemme og tekstunivers. Det her er popmusik anno 2010 på den mest inciterende måde, man kan forestille sig.

LCD Soundsystem:

★★★★★½
Robyn:
★★★★★☆

11 kommentarer

  • Jeg er helt med på Robyn-begejstringen…hun laver egensindig popmusik som få andre i disse år. Melodimaterialet er desuden helt i top hver gang den svenske alkymist melder sig på banen. Der er noget både for hende, der kun lytter til voice og p3 og til ham, der er musiknørd in excelsis og som kan kode de utallige referencer til fortidige musikalske bedrifter og udtryksformer.
    Men LCD? Jeg synes “this is happening” bærer præg af at være lavet af en mand der i lidt for høj grad gentager sig selv og ikke rigtigt kan finde nye stier for sin musikalske udfoldelse. Bevares, James Murphy er først og fremmest en forrygende producer (det høres bl.a. tydeligt i åbningsnummeret, “dance yrself clean”, som anmelderen også er inde på), men han er også i denne ombæring alt for letgenkendelig og gennemskuelig i sit udtryk. Det er de samme referencer, de samme citater, det samme musikalske rum han udfolder. Han gjorde det bare med større finesse, med mere rendyrket patos og mere friskhed på forgængeren. En spilletid på næsten 70 minutter er desuden pladens helt store begrænsning. Tomgangen og kedsommeligheden indfinder sig gang på gang – især på pladens sidste halvdel.
    At Murphys tekstunivers er en tynd, tynd omgang distanceblænderi, hvor han forsøger at præsentere en tilsyneladende dybde ved disse “åh-nej-jeg-er-kendt-og-snart-fyrre-og-lidt-for-smart-og-hvad-skal-jeg-dog-stille-op?”-sentimenter, klinger meget hult. Især den grænsende til det pinlige “You wanted a hit” udstiller mandens bovlamme ubehag (eller selvovervurderende storhedsvanvid?) ved at være “NY-hipster”, som anmelderen bemærker. Hvis lyrikken så bare var overflade, som hos idolet Bowie, men hos Murphy fordrer lyrikken en slags indlevelse og indforståethed, som bliver omklamrende og til tider fejlplaceret i al sin skødesløse, men åh så tomme, “smarthed”. “This is happening” efterlader en gammel fan med et nagende spørgsmål: Er James Murphy “fake”? (eller er det musikforbrugeren selv der er “fake” ved at stille det meningsløse spørgsmål i en “postpostmoderne” verden??)….

  • Jeg har det helt omvendt. Jeg er enig i, at This Is Happening minder gevaldigt om begge de foregående LCD-plader, men det er først her, det hele går op i en højere enhed for Murphy. Sound of Silver var bare et langt tilløb, hvor han lykkedes enormt med et par numre, men hvor albumhelheden slet ikke udformede et samlet udsagn, og hvor numrene slet ikke hang sammen i en stor helhed, som de gør på den nye.
    Jeg har intet imod, at han gentager sig selv, når det blot betyder, at han artikulerer sit projekt bedre, end han nogensinde har gjort før. Der er noget definitivt, noget personligt og noget nødvendigt over This Is Happening, som der ikke er over eksempelvis Sound of Silver.
    Mht. “You Wanted a Hit”, synes jeg også, det er pladens svageste nummer, men det er mestendels fordi det er for langt, og som sådan synes jeg ikke, det er dårligt. Det sætter de lyriske fokuspunkter på spidsen, og driver personaen Murphy og den oprigtige Murphy og forvirringen mellem de to helt ud til kanten. Jeg synes noget af det meste spændende ved pladen, og ved LCD Soundsystem som sådan, er forholdet mellem overfladisk plagiat og hipstersyge på den ene side og hudløst selvudelverende oprigtighed på den anden side, og i den sammenhæng bringer This Is Happening en masse til torvs.
    Teksuniverset kan jeg egentlig godt forstå, man kan være skeptisk over for, men jeg køber det 100%, blandt andet fordi det lever på ovenstående spændingsforhold. De tekster, der spiller på den selvbestaltede NY-hipster persona, er interessante, men det er de private og selvindsigtsfulde tekster på “All I Want”, “I Can Change” og “Home”, der er det helt store scoop. Det er fremragende kærlighedssange i en ramme, hvor man er vant til at høre overfladiske staffagetekster eller ren statement-lyrik (enten hos Bowie eller al den elektroniske musik DFA trækker på).
    Pladens længde er jeg også rigtig glad for. Den har noget enerverende og repeterende over sig, der afspejler teksternes forkus på usikkerhed og frustration i form af såvel umulig kærlighed som futil hipsterleflen, og så har flere af numrene en hypnotiserende, nærmest Kraftwerk-agtig, feeling, som gør, at hele lortet hænger sammen, selvom pladen er noget så aparte som et pop-album på over en time bestående af blot 9 numre. Pladens tidslighed er helt speciel, og selvom numrene ofte nærmer sig 9 minutter, føles de på mærkværdig vis stadig som små stramme popsange. Den eneste plade, jeg kender, der lykkes med en lignende, tilsyneladende selvmodsigende, tidsfornemmelse er Dylans Modern Times (uden sammenligning i øvrigt), der består af alenlange bluesnumre, der stadig føles som små friske sange.

    Jeg synes, som sagt, at This Is Happening er ret enestående, og at Murphy får en masse ting til at gå op i en højere enhed, som andre ofte bøvler gevaldigt med blot at frembringe en for en. Og så er det første gang, han virkelig forløser sig uomtvistelige potentiale i en sammenhængende udgivelse.

  • det er sjovt at du sammenligner med lige netop dylans modern times…jeg synes nemlig svagheden ved det album er den virker langt mere fortænkt, gennemanalyseret og derfor ikke-spontan ift. dylans virkelige late-period meisterwerk, “love and theft”, hvor dylan i sære, sammenpressede og inspirerede destillationer af hele americana-arven for skabt en glødende intens ramme for musikalsk opfindsomhed og lyriske finesser. Til sammenligning er modern times relativt enkle, monotone og langt mindre “friske” bud på forvaltningen af selvsamme arv. Teksterne på modern times er desuden kendetegnenede for dylan når han tænker lidt for meget over det han skriver. Fx er aint talkin et på papiret grandiost statement men i virkeligheden, under overfladen, en række relativt let opløselige klicheer. Det er en god plade bevares, men uden den skabertrang og spontane musikalitet der oser fra hvert et spor på love and theft. Og dermed minder dylans sene værker om James Murphys anstrengelser med sound of silver og this is happening. Den ene (den første) er den hvor han fandt formen og fik den til at svinge netop fordi han prøver sig frem, så at sige er midt i forsøget. Proces og resultat er omtrent ens, fornemmer man. Den anden plade er så den fortænkte og kalkulerede efterfølger hvor formen findes frem og finpudses, men i på ægte platonsk vis bare fremstår som “en kopi af kopien”…well, tak for dylan-analogien, er alt hvad jeg siger:)
    Og lad mig understrege: this is happening er langtfra en dårlig plade lige så vel som modern times langt fra er det. Men de lider under samme syge: en selvtilfredshed, der sløver årvågenheden over for det pulserende liv der gerne gemmer sig og ligger på lur, hvis man laver en sang uden at vide hvor den fører en hen, frem for at tilstræbe at lave en sang efter en form, fordi den form nu en gang fungerer. Det første er en kunst, det andet er et håndværk.

  • Det er vist tydeligt, at jeg saetter pris paa det selv samme, du stiger af paa ved saavel Modern Times som This is Happening. For lige at goere den Dylan-sammenligning faerdig: Jeg synes, Time Out of Mind er klasser over saavel “Love and Theft” som Modern Times (men then again er det ogsaa min Dylan-favorit overhovedet og min yndlingsplade overhovedet). Just sayin’. Derudover synes jeg ikke sammenligningen mellem “Love and Theft”/Modern Times og Sound of Silver/This is Happening holder. Dertil er der simpelthen for stor forskel paa de to Dylan-plader. Det er radikalt forskellige ting, jeg faar ud af de to plader(jeg kan for oevrigt ogsaa bedre lide “Love and Theft”), og jeg synes, de er relativt meningsloese at sammenligne. Modsat er det det helt samme, jeg faar ud af de to LCD-plader, jeg faar bare langt mere ud af This is Happening, der ogsaa haenger langt bedre sammen.

  • efter min ydmyge mening kan alt, absolut alt, i dylans bagkatalog sammenlignes! Det er én mands værk, no big mystery! Det er jo ikke ligefrem fordi dylan sådan eksperimenterer med samples, jazz, avantgarde og hip hop i sit oevre, vel!?:)
    Modern times er naturligvis nært beslægtet med love and theft i og med at de tager udgangspunkt i den samme tradition (kald det americana, kald det hvad du vil…) Dylan roder rundt i den samme store velsmagende gryde på begge plader og han tilsætter stort set de samme ingredienser, dog i forskellige mængder og serverer derfor let divergerende anretninger (ok, så stopper den madlavningsmetaforik!) Så meningsløse at sammenligne? det forstår jeg slet ikke! Og ja…Time out of mind er en rigtig glimrende plade, men slet ikke så inspireret rent musikalsk som love and theft. Den er stemningsrig, melodiøs, dyb og involverende, men jeg kan ikke mærke dylans musikalske overskud (mere lanois´typiske klangrige og svampede produktionsteknikker). Men come on, ligeså bevidsthedsudvidende og frenetisk fremragende som det manden lavede midt i tresserne, det får vi aldrig at se igen – hverken fra ham eller andre! End of story.
    LCD har efter min mening ikke lavet nogen helstøbte plader…jo, this is happening, måske – den er nemlig gennemført kedelig…

  • Min pointe var, at man ikke kan sammenligne de to Dylan-plader på samme måde som de to LCD-plader. LCD-pladerne minder langt mere om hinanden. Selvfølgelig kan Dylan-pladerne nemt sammenlignes inden for en Dylan-kontekst, men de er ikke to alen af et stykke, som LCD-pladerne er.
    Men hver sin smag mht. Dylan. Jeg synes såvel Highway 61 som Blonde on Blonde er ret overvruderede. Klart, de er fremragende, det er ikke nær det, jeg kan bare langt, langt bedre lide (især hvad angår teksterne)
    1. Time Out of Mind
    2. Blood on the Tracks
    3. Another Side of Bob Dylan
    4. Bringing it All Back Home
    5. Nashville Skyline

    “Love and Thefts” løshed og legesyge siger mig slet ikke lige så meget som Time Out of Minds gennemført dødsironiske efterlivsunivers, Blood on the Tracks’ banale, men bundløst dybe break-up perspektiver eller Another Sides ungdommelige modernisme.

  • Ok, et sidste lille ord i denne ordveksling mellem mænd (der er sikkert ikke andre der læser med, who are we kidding?): hvis du finder blonde on blonde overvurderet kan det kun skyldes en ting, nemlig at du ikke har lyttet nok til den! Det er ret enkelt. Så prøv at sætte den på hver dag de næste par uger og vend så tilbage. Brødebetynget og bodfærdig.
    Blonde on Blonde er en af rockhistoriens største bedrifter efter hvilken som helst standard (for mig er det kun exile on main street og london calling der kan være med på det skyhøje niveau, måske stone roses’ debut?) Bringing it all back home’s side 2 er på et lignende ufatteligt højt niveau og de bedste sange på highway 61 revisited kan afslutte den definitive del af His Bobness’ kanon. At du rangerer en kuriøsitet som nashville skyline som nr.5 er selvfølgelig en joke, men det er en dårlig en af slagsen. Come on!

  • Blonde on Blonde er den, jeg har lyttet mest til, tror jeg. Jeg var meget glad for den, da jeg som barn begyndte at høre Dylan, men nu er jeg efterhånden nået frem til, at den har ret meget filler, og at teksterne slet, slet ikke holder niveau. Jeg ville ikke have noget imod, at “Rainy Day Women”, “Leopard-Skin Pill-Box Hat”, “Temporary Like Achilles” og “Obviously 5 Believers” ikke fandtes i mit liv, Og Dylan er langt bedre, når han skriver mere personlige og konkrete tekster, end når han udsender de røgslør af ironi og distance, som han gør på det meste af Blonde on Blonde. “The post office has been stolen and the mail box is locked”, hold nu kæft. De eneste sange på pladen, jeg altid vender tilbage til, er “Visions of Johanna”, “I Want You”, “Just Like a Woman”, “One of Us Must Know” og “Most Likely You Go Your Way”.
    Nashville Skyline er jeg til gengæld så glad for, at jeg overvejer, om den er min yndlingsplade, når den rammer allerhårdest. For det meste af tiden battler den med The Times They are A-Changin’ og John Wesley Harding om femtepladsen på min liste, og det nytter nok ikke noget at begyndet at agitere for dens fortræffeligheder. Du lader til at være uden for rækkevidde i den sammenhæng.

  • Hør nu her…nashville skyline er da charmerende, det er da ikke det. Men stadigvæk: at ophæve den til mere end en fornøjelig parentes i dylans værk er bare en idiosynkrasi (for at tage sig speciel ud eller hvad ved jeg?) Blonde on Blonde, åj ja, røgslør og ironi og distance, skriver du, men du overser at det netop er selve redskabet dylan bruger til at sige langt mere, i og med at det tvetydige åbner for et hav af betydninger og rum, som lytteren kan træde ind i. Det er derfor de tekster aldrig tømmes for mening og er eviggyldige. Det er selvfølgelig ikke en blankocheck til at lave “vrøvlevers”, men det er langtfra tilfældet her. Tror du Rimbaud eller Baudelaire eller Verlaines svært dechifrerbare tekster er en nem kode, der bare skal fifles ved og så opstår der et 1:1 forhold mellem sprog og verden? Det er sådan set det der er meningen med poesi, at den ligesom slipper fri af enhver nem kategorisering og tilbyder et rum, hvor indholdet afhænger af øjnene der ser. Og der er dylans midttresser-lyrik et flot eksempel, som hverken smager for meget af hans tidlige og meget tidsbundne protestlyrik, agitprop var jeg ved at kalde det, og hans senere mere “konkrete” lyrik, der ikke rigtig hæver sig op over det enhver anden talentfuld rimsmed sætter sammen. Nuvel, det er fint og glimrende at dylan skrev fx time out of mind, hvis han havde brug for det. Det er fine, ofte smukke sange, der også rammer mig dybt. Bestemt og amen for det. Og hvordan er det nu lige fx lyrikken på highlands adskiller sig synderligt fra fx sad eyed lady of the lowlands? er ambitionen mindre på det sene nummer end på det første. eller er metoden en helt anden? Jeg tror dylan kan træde ud og ind af en række personaer ligeså nemt som fx bowie kan det. Det ene er ikke nødvendigvis mere “oprigtigt” end det andet. Jeg tror ikke der er større autenticitet i fx “cold irons bound” end på “leopard skin pill box hat” (som i øvrigt er et herligt nummer!). Be happy to disagree:)

  • Musiktekster er ikke det samme som lyrik, og du kan altså ikke sammenligne Dylan med Rimbaud eller Baudelaire. Hans tekster har måske lige så mange kvaliteter, men de er og bliver musiktekster og ikke lyrik. Men det bliver vi givetvis ikke enige om.
    Jeg er også uenig i, at indholdet af poesi afhænger af øjnene, der ser. Det gør det kun i et ret lille omfang (et omfang der selvfølgelig kan værre markant større og mindre fra digt til digt og poet til poet). Hvis digtet afhænger 100% af øjnene, der ser, er det et meget dårligt digt.
    Du kan selvfølgelig godt selv se, at “Highlands” og “Sad-Eyed Lady of the Lowlands” er radikalt forskellige tekster. Jeg synes, sidstnævnte er en af hans allermest overvurderede tekster. En ophobning af mere eller mindre ubrugelige billeder, der er alt, alt for nemme for Dylan at fremmane uden nogen videre form for ansvarsfølelse over for tekstens egentlige udsagn. Og fordi, det er floromvundet og udechifrerbart, går alle på røven uden at overveje videre, om teksten egentlig siger noget som helst. “Highlands”, derimod. En majestætisk og definitiv tekst fanget mellem narrativ og total stilstand. Desuden fungerer den som værkomfattende finale, idet den indfanger hele Time Out of Minds tekstlige fokus på (umuligheden af) vertikale bevægelser. Og så er det måske den Dylan-tekst overhovedet, der spiller bedst sammen med sit musikalske akkompagnement.
    Dylans tekster er i det hele taget klart bedst, når de har en eller anden form for fokus, og når han selv har noget på spil i dem uden distance. På nogen af hans tidlige tekster, formår han at oparbejde nærmest surrealistiske universer, der hele tiden er lige ved at miste fokus, men aldrig gør det og således vinder endnu større kraft. Eksempelvis “My Back Pages”, “It’s Alright, Ma” eller “Chimes of Freedom”. Den evnede mistede han mere eller mindre på Blonde on Blonde. Den vakler også på Highway 61, der dog har store stunder som titelnummeret, “Like a Rolling Stone” og “It Takes a Lot to Laugh, it Takes a Train to Cry”. Igen er “Desolation Row” et af hans overvurderede ‘mesterværker’. Hvad kan den tekst udover at ophobe billeder, der – netop – udtømmer sig selv, idet de er udskreget?

  • Det er noget vrøvl du skriver…at musiktekster ikke er lyrik?? hvad dælen er de så+ prosa?? nej, vel…at der er forskel på en musiktekst og et digt, jovist…det er en anden sag. Den ene fungerer som et dobbelt medium kan man sige, som ord og lyd. Men så radikal er forskellen heller ikke, hvis vi tager lyrikoplæsninger med i overvejelsen. Jeg stiller da heller ikke samme kriterier op for en musiktekst som for et digt. Men er det ene kvalitativt bedre end det andet? Når Matt Berninger synger “I was afraid I’d eat your brains cause I´m evil” på den ny national-plade, ja så står udsagnet tyndt på papir, men stærkt på plade. Sådan er forskellen. Men du kan ikke uden videre miskende dylans billedbrug og sige at den ikke kan sammenlignes med rimbaud og verlaine. Hvorfor skulle den dog ikke det? Og hey…det er i øvrigt ikke umuligt at sætte musik til digte, vel? det er ligesom set før…
    Poesi afhænger i høj grad af det læseren investerer i dem og den horisont han/hun er indlejret i. En tekst kan naturligvis og heldigvis sige noget vidt forskelligt til forskellige mennesker. Og det åbner en markant “billedstorm” af ord bedre op for en en meget konkret musiktekst, er min påstand. Ikke ment som en generalisering, for selvfølgelig er der tekster der “lukker sig om sig selv” ved at være indforståede eller rene citationstekster (hvor kendskabet til en række referencer er nødvendige), men hovedsageligt er “ophobningen af billeder”, som du fint kalder det, en klar kvalitet, når vi taler dylan eller når vi taler lyrik generelt. Det åbner op for en anderledes oplevelse i verden, og det er det er det det poetiske sprog kan, nemlig at åbne verden. Er der hoved og hale i “Desolation Row”? Jeg ved det ikke. Dylan ved det sikkert heller ikke. Men er det en stærk, billedskabende tekst i kraft af sit “verdensåbnende” sprog (som Habermas kalder det), ja, det er det i høj grad. Og det er poesiens fornemste funktion.
    En musiktekst er dog som du er inde på ikke begrænset ved at skulle fungere som poesi, men da i høj grad som lyrik, eller som en lyrisk udtryksform. Nogle tekster ville virke kluntede og forkerte i munden på Britney Spears, andre virker helt rigtige for netop hende. Sådan er fleksibiliteten når det kommer til den gode popsang. Det “dumme” kan virke befriende, det “kunstfærdige” kan virke klodset. Da vi nok er enige om at dylan er en litterært anlagt sangskriver, vil jeg mene at han mestrer begge “diskurser” (det “verdensåbnende” og det mere basale eller konkrete), men det er hans evne ud i det første, der for alvor gør ham singulær og unik.

Deltag i debat