Koncerter

Roskilde ’10: Mescalin, Baby, 28.06.10, Pavilion Junior

Skrevet af Camilla Grausen

Publikumskontakt er alfa og omega, når man er et nyt, relativt ukendt band på Pavilion Junior. Den disciplin gør Mescalin, Babys forsanger sig virkelig i, og med høj energi fik han bandets garagerock ekspederet ud over scenekanten.

KarriereKanonens ene vinderband, Mescalin, Baby, gav den gas og snakkede med publikum på Pavilion Junior.

Det der med at komme ud over scenekanten, komme i kontakt med publikum og underholde dem. Det er simpelthen så vigtigt. Især når man er et upcoming band, der ikke er kendt af særlig mange, og man spiller på Roskildes Pavilion Junior-scene. Foran et publikum, der består af 20 pct. venner, 10 pct. fans og 70 pct., der kun kender lidt eller intet til bandet, er det ikke nok at stå på scenen og mugge med nedadrettet blik. Dét erkendte Undertoners anmelder i søndags til koncerten med Iceage, og det gælder efter min mening for alle Pavilion Junior-koncerter. Man skal levere mere end blot den ene sang efter den anden for at imponere og kapre tilhængere her.

Mandag eftermiddag formåede de københavnske garagerockere i Mescalin, Baby i dén grad at nå ud over scenekanten – takket være forsanger Marc Facchini-Madsen. Den unge forsanger hoppede energisk rundt med en tilpas blanding af nørdet excentricitet og showmanship, mens han maste de tykke briller på plads på næsen og skrålede hæst ud til publikum fra det yderste af scenekanten. Resten af bandet passede mest af alt sig selv, men Facchini-Madsen var tændt fra første sekund, hvor han lagde ud med høje knæløftninger og amokbevægelser med tamburinen.

Mescalin, Baby har kun eksisteret i to år, men brød igennem i foråret, da de ud af 800 håbefulde bands endte blandt de tre vindere af P3’s KarriereKanonen. En del af præmien var netop en tur på scenen foran de koncerttørstige publikummer på årets Roskilde Festival, hvor rockdrengene på onsdag efterfølges af et af de andre vinderbands, electropop-bandet Ignug (den tredje vinder Hunch Bettors er af en eller anden grund ikke på programmet).

Den energiske og excentriske optræden kunne have været for meget, men heldigvis var den blandet med et lille skvæt ydmyghed. Facchini-Madsen virkede meget sympatisk i sit fokus på publikum og ønsket om, at publikum måtte tage godt imod bandets rock: »Jeg håber sgu virkelig, I kan lide den,« sagde han om en af bandets sange. Mange numre introducerede han, og da bandet nåede til “Gone with the Wind”, fortalte han, at P3 ikke ville spille det, men at bandet var glade for, at de gerne ville lade dem vinde KarriereKanonen, og at det er et »fremragende nummer« alligevel. Efter afslutningen på det i mine ører egentlig mindre end fremragende nummer, spurgte han: »Den var da meget god, var den ikke?«.

Hvis det kun var for musikoplevelsen i sig selv, karakteren skulle gives, ville tre U’er nok være tilstrækkeligt. Mescalin, Babys rock’n’roll-numre er ikke videre unikke, Facchini-Madsens hæse skrålen var nogle gange lige lovlig hæs og lige lovlig skrålende. Jeg ville ikke umiddelbart høre bandet derhjemme, hvor de hillbilly-rytmer, de af og til slår over i, nok ville irritere mere end festliggøre, som det er tilfældet live. Men på grund af forsangerens energiske optræden og oprigtige publikumsengagement vil jeg helt bestemt gerne igen til koncert med Mescalin, Baby – og også gerne belønne deres live-optræden på Roskilde med fire store U’er.

★★★★☆☆

Deltag i debat