Plader

Bob Hund: Det överexponerade gömstället

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Bob Hund, som vi kender og elsker den, er ikke mere. De før så umiddelbart elskelige sange er i undertal på bandets mørkeste og mest introverte plade til dato. Men giv den tid, og Bob Hund vil stadig fremstå vedkommende.

Forårsløgene er kravlet op til jordoverfladen. Fuglene synger kådt i træerne. Og Bob Hund er klar med en ny plade. Perfekt timet, tænker man. Soundtracket til de kommende måneder er sikret. Pladen udkommer, man sætter den på, og med det samme føler man sig opløftet af de friske toner, der møder en på åbneren ”Bob Hund 2020”. Men derefter kommer ”Tvångstanker”, som trods en Bond-agtig-intro virker stillestående og uden fokus og derfor får en nok så forårsparat person til at stå af. For første gang virker Bob Hund ligegyldige. Uanset om det har været skæve og punkede popnumre, langstrakte instrumentalpassager eller afdæmpede ballader, har Bob Hund ellers altid været vedkommende.

Resten af Det överexponerade gömstället er lidt op og ned. Man smiler, man gaber, man tripper lidt med fødderne. Men efter man har nået igennem første gennemlytning, har man det på samme måde, som når man går ud på årets første forårsdag iført en tynd jakke, fordi det virker varmt, men man ender med at vende hjem med en forkølelse. Skuffelsen bliver så småt til vrede, og man får lyst til at replicere på Martin Kanns coverdesign og sende cd’en retur til Sverige med a-post påklistret en ny post-it-besked: »Og Bob Hund har ingen sang-ideer. Øv. Lasse.«

Det överexponerade gömstället er – i modsætning til den håndfuld øjeblikkeligt elskelige plader Bob Hund udgav i sin første levetid – lyden af et Bob Hund, der stadig står med søvn i øjnene og i smådeprimeret lune efter have tilbragt måneder i vinterhi. Det gode humør, underfundigheden og energien har fortabt sig midt i tekster, der oftest synes at have et samfundskritisk ærinde.

Bob Hund anno 2011 er ikke det samme band, som for 20 år siden og 10 år frem. Det sprælske gadekryds var kommet til verden via et møde mellem punkrock, avant-postpunk, krautrock, synthrock og svensk folkemusik. De mange stilarter tilsat Thomas Öbergs humoristiske og surrealistiske hverdagsbetragtninger sunget på en dialekt, man ikke var i tvivl om, hvorfra stammer, gjorde Bob Hund til en unik størrelse. Det sluttede i 2003 med singlen ”Det där nya som skulle vara så bra”, der pegede frem mod det nye, der var i vente, nemlig den engelske bastard Bergman Rock. Det eksplosive, støjende punknummer lød samtidig som et oprør mod netop Bob Hund-tiden: »Stockholm! / Gör mig inte till ett åskmoln / Stockholm! / Goodbye! / Jeg älsker dig men du har glömt mig.«

Bergman Rock blev aldrig nogen succes. Økonomisk var Bergman Rock en katastrofe, musikalsk var det jævnt godt, for energien var intakt. Men magien var forsvundet sammen med Öbergs skånske dialekt. Den tog han atter op sammen med Jonas Jonasson på det vellykkede synthprojekt Sci-Fi Skane, som lød som Bob Hund – bare uden alle de punk- og rockelementer, som mest af alt har gjort Bob Hund til det, de er. Eller var. Öberg og Jonasson synes ikke at have udlevet deres fælles begejstring for synthrock med Sci-Fi Skane. Det er, om end i mindre grad, fortsat i Bob Hunds anden levetid, hvor synthen fylder mere i lydbilledet som enten stemningsskabende underlægning eller som hvirvlende og boblende effekter. De støjende guitarer er sat på hylden, og punkfunkede rytmer er kommet til i stedet. Og Öberg minder nu mere om Iggy fra The Idiot end Iggy fra The Stooges. Mere tale, færre rockskrål.

Hvor meget, der er tappet fra hvert enkelt af bandets mange inspirationskilder til at skabe Bob Hunds lyd, har ændret sig efter comebacket for to år siden. Internt i bandet har det altid skabt konflikter, om hvad det egentlig er for en musikalsk størrelse. »Ni kan ta er jävla blippbloppmusik och fara åt helvete,« har det ifølge et interview i det svenske musikmagasin Sonic lydt fra punkrock-klanen. »Jag är inte intresserad av att representera någon slags kukrock,« var holdningen hos synth-parret Öberg og Jonasson. Konflikten skabte et frugtbart musikalsk kompromis: skæv og punket poprock med syntheffekter. Sådan er det ikke længere. Og det er i den kontekst, at pladen skal forstås og vurderes.

Mens Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk fuldt ud overbeviste om, at forandringen ikke har svækket Bob Hund, forholder det sig anderledes med Det Överexponerade gömstället. Den er sværere at komme ind på livet af og kræver derfor flere afspilninger, før man kan begynde at holde af den.

Pladen er nem hurtigt at afvise som en ujævn parentes fra et band, der har sin storhedstid langt bag sig. Det har Bob Hund sandsynligvis også, men ændringen i den musikalske kurs gør dem stadig relevante i dag. En gentagelse af fordums udtryk kunne omvendt have resulteret i en bleg affære. Selvfølgelig vil man savne den slags sange, Bob Hund-fans især elsker Bob Hund for. Pladen indeholder ingen ny ”Alt på ett kort” eller ”Mer än så kan ingen bli” eller ” Nu är det vel revolution på gång” eller ”Istället for musik: Forvirring”. Faktisk er det kun den herligt fremaddrevne ”Lite af varje for ingen”, som minder om noget, vi har hørt før (Folkmusik… fraregnet). Det er vintage Bob Hund, når de lyder som Kraftwerk, der farer rundt på de svenske landeveje. Men hvor det førhen typisk ville have lydt mere organisk, bobler den nu overstadigt af sted oven på Jonassons synth-figurer.

Det bedste bud på et hit er førstesinglen ”Popsång (mot min vilja)”. En art punkfunk, der trods håndklap og et fængende omkvæd slet ikke har nogen interesse i at være en popsang: »Popsång mot min vilje / Inte en popsång till,« synger Öberg. Teksten peger på sin vis på den øvrige plades modvillighed mod at skrive en gængs popsang: »Ingen uppfinningsrikedom behövs / bara en popsång innan dörren stängs.« ”Letar Övedar”, der er en indspilning af et ældre nummer, er det tætteste man kommer et normalt (og ganske godt) pop/rock-nummer. Ellers er Bob Hund fuld af iderigdom og uden fare for at falde i hitskabelonens forudsigelige rammer.

”Tvångstanker”, der med tiden viser sig at være god, har et repetitivt præg, som får passende modstand af utallige afvekslinger. Først forekommer det rodet, men det falder på plads. Selv børnekoret virker som et helt rigtigt valg. Det samme kan desværre ikke siges om den nedtonede sømandshymne ”I hamnens öga”, hvis foranderlige lune afrunder pladen med en omgang sløret, melodisk søsyge.

Pladens bedste nummer er også komplet uforudsigeligt. Den episke ”Stumfilm” skifter først ubemærket radikalt spor. Væk fra en indtagende melodi og hen til vrede opråb. Den finder tilbage til udgangspunktet præcis længe nok til, at man lige når at registrere det, før den går helt ned i tempo. Og så sker der ikke en skid i et stykke tid. Det når lige at blive en smule kedsommeligt, men så glider den over i den fem minutter lange monolog, som er valgt som pladens titelnummer. Bob Hunds samfundskritiske ærinde er her ikke til at tage fejl af: »Välfärdssamhället, Weltschmerzsamhället / Det finns ingen annan utväg än det överexponerade gömstället / Så länge nån tjänar pengar på jordens undergång är den inte speciellt nära.«

Den fabulerende og en smule surrealistiske tekst er ikke altid helt forståelig, men efter de første par linjer er man suget ind i Öbergs monolog, og de næste fem minutter holder man vejret. Af spænding, forventning og angst.

Bob Hund lyder markant anderledes end i gamle dage. De har hverken gjort som forventet eller håbet, men sammensat en plade ud fra efter deres eget idiosynkratiske verdenssyn. Pladen er ikke for alle, men nogen vil mene, at den er lige så vedkommende, udfordrende, iderig, kontrær og lyrisk stærk, som man kan kræve af en ny Bob Hund-plade. Jeg er en af dem.

★★★★½☆

1 kommentar

  • Kuldegysningerne løber mig ned af ryggen og jeg frydes over Bob Hunds originalitet. “Den er sværere at komme ind på livet af og kræver derfor flere afspilninger, før man kan begynde at holde af den” Og det er nemlig dens styrke i en verden, hvor alt er gennemtygget. Tak Bob Hund. Fin anmeldelse.

Deltag i debat