Artikler Klassikeren

Cluster: Cluster ’71 – lyden af kosmos

Skrevet af Esben Rasmussen

Cluster (med C) har genudgivet deres debutalbum fra ’71. Det giver i den grad anledning til at fejre en vaskeægte milepæl i nyere musikhistorie.

Cluster: Cluster ’71, Bureau B, 1971

Lyden af kosmos
Som frivillig ved den odenseanske musikfestival Phono havde jeg forrige år den (tvivlsomme) ære at være vagt i bandrummet. Det indebar bl.a. at sidde og spise småkager i et råkoldt industrilokale, mens d’herrer Moebius og Roedeluis, bedre kendt under navnet Cluster, spillede ambiente toner på scenen; adskilt fra mit opholdssted af både flere meter beton og pietetsfuld pligtopfyldelse.

Men lad det nu være, hvad det var, for da de to efterhånden aldrende herrer kom ud backstage, var der jo trods alt nogen til at tage imod dem – med alt, hvad det indebar af ærefrygtfuldt, gebrokkent på tysk og dejligt bagværk. Derudover skete der det interessante, at de to kraut-legender blev interviewet til en intern film om festivalen og blev spurgt om deres mening om den netop overståede koncert.

De var egentlig godt tilfredse, men var nu lidt ærgerlige over, at folk havde stået foran scenen og snakket højlydt. Det kan man jo ikke fortænke dem i, men måske var det på en sær måde ganske passende, at det netop var til en Cluster-koncert, at noget sådant overhovedet kunne høres på scenen. For når begrebet ‘krautrock’ bliver anvendt i dag, er det ofte tilsyneladende kun med det formål at beskrive musik, der indeholder bare det mindste element af repetition. På den senest overstående Roskilde festival blev det som årets buzzword brugt i flæng om alt lige fra halv-evnesvag elektrorock til tam folk. Det må siges at være noget af et stiliseret billede af en scene, der reelt omfatter musik lavet i en otte-ti-årig periode i et land så stort som Tyskland. For at citere den fremragende rock-arkæolog Julian Cope, så er det eneste fælles, der kan siges om denne enorme mængde spraglede bands, at de er inspireret af »amerikansk rock og klassisk avantgardetradition.« Og der er ingen tvivl om, hvor Cluster har hentet mest inspiration – hos den avantgardistiske klassiske musik. Kraut uden rock, om man vil.

Bandet startede i 1970 under navnet Kluster og bestod ud over Hans-Joachin Roedelius og Dieter Moebius af Conrad Schnitzler. De optrådte efter sigende både i Europa og Afrika med vilde improvisationsshow, hvor alt, der kunne tvinges blot den mindste lyd ud af, blev benyttet i bedste musique concrète-stil. På en af deres tournéer mødte de Conny Plank, der skulle gå hen og få enorm betydning, ikke blot for Cluster, men for mange af deres ligesindende tyske kollegaer. Hvis man skulle opstille et alternativ til Copes ‘definition’ på slægtsskabet mellem de tyske bands, kunne man næsten nøjes med at nævne Planks navn. Listen af albums, han enten har produceret eller spillet med på, er intet mindre end imponerende (og inkluderer både Devo og Scorpions!).

Schnitzler forlod gruppen for at forfølge en solokarriere efter tre albums, der alle blev udsendt på mindre selskaber med et forsvindende lille antal trykte eksemplarer. Herefter ændredes K’et til et C, og bandet udsendte i 1971 deres debut under navnet Cluster. Debuten var første og eneste gang, Plank blev krediteret som medlem.

Cluster ’71
Clusters debut er nu blevet genudgivet, og hvis der ikke i forvejen var anledning til at fejre de tre tyskeres milepæl af et album, så er der i hvert fald nu. Albummets kaleidoskop af lyde bobler og roterer hver gang lige sært og overraskende og lyder anderledes for stort set hvert lyt. I mangel af bedre og mere rammende ord vil jeg benytte mig af klichétermen ‘kosmisk’. Nuvel – kosmisk skal nok mest forstås som en 70’er-futuristisk betegnelse, men ikke desto mindre er den trods alt ganske passende. Det virker nemlig, som om man lytter til en radar bygget af Kubrick rettet direkte mod hjertet af universet.

Der er tale om tre unavngivne kompositioner/improvisationer udført på orgel, cello, slide-guitar og forskellige lydmodulatorer, alt sammen elektronisk behandlet af Plank. Helt uden vedvarende rytmer er det musik, der mest af alt lyder som det dybe, dybe rum. Det er blottet for følelsesmæssige holdepunkter, ud over en generel udefineret og fremmedgjort forundring. Det er derfor ganske paradoksalt, at titlerne blot angiver numrenes længde, for netop det ikke-temporale er det indtryk, jeg sidder tilbage med efter endt lytning. Lydene phaser fra side til side, rykker frem og tilbage med tyk tremolo og ulmer konstant i baggrunden med uendelig reverb. Der er ingen afslutning og ingen begyndelse, og når der nu rent faktisk er sådanne praktiske formaliteter på en fysisk pladeudgivelse, ja, så virker det, som om det kun er, fordi det ikke kunne være anderledes – samtlige numre kunne være fortsat i mindst den dobbelte tid.

Foto: PR.

Det kan være svært at definere mere præcist, hvad det er, man lytter til, men koblingen mellem den cerebrale kompositionsmusik og den senere elektronisk-funderede populærmusik er helt åbenlys – og enormt innovativ. Hvis Kraftwerk er lyden af det stringent lineære, så er Cluster lyden af nøjagtig det modsatte; det opløste, evigt åbne lydlandskab. For der er nemlig primært fokus på tekstur frem for fremadrettet struktur.

Det er måske ikke en hverken direkte eller uafbrudt linje, der løber mellem Cluster og den franske impressionist og klavervirtous Claudé Debussy, men om ikke andet kan inspirationen spores. Debussys delvise opløsning af tonalitet og multifaceteret kompositionsteknik var en uvurderlig inspiration for store innovatorer som Edgar Varése og Pierre Scheaffer og ligeledes for Cluster. Lietmotivet er forsvundet som dug for solen og erstattet af pulserende elektroniske lydgeneratorer, der ikke synes at indgå i nogen større helhed – og så alligevel.

For selvom musikken fremstår som koblet fra alle konventioner, former og genkendelige temaer, er der en sært dragende kvalitet ved værket. Den første skæring ”7:42” består som udgangspunkt af en roterende akkord, der pitches halve og hele toner op og ned, mens et enkelt ekstremt langsomt pulsslag anes i baggrunden. Synkoperede anslag kører fra højre til venstre, mens skærende, dissonante toner fra tid til anden trænger gennem den tætte atmosfære. Hvad der helt præcis foregår, er ikke til at sige, men det er for insisterende til at ignorere, og de sporadiske melodiske holdepunkter for uhåndgribelige til, at man – i hvert fald følelsesmæssigt – kan blive rigtigt engageret.

Andet ‘nummer’, “15:33”, starter med noget, der kunne lyde som en raketopsending – én skærende, gentaget synthtone dominerer de summende baggrundsflader, før en lang cellolignende akkord varsler overgangen til en vibrerende, distortet orgellyd, der antager snart den ene distinkte valør, snart den anden. Man har ingen fornemmelse af en bestemt progression. Snarere er der tale om en lang række små kompositioner, der umærkeligt glider ind og ud af hinanden. Efterfølgeren, “21:14”, er det mest distinkte nummer – det har flere gange noget, der minder om rytmiske anslag, der dog hurtigt opløses i ugenkendelige, processerede orgelstrukturer. Tænk lyden af den konstante tredje betoning i Bowies ”Sound and Vision” svært manipuleret, både lyd og tidsmæssigt – for nogen fast form antager lydene aldrig. Konstant skiftende, ja, organisk er vel det ord, man ville bruge, uden at det på nogen måde dækker. For det er lydene af maskiner, man hører, det er der ingen tvivl om. Maskiner, der ikke ved helt præcis, hvad de er sat i verden for at producere, og derfor farer hvileløst rundt i et sonisk vakuum.

Man har det har på fornemmelsen, at der bag de mange synthlag gemmer sig en dybere mening – ikke at denne nødvendigvis er lettere håndgribelig eller umiddelbart genkendelig, men om ikke andet rummer de konstant varierende lyde en tiltrækning, der ikke kan forklares nærmere; selv med brug af alt andet end tilstrækkelig kosmiske metaforer. Jeg kan i sidste ende ikke gøre så meget andet end på det kraftigste (i ordets egentlige betydning) at anbefale dette mesterlige album.

Foto: PR.

Cluster og kompositionen
Cluster har haft en enorm betydning for et utal af bands, og jo mere man lytter til debuten og bandets øvrige diskografi, desto tydeligere bliver det, hvor meget andre, ofte fremragende bands skylder disse tre herrer.

Gruppen danner bro mellem en meget umiddelbar, næsten poppet og alligevel umiskendeligt sær fascination og svært komplekse teoretiske overvejelser og er som sådan et vigtigt kapitel i det 20. århundredes musikhistorie. ’71 er repetitivt på en anden måde, end man ellers hører det hos Morton Feldman og Terry Riley, som man må formode har været naturlige forbilleder. Alligevel kan man fornemme en lignende tilgang til materialet. Hvor Feldman og Riley har haft kompositionen som udgangspunkt og derefter har bevæget sig ind på territorier fyldt med tilfældigheder, spontanitet og elektroniske eksperimenter, så virker det, som om Cluster er gået en anden vej.

Deres repetitioner er i stedet baseret på lange droner med indflettede sporadiske pulsslag og ambiente lyde – ligesom de har strækket sangen ud rent tidsligt i stedet for at skære ned til de basale kompositionelle elementer for derefter at gentage disse – men det er den samme trancelignende effekt, der på sin vis opnås. Og det er i sandhed interessant.

Cluster har arbejdet med instrumenter, der efterfølgende er blevet elektronisk bearbejdet, og på den måde har de opnået en form for improviseret komposition. Det er en tilgang, som også landsmændene i Can har benyttet sig af, og i min optik er det især her, ‘krautrocken’ kommer til sin ret. Når materialet umiddelbart improviseres og derefter antager en helt anden kvalitet gennem svært innovative elektroniske eksperimenter.

Der er hér – hvor en form for rockæstetik møder de teoretiske idéer bag serialisme, chancemusic, musique concrète og lignende kompositoriske landvindinger fra det netop overståede århundrede – at musikken, både rent sonisk og konteksmæssigt, for alvor bliver interessant. Det er Cluster ’71 i sandhed et eksempel på.

Når man hører Mouse on Mars, Gas, Throbbing Grisstle, Coil og en lang række andre prominente navne, er det umuligt at komme uden om inspirationen fra Cluster. Ikke blot debuten, men også en stort portion af resten af udgivelserne. Kald det kraut, kald det ambient eller noget helt tredje – gruppens betydning er uomtvistelig og det med rette.

Trackliste:
1. 7:42
2. 15:33
3. 21:14

5 kommentarer

  • Utrolig kompetent og lærerig anmeldelse. Synes dog ikke, at der var noget at sige til, at der blev snakket en smule oppe front til koncerten ved Phono; det var helt reelt en noget tam fornøjelse blottet for al den underfundighed og legesyghed – som du selv så fint beskriver – plejede at kendetegne Cluster.

  • Flot og velfortjent artikel til et pioner band som i den grad fortjener anerkendelse og respekt.

  • Nogen kan lide Cluster i Stereo Studie på Nørrebrogade, Kbh. Den beskedne pladereol rummer (eller gjorde i hvert fald, sidst jeg kiggede forbi) op til flere lp’er med Cluster. Bare en serviceoplysning til dem, som måtte være interesserede.

  • Betydningen af Cluster må aldrig underkendes. Derfor stor tak for denne fremragende gennemgang af et sindssvagt betydningsfuldt album.

Deltag i debat