Plader

J Mascis: Several Shades of Why

Skrevet af Andreas Kousholt

Gamle rockere er nok lidt misfornøjede med Dinosaur Jr.-frontmandens soloprojekt, der er mere singer/songwriter, end det er rock. Heller ikke det nyeste udspil nedbryder mange barrierer til nye musikalske verdener. Til gengæld er det rart at lytte til.

Joseph Donald – eller blot J – Mascis er lidt af en musikalsk kamæleon. Mascis har rørt ved alt fra hardcore til singer/songwriter og har på den måde sat sit præg på den alternative rock siden de tidlige 80’ere. Mest bemærkelsesværdigt er hans virke som guitarist, sanger og sangskriver i legendariske Dinosaur Jr., der med sin trashede, guitarbaserede rock var med til at lægge det fundamentet, hvorpå blandt andet dele af grungen senere blev bygget.

Med Several Shades of Why fortsætter Mascis i samme rille, som han gennem årene er blevet mere og mere forfalden til, nemlig en Neil Young-inspireret singer/songwriter-lyd uden så meget pis. Vi hører Mascis’ stemme ledsaget af et antal akustiske guitarer med spredte indslag af korsang, violin og elguitar med diverse effekter. That’s it.

Og ved første gennemlytning kan jeg lide, hvad jeg hører; ikke mindst når tankerne drages væk fra pladens – efter min beskedne mening – noget fesent-filosofiske titel. At musik er tiltalende ved første ørekast, behøver dog som bekendt ikke være et betingelsesløst kvalitetstegn, men kan lige så godt være et tegn på overfladiskhed. Og en vis overfladiskhed hersker der på Several Shades of Why, forstået på den måde at pladen ikke lover hverken mere eller mindre, end den har at tilbyde. What you hear is what you get. Pladen er således ikke af den type, som man efter hver ny genlytning opdager nye sider af, og hver ny sang afviger ikke særlig meget fra den forrige. Efter 10 gennemlytninger består pladen stadig af de samme mere eller mindre velspillede guitarfigurer, der snor sig om hinanden med Mascis’ medtagede, men på sin helt egen måde fantastisk smukke røst på toppen.

Several Shades of Why lyder på mange måder som en liveplade indspillet i en skotøjsæske. Den er flad, på en måde der giver en lyst til at tage propperne ud af ørerne. Der mangler en bredde i lyden, som bekræftes af fraværet af en bassist. Heri ligger jo en del af forklaringen på ‘overfladiskheden’ og ensartetheden, da lydens smalle spektrum også giver plads til færre lag og variationsmuligheder.

På den anden side er der på pladen en skrøbelighed og en underlig nærhed af den slags, der kun kan gives fra den anden side af et ophængt gulvtæppe. Jeg føler mig inddraget i musikken og den spontanitet, der fremstår, når de mange guitarfills ofte synes at mislykkes eller bliver spillet utight. Der synes ikke at findes et take two i Mascis’ verden. På denne måde er en rød tråd at spore fra Dinosaur Jr. til J Mascis, da Several Shades of Why i virkeligheden bærer samme trashede lyd, blot omsat til en anden genre. Musikken kan med god ret kaldes en art lo-fi-, støj- eller trash-singer/songwriter eller -folk. I denne verden er det ikke afgørende, om en en tone spilles forkert eller punkteres i et guitarfill, eller om musikken lyder, som om den bliver spillet fra bag et tæppe.

Det afgørende er i al sin enkelhed, om musikken er værd at lytte til, og her må jeg jeg vende tilbage til mit udgangspunkt, som er, at jeg grundlæggende holder af, hvad jeg hører. Det er gennemførte kompositioner med melodiske fraser og gennemgående flotte arrangementer. Mascis synes at skulle krænge hver en tone ud igennem en indadvendt sjæl, der foretrak at krølle sig sammen og blive smidt i rendestenen. ”Listen to Me” optræder som en velegnet åbner til pladen, hvor Mascis inderligt bønfalder lytteren om opmærksomhed. ”Can I” er en søben rundt i de tre samme akkorder med kun få udsving og en perfekt ledsager til en grå regnvejrsdag, hvor du ikke skal lave så meget andet end at ligge i din sofa og have ondt af dig selv. Den væsentligste anke ved Several Shades of Why er uden tvivl, at den har tendens til at blive lidt langtrukken i kraft af sin smalle lyd.

Mange af de gamle rockere vil nok stejle over stilen på Several Shades of Why og påstå, at Mascis er faldet af på den. Og betragter man den nyere del af hans bagkatalog, synes Mascis da heller ikke længere at stå i forreste geled, når morgendagens musikalske territorier skal erobres. Men rar er pladen stadig at lytte til, og dét må da også tælle for noget.

★★★★☆☆

Leave a Reply