Plader

Mescalin, Baby: Air Air

Skrevet af Jacob Aksglæde

Sidste års vinder af Karrierekanonen gør deres bedste på debutalbummet, men formår ikke at forløse deres åbenlyse talent.

Sidste år gjorde Mescalin, Baby det, som mange unge håbefulde bands drømmer om: De vandt P3’s Karrierekanonen – en sejr, der gav løfter om opmærksomhed, airplay, talentudvikling og flere koncerter. Delen med flere koncerter passer i hvert fald, eftersom bandet i 2010 både spillede på Roskilde Festival og agerede som opvarmning på hele The Floor Is Made of Lavas efterårstour.

Magtens Korridorer, Tue West, Johnny Deluxe og Rasmus Nøhr er alle navne, som har optrådt i Karrierekanonen. Derfor må man sige, at konkurrencen godt kan generere noget talent, der er lidt anderledes end gennemsnittet af musikudøvere, og som holder ved. Jeg kan sagtens lytte mig frem til, at Mescalin, Baby besidder en vis mængde talent, der fortjener anerkendelse. Til gengæld er jeg i tvivl om, om kvintetten er mere interessant end det gennemsnitlige indieband.

Musikken på debutpladen Air Air er indierock med en klassisk opsætning af trommer, bas og en fremtrædende guitar med forvrænget lyd. Derudover har forsanger Marc Facchini-Madsen en karakteristisk skarp vokal, der leder tankerne hen på Caleb Followill og resten af Kings of Leon, som muligvis har været en af inspirationskilderne. I åbningsnummeret “You Call It Medicine” – eller rettere sagt i næsten alle pladens numre – sker der det samme: fremtrædende forvrænget guitar, skarp vokal, god melodi på både vers og omkvæd. Numrene er lige velskrevede og lige kedelige hver gang. Og hvilken forfærdelig situation at stå i som band. At have potentialet, men være ude af stand til at formidle det på en måde, så lytteren bliver optaget af pladens indhold.

Jeg har lyttet til denne plade fem gange. Jeg var ikke langt inde i første gennemlytning, før jeg kunne høre, at sangene var velskrevne, og at melodierne var gode. Til trods for de gode melodier kæmpede min finger imod, da jeg de resterende fire gange skulle trykke play for at starte pladen igen. Air Air er ganske enkelt kedelig fra ende til anden. Nuancerne er ikke til at få øje på. Eftersom Mescalin, Baby faktisk spiller gode sange, men langtfra formår at interessere mig, bliver jeg en smule ked af det på deres vegne. For det er da trist at vide, at man har talentet, men bestemt ikke udnytter det optimalt.

Det er lidt, som om Mescalin, Baby har fordelt energien ligeligt ud over størstedelen af pladen, i stedet for at udvælge enkeltnumre at investere alt i. Det resulterer i, at mange af numrene kun forbliver okay, og at pladens dynamik forsvinder fuldstændigt. Der er dog et nummer som “Daddy Fix the Stereo”, hvor man kan mærke en bevægelse i opbygningen, og hvor tempoet går ned, efter at pladens første seks numre har holdt høj fart.
I “Daddy Fix the Stereo” formår bandet at få det maksimale ud af sangens potentiale pga. samspillet mellem forsanger Marc Facchini-Madsens vokal og bandets evne til at spille dynamisk, således at man som lytter er opmærksom på, hvor sangen bevæger sig hen. Det gælder også en sang som “Like a Diamond Coming Loose”, hvor nummerets perfekt udførte kompositioner bliver sat i fokus med en enkeltstående guitar og nogle blide strygere. Man kan ikke dvæle nok ved Marc Facchini-Madsens vokalarbejde, der i sandhed er eminent og endda kan sammenlignes med den nylige fødselar Bob Dylans vokal. Det skyldes ikke bare deres fælles skingre lyd, men også deres evne til at overføre deres følelser til lytteren.

Jeg har det meget mærkeligt med denne plade. Det er en god plade, men samtidig en kedelig en af slagsen. Air Air mangler numre, hvor man virkelig kan høre, at kvintetten har satset alt – numre, som kan kandidere til sommerens playlister. Men de udebliver.

Jeg håber derfor, at Mescalin, Baby på deres næste album formår at kanalisere det åbenlyse talent ud på en mere interessant måde.

★★★½☆☆

1 kommentar

  • […] Undertoner: “Det er lidt, som om Mescalin, Baby har fordelt energien ligeligt ud over størstedelen af pladen, i stedet for at udvælge enkeltnumre at investere alt i. Det resulterer i, at mange af numrene kun forbliver okay, og at pladens dynamik forsvinder fuldstændigt. (…) Det er en god plade, men samtidig en kedelig en af slagsen. Air Air mangler numre, hvor man virkelig kan høre, at kvintetten har satset alt – numre, som kan kandidere til sommerens playlister.” […]

Deltag i debat